Maj fødselsdage

Min mor ville være blevet 63 år, den 1. maj. 

Min far 74 år, den 3. maj. 

Sorgen, indeholder manglende forståelse, afgrund og handlingslammelse. 

Jeg blev sygemeldt i mandags, efter råd fra psykologen, da jeg fortalte om hjertebanken, nedsat hukommelse og katastrofetanker. Dagene efter mandag, har handlet om at acceptere, at jeg har det "dårligt nok", til at gå hjemme. Til at falde i staver. Til at tude. Til at tænke på liv og død og mening. Til at stirre ud i luften, gå i seng midt på dagen og gemme mig under den bløde dyne.  Til at falde i søvn (igen), på terrassen, med katten i fodenden og hønsene løs i haven. Med L. der laver aftensmad.

For jo. Jeg har ondt i livet. Det gør forbandet ondt at miste. Forbandet. Livet fremover har andre betingelser, og dem skal jeg regne ud, forstå og acceptere og for nu kan min hjerne og mine følelser ikke følge med, efter 7 måneder med akut sygdom, 3 måneder med død, bisættelse, opløsning af bo, Broderdreng med symptomer.

I mandags blev Broderdrengen "frikendt". Kun raskt væv at spore. De tog det hele ud og han fejler intet. Da denne oplysning ikke gav lettelse hos mig, blot lod mig tilbage med "nå", indså jeg at bægeret er (for) fuldt. Der. Er. Ikke. Mere. Plads. På. Harddisken.

Jeg kan og vil ikke mærke mig selv, hvilket betyder at alle andres "stuff" fylder alt. Det skaber vrede, når anyone henvender sig til mig, som om det var deres mening at gøre mig ondt. Det er det ikke. Men jeg er fyldt op. Nu må jeg se på mig, mærke mig og gøre for mig. Først der er der en chance for, at jeg igen kan mærke andre, være for andre. Kan arbejde uden angst for det næste telefonopkald. Det næste møde. 

For nu må jeg se angsten i øjnene. Ligegyldigheden. Det sorte der lurer indeni. Det der skal mærkes, kigges på og væres i. I wish i should'nt. I really did. 

Tak for alle jeres fine kommentarer på mit forrige indlæg. 

Update

Det er mig. I arbejdstøj. Med meget kort hår. Det er det tøj jeg har mest på for tiden. Udover job-arbejdstøj. Job skræmmer mig lige nu. Der er travlt, det er jo fedt, men jeg stresser hurtigt, får hjertebanken og længes efter den offentlige sektor hvor der var bedre plads til sorg, ineffektivitet og nedsat hukommelse (eller var der?). Og ja, der er røget et par kilo på, for jeg ser p.t ingen grund til at motionere eller leve sundt. Orker det ikke. 

 Det er Banehuset. Det ligner sig selv. Det er sig selv, men jeg er ikke den samme. Det er op af bakke, den største udfordring er at jeg er røget tilbage i mit "sorte" tankemønster. Fokus på det dårlige, på det meningsløse, på det der mangler. Men Banehuset står.

 Dette er nyt. Drivhuset. Drivhuset der blev købt online kort efter Moderdyrets død, uden tvivl en overspringshandling i de akutte dage efter, men på sigt er det meningen at det skal være godt. Det pynter. 

De her er nye. De nye beboerer. L's hønsefamilie. L's fordi jeg ikke kan overskue at det er mine også. Endnu. Så indtil videre lukker jeg dem blot ud, fodrer dem, råber af dem når de skider på terrassen og leder efter dem i den nye søde nabos have. Men de er L's. 

Blev du klogere? Jeg forstår godt hvis du ikke gjorde; Jeg er i live, jeg er gået lidt i stå, og verden er lidt svær at håndtere. Hvad sker der for, at den kører videre? Bare sådan. Med konfirmationer, fødselsdage, arbejdsdage, pligter, regninger, vasketøj og indkøb? Jeg kan ikke nå at følge med. At tage på job (næsten) hver dag tager alt mit overskud. Når jeg nu bare har lyst til at sidde og vegetere, eller grave huller i haven.

Broderdrengen har det godt. Han er udskrevet og vi venter på resultater fra biopsi, mens han er på rekreation hos gode venner.

