Nothing to see here...

Her er så stille nu. Efter at jeg er begyndt arbejde, er der stadig ikke meget energi i posen og bloggen lider. Mine kommentarer hos jer andre lider. Undschuldugung.

Jeg læser jer. Det gør jeg virkeligt og får også af og til knyttet en halvfiltreret kommentar igennem. Husk mig venligst for min velformulerethed og døm mig ikke på det i denne periode usorterede og grænseløse (i mean well). Eller de dårlige jokes og film.

Jeg glemmer. Jeg glemmer, at det at arbejde er risiko for nederlag. Helt uproportioneret nederlag over minimale detaljer. Ting andre glemmer efter 5 minutter, men som hos mig sidder i kroppen timer og dage efter. Jeg havde sådan en oplevelse i går. Blev mildt tilrettesat, begrundet, måske lidt voldsom reaktion fra modparten, men ...fair nok - jeg var angiveligt nummer 15 der havde begået fejlen at afbryde noget der blev vurderet som et møde, men som jeg hidtil i denne organisation kun har kendt som "Lukket dør - kom bare ind". I hear you.
Det der var anderledes, var at jeg i sekundet det skete vidste - AV, det her optager min sind og mine følelser helt ude af proportion. Det her kommer til at gøre mig ked af det. I sekundet, siger jeg. Kæmpede straks med følelserne skam og skyld kontra "du er dum er du og kan ikke lide mig". Pænt flankeret af følelserne fætter "du er et nul" og kusine "fuck du er åndsvag" I hate you, you dont want me.

Så point til mig over at jeg kunne sætte ord på det. Jeg kunne ikke stoppe det, ændre reaktionen, men jeg kunne erkende at det skete. At det var der. I sekundet. Klap på ryg for det. At jeg så løste den indre konflikt mindre modent og i stedet for at konfrontere modparten "Hey du, fair nok, men det plejer ikke at være sådan", lavede en Maude, fuldt påklædt for derefter at spise til jeg fik ondt i maven. Shit happens.

I dag har jeg passet min pc skærm. Surmulet på modparten, men vist velvillighed og holdt lav profil. Måske i morgen er der hvor jeg siger, hej Chef, du - sorry men jeg er nødt til at påtale det, for at jeg ikke vender mig fra dig.

U see?

Glæden er stor, hvor de første havehynder er lagt ud og jeg har siddet på dem. Med kaffe og udsigt over den endnu bare have. Men det ulmer, det ulmer i jorden og det ulmer i mit forårssind. 

Til den opmærksomme læser, kan jeg oplyse at jeg har fået hul på bylden, med maleriet på 1. sal. Motivationen har været "Hvis du grunder et stykke væg, må du bruge tilsvarende tid udenfor". Og så kom der lidt skub i damen. Væggen får du ikke billeder af, det har aldrig været spændende at se maling tørre, men se her. Et nyt bed er født. Her lå før fliser, så græsset var væk. Det krævede blot (!), at de 10 trillebøre sand underneden blev fjernet. Det er gjort nu, og der er lagt en fin kant med gamle overskudsmursten fra førstesalen. De er ikke frostsikrede, men de er smukke og har historie. Nu mangler jeg kun noget jord i det hul. Så hvis nogen har 1-2 m3 muldjord til overs, så siger i bare til :o)

På billedet ser i også mit nye have gear - en rummelig trillebør. Hvad er en have uden bør?

 Og se så her. I bedet under Hr. Bøgetræ, pipler det frem. Udover ukrudt, så tror jeg det er de tulipaner L. købte til mig på vores tur til Holland i efteråret. Yai! Det spirer og gror og det samme gør min sjæl. 

God søndag alle sammen.

I rest my case

Så sundt er det at stirre på bryster

Spinnemissen

Hvor blev tiden af

Ok, det med at komme lidt op i gear tager mere end en uge. Wtf, så kan man intet andet end arbejde. Som den opmærksomme læser har bemærket, er jeg ikke verdens mest tålmodige sjæl. Ok, sidste uge var ok. Det var jo første uge und alles, så jeg havde en vis forståelse for at aftensmaden bestod af yoghurt, tøjvask må vente til weekenden og tanken om at være oppe længere end 19.30 gav tårer i øjnene.

