Jul, og så vil jeg ikke høre mere om det ok?

Tænk sig, at julen kan være en skræmmende pose uhygge. Nej, vi taler ikke om Halloween, som jeg principielt er for gammel (!) til at have en relation til.

Vi taler om rød-nisse-gran-kalenderlys-julegaver-brunkage-kirke julen. I ved den der har luret siden i sommers, hvor jeg måtte erkende at det sgu nok ikke bliver helt som jeg er vant til eller ønskede det.

Men dette indlæg er ikke den forventede klagesang (selv om jeg er syg, har deadline om 3 uger på en opgave jeg knap har begyndt og fredag var en lorte dag på job). For jeg har fundet en løsning og taget en beslutning.

Uanset havd jeg gør, vil december bringe nogle minder der vil trække tårer. UANSET. Det bliver min første jul uden min mor. Uden nogen jeg er i familie med. Uden nogen jeg skal give de STORE gaver til. Så uanset hvor dysfunktionelle mine familieforhold har været og hvor traumatisk jul kunne føles, så er kagen pludselig en anden, når man ikke har den. For man vil jo gerne inviteres ikke?

Inviteret er jeg blevet. Til hele 5 steder. Kærlige, dejlige venner, hvor jeg sagtens kan se mig selv gnaske marcipan og smugdrikke ovre i hjørnet som den hyggelige tante/moster/veninde jeg er. Scotland vil også gerne holde tysk jul (!) med mig, så det er ikke der skoen bider (sagde Amalie).

Det går bare ikke. Det er for svært at være her i julen. Jeg forstår godt, at jeg får en reaktion uanset, men at være her, hvor vi holdt den sidste jul med min mor, i Banehuset, med det samme klima, ....det går bare ikke. Jeg får allerede nu knopper over stablerne af brunkager i Netto og ticks når jeg passerer andedisken i Kvickly.

Hvad gør Sportsstjernen så? Hun tager sgu da til Club La Santa julen over og tager på hhv. Yoga og Løbekursus! 20-25 grader og daglig mulighed for alt fra dykning, løb, cykling og kajak. U name the Sport, de har det. Og da jeg ved der stort set er booket ud julen over, må der være nogen jeg kan drikke mig i hegnet med juleaften i baren, right?

Så jo. Der vil blive tårer og jo, det er ikke hvad jeg troede skulle ske med jul i år, men det er der så meget i livet der viser sig ikke at være.

Har du holdt jul andre steder end med din familie?

Et hønseliv

Der er ikke så mange offentlige ord fra mig for tiden. De vejes, måles og pakkes ned til vennerne og den energiske psykolog jeg startede hos sidste efterår, da Moderdyret fik cancer. Psykologen der roder rundt i aftalerne, men som jeg stoler 100% på.

Jeg har svære dage, lidt lettere dage og selv dage hvor jeg griner. Holdepunktet er  er stadig rutine til hverdag med opgaver, job og motion. Weekenderne, der i starten var fyldt til bristepunktet med aktiviteter, er nu mindre bookede. Dels i en erkendelse af begyndende træthed, og dels fordi jeg godt tør mærke efter (!). Mærke savnet af tosomhed, mærke tabet af base og familie og mærke angsten for "hvad så?".

"Hvad så", er en kælling - for den føles på ingen måder relevant endnu. Fremtid er for tidligt. Her er det nutid. Jeg øver i nutid. At omfavne mig selv, helt bogstaveligt. At give mig selv pauser i hjernespinderiet. At lære nye veje. Veje hvor man måske ikke behøver at eliminere mennesker i sit liv, fordi det er for svært. Voksne veje om man vil. Ikke en let task for et menneske med borderline, men jeg har altid gerne ville lære, villet udvikle - det kan kun gavne.
Og jeg har gode mennesker omkring mig, mennesker der er der for mig og mennesker hvor jeg får lov at være der for dem. Skrive med dem, tale i telefon med dem og mennesker jeg kan smide økoæg og hjemmebagt æblekage efter. Der dukker endda nye venner op.

Og jeg har katten og hønsene dagligt. I går fik hønsene en udvidelse af deres territorie. I et anfald af jeg-må-bygge-noget-og-jeg-savner-at-bruge-min-skruemaskine, dukkede et skævt hønse-vinter-anneks frem. Det står godt til den skæve hønsegård.

Høns skal ha det godt.
Vi har det godt (nok).

Det med vejret

Jeg trækker vejret dårligt i dag. Siden i går. Nedsat vejrtrækning eller besværet vejrtrækning som vi terapeuter ville kalde det. Dagens uddannelse er sat på hold. Jeg skal ingen steder. Jeg skal være her på matriklen, med ild i brændeovnen og koncentrere mig om min vejrtrækning. 

Tænke tanker, mærke følelser og holde op med at have travlt. Holde op med at ville fixe mig selv, blive hel over nat og komme tilbage til den helingsproces jeg fik en god start på. 

Helingsprocessens grundpiller består af motion, awareness og den gode samtale - men i dag er jeg træt af at tale, træt af at løbe, træt af at fixe.

 I dag vil jeg ligge. Glo ud i luften. Tude hvis der er tårer og finde pæne billeder på pinterest. Billeder der er mig, der kunne være mig, der er fine. 

Lad verden passere

Det er det den gør. Passerer. Verden. Nogen ligger på en pude og ser på det, hviler i det. Man kan tage en pause, lægge sig og kigge, lade verden passere. Som katten gør.

Man kan undersøge hver en kvist, pind eller nedfalden frugt. Spise det man gider, skubbe og skrabe til det man ikke er sikker på og generelt blot vurdere om man skal spise, lægge et æg eller sove på en pind. Som hønsene gør.