Kh til din weekend.
P.

Are you freaking kidding me?

Broderdrengen skal indlægges på mandag. Efter Moderdyrets....altså efter hun døde, havde han ondt i brystet. Var,  som jeg, bange for at nu dør vi som de næste af kræft. Lige nu. Jeg gik til lægen med et modermærke der viste sig at være en splint fra haven der havde givet betændelse (ja, grin bare - i did ;o)
Han gik til sin læge med angst for lungekræft. Vi talte meget om, at det var vores dødsangst og krisen efter at have mistet begge vores forældre til kræft, der spillede os et puds, men angsten ville ikke slippe.

Forstående læge sendte ham videre til lungespecialister. De sagde alt er ok med lungerne, men der er noget bag brystbenet vi ikke ved med (??) Nu er han sendt til nogle andre specialister, og på mandag laver de kikkertundersøgelse i fuld narkose, for at se hvorfor hans thymus kirtel er forstørret, tager en biopsi, og så må vi vente 14 dage.

Hvad fanden er det for en kirtel? Hvorfor er den forstørret? Fuld narkose? Broderdrengen er 37, frisk, ikke-rygende på 9. måned, løber 10 km's løb.

Pænt dårlig film vi lever i for tiden her i familien. Pænt dårlig.

Kontrol og retfærdighed

Jeg er pænt træt af mig selv. Måske er det klassisk borderline, måske er det sorgen der forvansker alt der kommer ind og alt der går ud, måske er det bare...mig.

Jeg er fyldt op af følelser. Tanker. Jeg syntes jeg navigerer ganske udmærket, når det kommer til venner og arbejde - her formår jeg en stor del af tiden at sige fra og sige til. Forklarer hvorfor jeg må forlade bedstevenindens 40 års fødselsdag efter et par fine timer, er fyldt op, grædende og uden anden grund end at min mor er død. Det er intet problem. Der er forståelse og trøst. På job har kollegerne regnet ud at jeg skifter fra grinende til grædende indenfor samme arbejdsdag. Der spørges ikke. Jeg forklarer ikke. Vi ved hvad der sker. Det er en mandeverden.

Det er sværere når det kommer til det nære liv. Broderdrengen, kæresten, fritiden. For skal vi være helt ærlige, så rager det mig. Jeg mærker snerten af depression (ja, jeg har tid hos psykologen). De følelser der skifter fra "hvad er meningen så?", over "i kan gå ad helvede til", "jeg smadrer jer". Uden helt at vide hvem. Ofte den første i skudlinien, og det bliver ganske let hende den fine. Jeg overlever bedst, når jeg får fat i sorgen, når jeg kigger den i øjnene, corner den og siger "hvad så, hvad vil du og skal vi få det gjort"...så græder jeg. Græder for min døde mor, min døde far, for Broderdrengen og for mig selv. For hvad er meningen, hvis man er oplært med at retfærdigheden sejrer? At de gode ikke bare bliver syge og dør, forsvinder, lider. Hvad er meningen så? Og kan man lære at det er noget andet der skal give mening? At der ingen mening er. Alt er tilfældigt? Uanset hvor mange gode ting man ønsker, gør og giver, så kan man stadig miste. Måske sent at opdage, måske naivt at jeg har haft den barnetro så længe?

Status er, at jeg kæmper. Kæmper mod ligegyldigheden. Kæmper mod de store svære tunge tanker. Kæmper for at være bare nogenlunde sam-levelig med, for impulsen til at sige "fuck it" og lade alle vende sig mod mig er stærk i denne tid. Det ville føles SÅ forløsende at blive fyret fra sit job (røvhuller), blive dumpet af L. (ja, det måtte jo komme), og vende alt og alle ryggen. For så har jeg kontrollen. Kontrollen - og derved aflivet riskoen for at de dumper mig mens jeg ligger ned. Mens jeg sørger, ikke kan mærke kærligheden, mens jeg graver huller i haven, sorterer det sidste af mine mors værdier, mens jeg forsøger at overleve i mit eget følelseskaos, der har meget lidt plads til andre. Andres liv.
Broderdrengen siger "husk at gøre noget godt for L. , sæt dig udover din sorg, kom nu, løb en tur når du bliver aggressiv eller irriteret", og han har ret.  Men jeg kan også høre i det han siger og hans stemme, at han selv oplever de samme følelser, den samme afmagt, den samme irritation Når han taler til mig taler han også til sig selv.

