Jeg kæmper med et uroligt sind. Et sind, der er formet til sorte tanker, et sind, der kun med møje og besvær lader sig styre til lys, ro og optimisme.
Dette skal ikke opfattes som en klagesang, eller et offers råb om empati og sympati. Dette indlæg, er den fine balance mellem personlig og privat, hvor jeg hvis jeg skal fortsætte i blogland, bliver nødt til at bekende, hvad jeg for tiden, af og til og ganske ofte kæmper med. Mit sind, mine tanker og min eksistens.
Jeg kan ikke give af mig selv og finde motivationen til mine skriverier, hvis ikke denne del af mig, kommer frem i lyset. Det er at fornægte mig selv. Samtidigt er det
Men jeg har gjort op med mig selv. Enten dør baby (Lebbeliv), eller så kommer der flere nuancer på end pastel.
Deal with it.


