Sommerfødselsdag

Godmorgen, og damen er 40. (Katten er kun 14).

Fineste blomster fra kæresten, der havde været oppe kl. 05.00 for at pynte (og lave kaffe). 

 Morgenbadning med bedsteveninden (uden kamera)

 Eftermiddag med gæster, venner og familie, kage og børn. Skydbrud, solskin og bare tæer. 

 Aften med kolde øl, grill gæster og OL i baggrunden.

Helt almindelig sommerdag. helt almindelige mig med helt ekstraordinære venner og familie.

Jeg er 40, og det tegner godt.

Tak for jeres søde hilsner her og på andre medier. Kh

Prophecy

Det.Går.Fremad.

Jeg bliver 40 i morgen (!). Og det går fremad. Når jeg græder kan jeg oftere holde op igen. Når jeg får ondt, kan jeg hurtigere finde ud af at gå til psykologen og få hjælp. Når jeg brænder sammen, går det hurtigere over.

Vi har været hårdt spændt for det sidste år. L. og jeg. Begge to. Vi har erkendt, at vi har brug for lidt hjælp. A leg up, som de siger derovre. Der er hjælp at hente, både fra min hottentot psykolog (hun ligner en), fra Livs familie og fra venner der lytter.

Så længe jeg græder er jeg ok. Gråd forløser, gråd befrier. Aggression, irritation og indestængt vrede slider.

I morgen bliver jeg 40. Min mor og far ringer ikke. That's a given. Derfor tårerne de sidste dage. Vejrtrækningen der har været svær. Smerterne i brystet. Hukommelsen, hvor der ellers har været pænt plads til forbedring, husker knivskarpt at for et år siden gik kræftmøllen igang. Min mors dødsmølle. Samtalerne. Sygdommen. Behandlingen. Midt i min fødselsdag og L.s længe ventede hjemkomst fra Australien.
Et år på standby. I brandsluknings- og akutmode.
Det husker hukommelsen godt. Den hjælpes godt på vej af at en venindes mand sidste uge fik kræft. Så jeg taler igen, næsten dagligt, om behandling håb og krise.

Det er derfor jeg ikke har fødselsdagsfest i haven med kulørte lamper, selv om den har været planlagt i flere år. Derfor bliver det "blot" de fine nære, haven, lysene og kagerne. Morgenbadning med bedste-lebbe-veninden. Formiddag med sol og alene i haven og eftermiddag med brormand og de fine. Fordi håbet kun lige er begyndt. Håbet og lysten. I små fine bidder.

På lørdag flyver jeg alene til Skotland for at besøge venner, gå ture med lånt hund og for at få noget input. Fra den store verden, der drejer så fint (videre).

Jeg skal nok blive ok. Jeg savner min mor, men jeg skal nok blive ok.

Odense Universitetshospital aug. 2011

Søndagsstille

Jeg havde en dejlig uge på Femø. At være ude 24/7 passer mig godt. Jeg kan bedre få luft. At L. også hygger sig på øen, med kvinderne, med mig - gør det blot bedre.  Nu er vi hjemme igen. Jeg arbejder nogle uger, inden jeg tager 2 ugers ferie mere. Det har (som altid), overrasket mig at business ikke er as usual. Efter en uge med god søvn, udeluft og god mad, kun krydret med et par enkelte tudeture, overrasker det mig, at jeg hjemme igen, har let til stilhed, blues, sorg og tårer. Det bygger langsomt op. Rettes ofte mod L., der mødes med vrede, irritation og tanken om "at nu flytter jeg til et billigt hus på en ø uden mennesker". 

En følelse af, ikke at elske nogen, gide eller ville noget, eller orke at trække vejret. L. husker mig på, at det kommer i nøk. Svigermor har fortalt mig det kommer i nøk. Sorgen. 

Jeg glemmer det. Jeg husker det når jeg sidder med tanker om Moderdyret, der ikke har lagt blomster på min fars grav på hans dødsdag, fordi hun i år selv er død. I bilen på vej til job.

Tanker om min forestående fødselsdag, hvor hun ikke ringer. Han ikke ringer. De ikke ringer. De ikke kommer. De ikke skriver. De ikke er.  "there's a first for everything", det første år efter dødsfald. Når bare jeg husker det. Så verden ikke går under hver gang sorgen banker på. Så jeg husker, at det bliver bedre. Lettere. Med et større F. i fremtid. 

Stille søndag her fra.

Kussetryk anyone?

Det er ø lejr tid. I dag starter ferien og vi starter bilen. 