Vi er vidt forskellige og så ikke alligevel. Vi sørger. Vi taler om vores forældre, vores fortid, vores angst for om der er en fremtid. Vi forstår hvorfor folk har en tro. En tro der kan trøste, noget at klamre sig til når verden for en stund ikke giver mening. At vi denne påske har tømt, rengjort og afleveret Moderdyrets bolig har sat et følbart punktum.

Hvis du leder efter tråden i dette indlæg eller den gyldne slutlinje, må jeg skuffe dig - ordene du får i dag har ingen fin afslutning, men jeg lover at give dig den når jeg finder den. Promise.

Hjemløs kærlighed

"Sorg er den hjemløse kærlighed", står der i pjecen om sorg fra Kræftens Bekæmpelse. Pjecen har jeg haft liggende siden i sommers, da Moderdyret blev syg. Jeg bestilte et shit-load pjecer om alt fra cancertyper, over patientrettigheder, pårørende til alvorligt syge og nu denne om sorg. Jeg læste den for et par dage siden. Jeg finder udtrykket omend ikke dækkende, så rammende: "hjemløs kærlighed".

Sorg er så unik en følelse, at jeg finder det svært at sætte ord på. Det er følelsen der overmander mig midt på arbejdsdagen, når jeg ser en kvinde der er på min mors alder. Det er følelsen der sniger sig ind, når jeg sætter Moderdyrets ting på plads i mit skur, mit værelse eller i min have. Det er følelsen der kommer brasende når bankdamen gennem 10 år rejser sig fra sin plads og krammer mig ved kassen,  fordi hun ved jeg har mistet min mor. Det er når jeg apatisk tjekker hendes sidste lotto kupon, hendes gavekort fra Matas og finder billeder af Broderdrengen, Faderstøtten og mig i hendes pung som sygehuset nu har sendt til mig.
Sorgen er brusende, bragende, snigende, lammende, blød, våd, stenhård, kvælende, forstyrrende og tager ikke hensyn til hvor jeg er, hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med.

Sorgen får mig til at savne. Til at glemme hvad der ikke var fedest ved Moderdyret, til at huske at jeg ikke kan ringe, ikke kan spørge (rødspætter, hvor mange minutter på hver side? Hvor er dine sikringer?), ikke kan se, holde og kramme hende. Sorgen får mig til at sidde, midt i arbejdsdagen og skrive dette indlæg, mens tårerne står i øjnene.

Hvad er sorg for dig? Har du oplevet den? Kan du beskrive den?

Urne, flyttekasser og skiftret

Aimen, det er jo ikke for almindelige mennesker det der skifteret! Nu er Broderdrengen og jeg ret enige om hvad og hvordan boet efter vores to forældre skal løses/opløses.

Lad os så for et øjeblik se bort fra det tragiske faktum, at vi opløser vores forældre ophav. Deres jordslige liv. Hele vores baggrund inden vi er fyldt 40.

Så kunne man have en ide om, hvad der max. skulle til det, for at lette tingene. For at gøre det lettere for 2 efterladte at klare tingene nemt, så de kan koncentrere sig i om det uvirkelige i at pakke resten af deres barndom ned. Jeg foreslår at man skulle udfylde en lille A4 side med multiple choice:"Er i enige?" JA. "Vil i betale de regninger der er tilbage?" JA. "Vil i betale den skat der får samfundet til at køre videre?" JA. Og så ikke mere vel?

Men nej, der er formularer, vejledninger, åbningstatuser, frister, proklamapåbud, mulighed for privat skifte, osv.

5 minutter inde i mødet med skifterets manden, fik både Broderdrengen og jeg det der fraværende blik, man får når man er stået af. Som i matematik i 4. klasse. Helt godnat, forstår ikke, hvad?

Jo jo, vi kan få en revisor/advokat og betale os fra det skifteretsmanden mente var ganske enkelt, for vi var jo enige? Så i skal blot udfylde formular 3,4 og 5 inden den og den dato og så efter 8 uger og så skriver i bare og lægger sammmen og finder kvitteringer og .......you get the picture.