Nu skriver vi tirsdag i uge 2 og tålmodigheden er lidt tyndslidt. Jo, jeg er glad for at være på job igen. Gladere end forventet. Men jeg kunne godt tænke mig at, lets say - købe ind på en hverdag, grunde en lille bitte væg, løbe en tur, ikke tude over at jeg bliver helt smadret af at tage arbejdstøjet af (og lidt stramt sidder det også??).  Det er bare ikke i posen endnu. Det dummeste er der er endnu længere til at mødes med venner. På en hverdag. Og vi remser her lemfældigt op, at jeg altså hverken har 4 børn, en søfartskone eller 40 timer om ugen. Jeg er mig, og katten og L. i Australien (= low maintenance), og 30 timer. Det går jo ikke.
Så i dag tvang jeg mig. Tvang jeg mig i bilen, EFTER job, ud til det hav jeg bruger for lidt og elsker for meget. Se her:

Som en sommerdag, hvis det ikke var for:

og de her blegselleri

Uhhh

Hov, haven

  Den der 1. sal, der skal spartles og males, det må vente. Når vejret laver et nummer som i dag, så er jeg den første der er ude. I arbejdstøj. I aftes fandt jeg *Guldkassen* frem. Kassen der fremover skal indeholde mine frø. Jeg håber og formoder den med tiden bliver en større kasse af slagsen, for allerede nu, er den pænt fuld. 

Nu er jeg jo et menneske, der fungerer bedst med orden og systemer, så i stedet for fjumretv, stod fredag aften på sortering pg planlægning. Sidste år, puttede jeg alt jeg kunne finde i jorden. Uagtet af såvejledninger, sol/skygge krav og Søren-Ryge-Regler. Jeg havde jord. Jeg havde frø. Der skulle puttes i jorden. I år, går jeg det mere organiseret til værks og her kommer *Guldkassen* ind i billedet. 

Hulter til bulter, blomster- og grøntsagsfrø. Ud med det hele på bordet: 

Dele op i måneder, sås direkte, forspires. 

Lave plan på papir. 

 Tegne baghave og forhave op, og forsøge at sætte blomster i de højder de får, så planter på 30 cm ikke kommer bagerst og dem på 120 cm forrest. De røde felter er mulige nye bede, der skal graves. Der er ikke bede nok. Må have mange bede. 

Så pakkes *Guldkassen. Pænt inddelt i måneder, sås ude/inde. Så kan selv jeg, trods overstigende træthed pga. arbejdsstart, finde ud af det. 

Har været ude det meste af dagen, fået pakket det trælse feststelt VÆK, og sat de første frø til forspiring. 

Tænk at sidde ude på sin nye terrasse, med den slags sysler - jamen hallo, det var godt!! Efterfølgende en tur rundt i haven med kameraet. L. skal have lidt forår sendt ned til sin højsommer i Australien. 

 ûber alles pibler det frem. 

..nu snart også inde. 

...og katten? Katten var ude næsten lige så meget som jeg - se så er det forår.

Helt ned på jorden med mig.

I love it. ("Fik du malet?". "Hvad, jeg kan ikke høre hvad du siger......"?)

She works hard for the money....

Jeg er træt som et alderdomshjem og går i seng, men kære venner - det der med at starte job, ét job, jobbet, var den rigtige beslutning.
..og at gå hjem hver dag kl. 15.00 bliver mit nye sort, når jeg først er oppe i gear igen. For de her første dage går gassen hurtigt af ballonen. NØJ, jeg er træt.
Jeg er set, jeg er værdsat, jeg har været savnet og manglet, der er gode nye opgaver og gode gamle, og der er øvelse hele vejen med grænser, hvem mener hvad og alt det der hører BPD til. Og ingen tuttenut, "hvad føler du", "jeg fornemmer...." bare dårlige hentydninger om kønsdele, kolleger der hopper rundt på ét ben og siger lyde, en chef, der forvirret tørrer bord og sørger for morgenbrød, som en anden mor og kunder der skriver mails om at de handler hos os pga. mig.

Det er godt :o)

Godnat!