mandag den 9. april 2012

Kontrol og retfærdighed

Jeg er pænt træt af mig selv. Måske er det klassisk borderline, måske er det sorgen der forvansker alt der kommer ind og alt der går ud, måske er det bare...mig.

Jeg er fyldt op af følelser. Tanker. Jeg syntes jeg navigerer ganske udmærket, når det kommer til venner og arbejde - her formår jeg en stor del af tiden at sige fra og sige til. Forklarer hvorfor jeg må forlade bedstevenindens 40 års fødselsdag efter et par fine timer, er fyldt op, grædende og uden anden grund end at min mor er død. Det er intet problem. Der er forståelse og trøst. På job har kollegerne regnet ud at jeg skifter fra grinende til grædende indenfor samme arbejdsdag. Der spørges ikke. Jeg forklarer ikke. Vi ved hvad der sker. Det er en mandeverden.

Det er sværere når det kommer til det nære liv. Broderdrengen, kæresten, fritiden. For skal vi være helt ærlige, så rager det mig. Jeg mærker snerten af depression (ja, jeg har tid hos psykologen). De følelser der skifter fra "hvad er meningen så?", over "i kan gå ad helvede til", "jeg smadrer jer". Uden helt at vide hvem. Ofte den første i skudlinien, og det bliver ganske let hende den fine. Jeg overlever bedst, når jeg får fat i sorgen, når jeg kigger den i øjnene, corner den og siger "hvad så, hvad vil du og skal vi få det gjort"...så græder jeg. Græder for min døde mor, min døde far, for Broderdrengen og for mig selv. For hvad er meningen, hvis man er oplært med at retfærdigheden sejrer? At de gode ikke bare bliver syge og dør, forsvinder, lider. Hvad er meningen så? Og kan man lære at det er noget andet der skal give mening? At der ingen mening er. Alt er tilfældigt? Uanset hvor mange gode ting man ønsker, gør og giver, så kan man stadig miste. Måske sent at opdage, måske naivt at jeg har haft den barnetro så længe?

Status er, at jeg kæmper. Kæmper mod ligegyldigheden. Kæmper mod de store svære tunge tanker. Kæmper for at være bare nogenlunde sam-levelig med, for impulsen til at sige "fuck it" og lade alle vende sig mod mig er stærk i denne tid. Det ville føles SÅ forløsende at blive fyret fra sit job (røvhuller), blive dumpet af L. (ja, det måtte jo komme), og vende alt og alle ryggen. For så har jeg kontrollen. Kontrollen - og derved aflivet riskoen for at de dumper mig mens jeg ligger ned. Mens jeg sørger, ikke kan mærke kærligheden, mens jeg graver huller i haven, sorterer det sidste af mine mors værdier, mens jeg forsøger at overleve i mit eget følelseskaos, der har meget lidt plads til andre. Andres liv.
Broderdrengen siger "husk at gøre noget godt for L. , sæt dig udover din sorg, kom nu, løb en tur når du bliver aggressiv eller irriteret", og han har ret.  Men jeg kan også høre i det han siger og hans stemme, at han selv oplever de samme følelser, den samme afmagt, den samme irritation Når han taler til mig taler han også til sig selv.

Vi er vidt forskellige og så ikke alligevel. Vi sørger. Vi taler om vores forældre, vores fortid, vores angst for om der er en fremtid. Vi forstår hvorfor folk har en tro. En tro der kan trøste, noget at klamre sig til når verden for en stund ikke giver mening. At vi denne påske har tømt, rengjort og afleveret Moderdyrets bolig har sat et følbart punktum.

Hvis du leder efter tråden i dette indlæg eller den gyldne slutlinje, må jeg skuffe dig - ordene du får i dag har ingen fin afslutning, men jeg lover at give dig den når jeg finder den. Promise.

7 kommentarer:

  1. Tror mig - Jeg forstår hvad du føler !

    MEN - Tiden er kommet til at du tager ansvar !

    Ansvar over dig selv, dit liv og det du vil med det , fremover !

    Det er sket kan du ikke ændre lige meget , hvor meget du ønsker det !

    Du har fortaget nogle valg, og de har været det du valgte da du gjorde det.

    Stamp i gulvet, råb og skrig af dig selv !!!

    Og lær at elske dig selv, som du er, tro på at du er værdig til at blive elsket -

    For det er du - Men se frem ad.. Nu..............

    SvarSlet
    Svar
    1. Din kommentar rammer Marianne og jeg kan følge dig, med ansvaret. Jeg forstår ikke helt det med valgene, men det med at være værdig til kærlighed, der har du ret.

      Slet
  2. ENDELIG gav du livstegn. Tak. Har savnet dig.

    SvarSlet
  3. Endelig gav du lyd fra dig. TAK. Har savnet dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, det er sgu sødt sagt

      Slet
  4. Åhh du kære, hvor jeg kender det der. Jeg er opdraget fuldstændig lige sådan, i nøjagtig samme barnetro. Og det har også taget røven på både min far og jeg. Så tro ikke, det er naivt og barnetro, det er også kultur. Min far er 69 og kan stadig ikke forstå, at det ikke var ham, der døde. Hun havde jo ikke fortjent det, vel? Hun, der altid var så god. Så hellere ham.

    Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Det var jo ikke sådan, det skulle være. Som en af mine bedste veninder siger, "Vi skriver jo hele tiden vores egen historie, men mit manuskript passer fandeme aldrig med virkeligheden".

    Jeg har ingen svar, ville bare sige, at jeg forstår dig. Og har savnet dig. Og også ønsker alle andre ad h... til ind imellem - også mine børn. Som jeg elsker over alt på jorden, og som ingen far har (eller mormor for den sags skyld). Det går bare ikke efter retfærdighed. Men hvad går det så efter?????

    SvarSlet
  5. Kære Huledame, den tanke har jeg ikke tænkt, at det også er kultur, men ved eftertanke - jo. I filmene og bøgerne vil vi jo også helst at de gode sejrer?
    Det er fandme eksistentialisme så det batter......

    SvarSlet