Aimen altså.

Som om det ikke er nok, at vi sidder i Moderdyrets bolig. Sorterer hendes liv, hendes liv med min far, vores baggrund fra tandbørster over katekismus til feriebilleder og opskriftsbøger. This is it. Når det er sorteret, pakket i kasser, delt op i flyttekasser til Broderdrengen, mig og den lokale garde, så er der ikke mere. Thats it.
I dag sætter vi urnen ned (put-i-hul-fest, som min mormor engang sagde), med præst, sang og lidt venner og familie. Det gør mig glad, at også dette ritual giver trøst. Og aftenens grønkålsfest hos fasteren. Når Broderdrengen og jeg snakker om fremtiden, fortiden, nutiden. Når L. bruger timer på at pille billeder ud af gamle albums, så vi kan sortere dem i dine og mine og dem vi vil sende til familie og venner. Der er trøst i ritualer, i gøremål i samtaler.

Men skifteretten, det var sgu ikke nogen trøst. Det er en ommer.

Bum bum, mærkelige dage. Jeg nyder solen. Det tidlige lys, fuglene der går amok i haven med lyd på og jeg kan være ude et par timer efter jobbet hver dag.

Mit følelsesliv spørger du? Det svinger som ind i helvede. Fra oki doki, til ”jeg-tænder-af-på-et-split-sekund-hvorfor-har-du-lagt-karkluden-den/hvor-er-du/hvorfor-er-du-der/gå-væk/kom-nu”, til lidt mindre hylende udgave af mig selv med bisonlyd på denne uge.

Vekslende mellem mange planer om formiddagen, ”kom-vi-tager-på-cruise/bygger-et-værksted/tager-i-ikea”, til en dødelignende tilstand når jeg får fri, hvor alle planer om indkøb, rengøring, brevskrivning (der er folk der har haft fødselsdage og mennesker der skal takkes), og en tur på biblioteket virker fuldkommen uoverskuelige og det eneste mulige er min kærestes gamle futonseng, i det der nu er mit ”her-er-jeg-alene-værelse-fordi-jeg-ikke-kan-rumme-mine-følelser-foran-publikum”-værelse. Værelset hvor der står papirer og tøj fra min mor.

Nej, vi er ikke færdige med at tømme og sortere. Jeg var dernede alene i huset i weekenden. Havde brug for det – og hallo det udløste en tudetur på det meste af de 160 km hjem igen, samt aftenen med. Jeg havde ikke svært ved at komme derned, men jeg kunne næsten ikke forlade det igen.  

Ellers har sorgen (sæk), været mindre konkret denne uge. Der er i stedet opstået en slags tåge, en stirren ud i luften, en vrede mod verden inkl. min stakkels tålmodige L. En vrede af dimensioner der skræmmer mig. En vrede der først siver ud af kroppen, når der går hul på bylden og jeg har brugt en halv pakke kleenex og stadig sidder med snot på trøjen. Jeg priser mig glad for at L. har set nogle gode sider hos mig, og stadig er her, for lige for tiden får hun ikke meget fantastisk ud af mig. Ikke meget opmærksomhed (jo, hvis hun ikke er her, for hvor er hun, hun skal være her), ikke meget omsorg, ikke meget smil eller kys, og ofte må hun sove alene, fordi jeg er endt i mit værelse eller på sofaen i stuen, eller jeg har på en nat nået at sove alle tre steder. Og lave mad, orker ikke lave mad.  Samtidigt hjælper hun med mine mors ting. Maler sengen jeg har arvet og slæbt hjem, accepterer at der kommer flere og flere ting fra min mor, også nogen grimme nogen. Sover videre selv om jeg skifter seng/vandrer rundt/vasker tøj kl. lort/tømmer opvasken kl. lort/snubler og vælter ting kl. lort og generelt er en pain-in-the-ass-sengemakker.

Hun smiler overbærende, når jeg impuls køber diverse større ting, uden at vide hvor overskuddet til at bygge/sætte op skal komme fra (vi nævner i flæng hønsehus og drivhus). Hun accepterer, at jeg på 24 timer har solgt vores seng og den er afhentet, uden at vide hvornår den arvede vil arrivere. Hun er ret cool.