fredag den 4. maj 2012

Maj fødselsdage


Min mor ville være blevet 63 år, den 1. maj. 

Min far 74 år, den 3. maj. 

Sorgen, indeholder manglende forståelse, afgrund og handlingslammelse. 

Jeg blev sygemeldt i mandags, efter råd fra psykologen, da jeg fortalte om hjertebanken, nedsat hukommelse og katastrofetanker. Dagene efter mandag, har handlet om at acceptere, at jeg har det "dårligt nok", til at gå hjemme. Til at falde i staver. Til at tude. Til at tænke på liv og død og mening. Til at stirre ud i luften, gå i seng midt på dagen og gemme mig under den bløde dyne.  Til at falde i søvn (igen), på terrassen, med katten i fodenden og hønsene løs i haven. Med L. der laver aftensmad.

For jo. Jeg har ondt i livet. Det gør forbandet ondt at miste. Forbandet. Livet fremover har andre betingelser, og dem skal jeg regne ud, forstå og acceptere og for nu kan min hjerne og mine følelser ikke følge med, efter 7 måneder med akut sygdom, 3 måneder med død, bisættelse, opløsning af bo, Broderdreng med symptomer.

I mandags blev Broderdrengen "frikendt". Kun raskt væv at spore. De tog det hele ud og han fejler intet. Da denne oplysning ikke gav lettelse hos mig, blot lod mig tilbage med "nå", indså jeg at bægeret er (for) fuldt. Der. Er. Ikke. Mere. Plads. På. Harddisken.

Jeg kan og vil ikke mærke mig selv, hvilket betyder at alle andres "stuff" fylder alt. Det skaber vrede, når anyone henvender sig til mig, som om det var deres mening at gøre mig ondt. Det er det ikke. Men jeg er fyldt op. Nu må jeg se på mig, mærke mig og gøre for mig. Først der er der en chance for, at jeg igen kan mærke andre, være for andre. Kan arbejde uden angst for det næste telefonopkald. Det næste møde. 

For nu må jeg se angsten i øjnene. Ligegyldigheden. Det sorte der lurer indeni. Det der skal mærkes, kigges på og væres i. I wish i should'nt. I really did. 


Tak for alle jeres fine kommentarer på mit forrige indlæg. 

21 kommentarer:

  1. Godmorgen. Fint billede af mor og datter. Kram til dig på din rejse tilbage til hverdagen, håber ikke den bliver for hård...

    SvarSlet
  2. Den største krammer til dig og L. Hulemor

    SvarSlet
  3. Jeg må sige, at jeg blev lidt lettet over at læse, at du har sygemeldt dig. Det lyder, som om det er den helt rigtige beslutning. Forhåbentlig kan det tage toppen af "det hele". Ikke at det gør det nemt eller noget. Men så har du da ikke også dét.

    Godt, at der ikke var noget galt med din bror. Og meget fint billede - man kan godt se I er mor og datter :)

    Stort kram herfra og en masse good vibes og god bedring i din retning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Reke, jeg er på en måde også lettet, selv om jeg ikke kan gennemskue konsekvenserne endnu. Og ja, jeg ligner min mor ;o)
      Tak for vibes und alles. Kh

      Slet
  4. Det var godt du sygemeldte dig!
    Pas nu godt på dig selv.

    SvarSlet
  5. Virkelig fint billede af dig og din mor. Og virkelig fin beslutning at sygemelde dig, så du kan komme hel igennem din heling..
    Sender gode tanker til jer. ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fine dig, lidt grænseoverskridende at lægge sådan et personligt billede op, men hvad fanden, ikk? Kh

      Slet
  6. Good call. Masser af solskinsbriser til dig og katten på terrassen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Læser dig ofte, får ikke ofte kommenteret, men læser dig ofte. Kh

      Slet
  7. Nååå, hvor er det et sødt foto - knus....de små kyller har det fint. Naboen, der føler med dig, ved du.

    SvarSlet
  8. ps der var en fin udsendelse på 24/7 i går om at miste sin far...eller i det hele taget om at miste forældre, den kan podcastes....når du har overskud. Jeg græd mine modige tårer til den, mens jeg kørte op gennem Jylland

    SvarSlet
  9. Der gjorde du lige min dag et hak bedre !

    Du er på rette vej ! Pøj pøj..

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  10. Jeg har ikke været rundt i blogland det meste af marts - derfor den sene kommentar.
    Det lyder klogt, når du skriver. Man kan godt have fat i den lange ende, selvom man er dårlig. Når man nu ved, hvilken vej man er nødt til at gå.
    Mod, ved du, er, når der er noget man er bange for og gør alligevel. Du er modig. Det er sejt at se angsten, tomheden og det grimme i øjnene!
    Jeg håber, du kan mærke bedringen snige sig ind under huden.

    SvarSlet