Eller man kan gøre som matriklens ejer, skubbe lidt til folk og verdenen. Finde sine ben, motionere sine ben, gennemgå sine tanker og sortere sine indtryk. Af fortiden. Sortere hvad der virkede, hvad der ikke virkede og hvad man vil bringe med ind i det næste afsnit af sit liv. 

Alt i mens man står op hver dag, fodrer katten og hønsene og bliver klogere på det man ser, det man oplever og det man virkelig ønsker dig. 

Må du få en søndag med efterårssolskin og ro. 

Stadig sporty

Ellers er der ikke så meget mere i hatten. Er hudløs. Kører efter bevidst rutine bestående af stå op, gå i bad, gå på job, cykle/løbe, tude og tale med ven. På 4 uge. På 31. dag. Jeg mærker endnu ikke nogen ændring af savnet og sorgen, det skulle lige være en forstærkelse. Hvis der er noget jeg kan stole på, er det mine følelsers styrke og dybde. Godt når det er godt og tough når det er tough.

Har tonsvis af stuff jeg kunne/burde hvad angår huset, uddannelsen og udflugter. Det bliver ikke til det store. Weekenderne virker længere end ellers selv om dagene er kortere? Fik samlet 20 km under løbeskoene i går, udelukkende ud fra at 2 timer skulle skæres af lørdagen. En lørdag hvor der var fest i storbyen, hvor jeg vidste mine ølejr-venner var, men også ex-kæresten. Det slog mig ud. Tanker om at nogen syntes videre, nogen er helt færdige med mig. Mens jeg ikke syntes så langt endnu. Langt fra.

Så veninde og jeg besluttede at der skal vi ikke hen. Endnu. Festen kommer hvert år, og i år er det ganske enkelt for sårbart for os begge, så vi blev hjemme. Trodsede impulsen til at "Tadaaa...er her fest?"-overraskelse. Talte i stedet i telefon om alternative boformer, familieformer og weekend besøg. Og så løb jeg den tur.

Aftenen skulle overståes, trods tanker om savn, jalousi, fortid og fremtid.

Frygter at det aldrig holder op. Det frygter jeg altid når jeg er på dette sted. Hvilket logisk set må betyde, at det gør, for ellers ville jeg ikke kunne sige "når jeg er på dette sted". Men gud i himlen jeg syntes relationer er dyrekøbte. De intime af slagsen. Jeg syntes mine følelser er lidt store til denne efterhånden lille krop. Har altid været det - og da jeg ikke har en "konto", hvor de gode dage opbevares og lagres følelsesmæssigt - ryger jeg hurtigt i minus, når jeg rammes på kærligheden.

På toppen af Arthurs Seat, Edinburg, August 2012

Sporty på singlemåden

Jeg trækker vejret, derfor er jeg. Jeg trækker i perioder som i nu vejret for hurtigt eller for overfladisk. Hvis du er en af dem der følger mig på facebook, har du bemærket en del aktivitet de sidste 3 uger når vi taler om løb og cykling. Endomondo er min ven.

Jo, jeg var blevet småfed. Jo, jeg var blevet smådoven efter devisen efter-alt-det-krise-min-mor-er-død-jeg-må-gerne-spise-chips-og-drikke-øl. Det bliver man hverken i bedre form eller slankere af.

Men den bedste kur er hjertesorger. Den bedste motivation til at motionere dagligt, er at blive gået fra (eller at gå virker for andre). Alternativet til ikke at bevæge sig, når chancen byder sig er at mit mentale badekar fyldes op. Fyldes op af spændinger, sorg, forvirring, frustration, vrede, afmagt, kontroltab og usikkerhed. Og den der bundprop, der skal release og løsne op så jeg trækker vejret bedre, er fucking svær at finde. Den er der og kræver gråd, motion eller samtale.

Så det er hvad jeg gør på tredje uge. Jeg tuder, løber og samtaler.

Derfor skriver jeg ikke på bloggen. Ikke at jeg ingen har ord nok. I have plenty. Men hvor bloggen i flere år har været en god ventil, så hænger den nu sammen med mit liv med hende der har valgt mig fra.

Så det er ikke fair, de dage hvor jeg er meget vred, meget ked eller afmægtig at udstille vasketøjet herinde. Hun har sagt vi blot kan aftale hun ikke læser med, men jeg gider ikke lave aftaler med hende lige nu.

En god ven sagde "Du skal tage natten tilbage", tage medierne tilbage. Der hvor jeg før ventilerede. Instagram, facebook og bloggen - men det er svært nu. For de er alle filtret ind i hende og os. Så jeg forsøger at nuancere. Ikke at brænde broer i affekt. Med borderline und alles. Forsøger at rumme mig som det menneske jeg er der skal redefinere min hverdag og det mennesker der er i krise og har borderline.  Borderline i krise defineres af af Kreisman et al som "terrifying aloneness, feelings of being misunderstod and overwhelming helnessness". Hvilket intet har med hende at gøre. Det har noget med min bagage at gøre. Mit ansvar, min opgave, min kamp. Livskamp.

Og alt i mens bliver jeg sporty lækker på singlemåden.

Får du løbet og elsket nok?

....og så bliver vi lige enige om!

At de der indtastningskasser, for at kommentere er ondskaben selv. Jeg kan se og jeg kan taste, men det kræver fandme (!) 4-9 forsøg at forsøge at efterlade en kommentar hos jer der bruger dem, og (ganske) ofte ender jeg med at opgive. Så nu bliver vi så lige enige om, at jer derude, der gerne vil have kommentarer fra mig, sletter det nonsens, accepterer risikoen for spam og til jer der ikke ønsker at jeg nærmer mig bare beholder dem. Ok?


Mor er ikke sur, hun er bare træt i fingrene.....