L. og jeg har pakket regntøjet, superteltet og solcremen og sætter i dag kurs mod årets ølejr. 

Årets kvindelejr, er mit fristed, i har hørt om det før. Ja, der er mulighed for at være nøgen hvis man vil. Det er de færreste. Ja, man kan lave kussetryk, hvis man gider starte en workshop. Det gør de færreste. Ja, holde ferie en uge uden mænd. Det gør vi alle.

Hvad vi gør er at være sammen. 80 kvinder og børn i skøn forening. Laver mad sammen, vasker op sammen, gør campingtoiletterne rene sammen, drikker øl sammen, passer børnene sammen og snakker. Om politik, kønsroller, varerne i Netto og Kongefamilien. Vi holder 70'er fest sammen mens ungerne sover i teltene med baby alarm. Vi bader inden morgenmaden, hvis vi er hardcoretypen, halvfulde kl. 17, hvis vi er ferie-all-in-uden-børn-typen. 

Vi er ligeså forskellige som 80 andre mennesker, og har ligeså meget eller lidt tilfælles.

Men vi elsker Femø. Vores kvindelejr. Ude 24-7 i 7 dage med økologisk mad og stranden som nabo til villatelte, 3-mandstelte og fællestelte.

(Ps. ja, jeg HAR prøvet at lave et kyssetryk)

Rundstyk

Jeg er nok den værste blogger ever. Rundstyk. Jeg lod jer sidste uge sidde med en cliff-hanger. Jobstart med monstrøs Boss og meget angst Prophecy.

Jeg overlevede. Boss og jeg har talt 5-7 sætninger (inkl. "Godmorgen"), og ellers har jeg passet mig selv. Kigget på mine opgaver, talt med klienter, lavet aftaler. Ikke haft ondt i maven. Blevet lidt forvirret af og til, nedsat hukommelse (reaally irriterende, spørg L.), og træt i hovedet når jeg går kl. 12.00. Men det gik ok. Jeg døde ikke. Jeg blev ikke fyret selv om jeg stadig tror det kan ske, jeg sagde ikke op og jeg fik ikke angstanfald.
Jeg formåede at tage én dag af gangen. En dag af gangen hvor jeg vidste, det er kun 4 timer, jeg kan sove morfar når jeg kommer hjem, haven, hønsene og en eksamensramt L. er hjemme hun blev færdig med eksamen i går  og nogen har gjort det godt, når jeg kommer.

Jeg håber, og beslutter hermed, at job ikke skal gøre mig så angst igen. Jeg ved det ikke udelukkende handler om jobbet, men også om min eksistenskrise- og angst. Hvad nu? Hvorhen? Men at få lagt noget af frygten for selve jobbet, kan måske give mig noget ro til at kigge på de andre ting. På mit liv, på de gode ting, på alt det der er blevet forsømt siden min mor blev syg for snart 1 år siden.

Vennerne, kæresten, mig selv. Jeg skal genfinde og opbygge min selvrespekt. Finde behov, mærke behov, mærke lyst og have lyst til at gøre noget ved det.
Bestille ferielæsning på amazon.com/uk (tjek), bestille tid ved den fine økologiske frisør, hvor der ikke kører reklameradio, og hvor man kan få den fineste urtete mens man klippes (tjek), aftale ugentligt date med L. sommeren over (tjek), måske tage en uges ego-ferie hos venner i Skotland, når jeg er fyldt 40 (!!).

To be honest, bare det at mærke lyst til noget igen er en lettelse. Jeg føler jeg har kigget ud i afgrunden og taget et skridt tilbage. Det skal nok gå.

 På besøg hos naboen nordpå. Der diskuteres hønsehold og ses generelt godt ud

 Vi har byttet to af de meget livlige islandske hønsekyllinger til 2 af naboens rolige "labrador" høns (den gule)

 Moderdyrets studenternellikker er sprunget ud. De klarede flytningen :o)

 Køkkenhaven har haft godt af min sygemelding

Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!

Hardcore høns?

 "Halloooo?! Nu kan det jo godt være, at vi høns hverken kan læse eller skrive, men i mangel af bedre, kan vi posere her på siden hvor der åbenbart ikke sker en fløjtende fis "

 "Bag mig ser i min mor, eller i hvert fald hende der har ruget mig. Hun har travlt. Noget med at finde orm og kryb".

 "Vi er ret meget ude, skider hvor det passer os og er pænt forkælede, siger nogen".

 "Vi ejer den her matrikel". 

" ... Og sover i naboens træer hvis vi ikke lukkes inde tids nok om aftenen". 

 "Flyver gerne over indhegninger"

 "Katten. Hvad med den?"

 "Mor nupper også gerne en musvit til frokost. Det er ikke for sjov vi kommer fra Island. Word."