Sommertid, er strand, tanker, eftertænksomhed, at være, at fiske, bade, hvile sjælen, suge kraft. Sommertid er på en måde mere levende, end nogen anden tid. For mig.
Jo, tunge tanker dukker op, Tunge tanker om ligustersmålighed og pastelnærrighed. Tanker om formål med mennesket. Samværet med andre. De nære, de fjerne, dem der er anderledes. Og er de så anderledes, som jeg føler det?
Havde en oplevelse til Skt. Hans. Tog med venner og kæreste til stranden. Lidt sent, vel informeret om, at bålene nok var brændt ned. På gåturen fra bilerne til vandet, med blogvenindens to milde, søde men på det tidspunkt meget gøende hunde, møder vi en kvinde med en hund. Venindens hunde ville hilse på, på deres larmende facon, og den udkårne, noget større hund så en smule skræmt ud. Fair nok. Men da de to små-gøende hunde nærmer sig, råber. Ja, råber kvinden: "NEJ. NEJ". Uden nærmere forklaring, blot med at meget ondt blik mod os/hundende. Det skal siges at alle hunde var forsvarligt i snor.
Man kan diskutere, om hun panikkede. Om hendes hund reelt var bange for, eller ikke kan sammen med andre hunde. Det der skræmte mig, var hendes blik mod os. Meget hårdt, meget vredt og....skræmmende.
Den slags skræmmer mig. Det gør mig sensitiv, så sensitiv, at jeg endelig på stranden havde svært ved at slappe af. Følte at de andre mennesker omkring os, med familie, bedsteforældre og børn (og hunde), kiggede på os. Kernefamilierne.
Vi var anderledes. 4 frie kvinder, af forskellig alder, med to gøende entusiastiske hunde. Der kom for sent til båltalen.
Det er den slags oplevelser, der gør at jeg ofte foretrækker mit eget selskab. Med supplement fra og af de nære mennesker i mit liv. Jeg har sværere og sværere ved større offentlige forsamlinger, fordi den vurdering man foretager af andre og andre foretager af mig, er svær at rumme. Måske vurderer de andre slet ikke - men i mit hoved sker der rigtigt mange ting, og jeg bliver usikker.
Sommertid og andre.
Jo, tunge tanker dukker op, Tunge tanker om ligustersmålighed og pastelnærrighed. Tanker om formål med mennesket. Samværet med andre. De nære, de fjerne, dem der er anderledes. Og er de så anderledes, som jeg føler det?
Havde en oplevelse til Skt. Hans. Tog med venner og kæreste til stranden. Lidt sent, vel informeret om, at bålene nok var brændt ned. På gåturen fra bilerne til vandet, med blogvenindens to milde, søde men på det tidspunkt meget gøende hunde, møder vi en kvinde med en hund. Venindens hunde ville hilse på, på deres larmende facon, og den udkårne, noget større hund så en smule skræmt ud. Fair nok. Men da de to små-gøende hunde nærmer sig, råber. Ja, råber kvinden: "NEJ. NEJ". Uden nærmere forklaring, blot med at meget ondt blik mod os/hundende. Det skal siges at alle hunde var forsvarligt i snor.
Man kan diskutere, om hun panikkede. Om hendes hund reelt var bange for, eller ikke kan sammen med andre hunde. Det der skræmte mig, var hendes blik mod os. Meget hårdt, meget vredt og....skræmmende.
Den slags skræmmer mig. Det gør mig sensitiv, så sensitiv, at jeg endelig på stranden havde svært ved at slappe af. Følte at de andre mennesker omkring os, med familie, bedsteforældre og børn (og hunde), kiggede på os. Kernefamilierne.
Vi var anderledes. 4 frie kvinder, af forskellig alder, med to gøende entusiastiske hunde. Der kom for sent til båltalen.
Det er den slags oplevelser, der gør at jeg ofte foretrækker mit eget selskab. Med supplement fra og af de nære mennesker i mit liv. Jeg har sværere og sværere ved større offentlige forsamlinger, fordi den vurdering man foretager af andre og andre foretager af mig, er svær at rumme. Måske vurderer de andre slet ikke - men i mit hoved sker der rigtigt mange ting, og jeg bliver usikker.
Sommertid og andre.
