fredag den 10. februar 2012

Mødre

Moderdyret kaldte sin mor "heksen". Vi sad sidste weekend og kiggede på billeder fra hendes barndom og ungdom. Ikke i de fine album, hun har samlet i sine 35 år med min far. Nej. Min mor har en mindre billig plasticæske, med en underlig blanding af billeder fra hendes barndom og ungdom. Måske er der 100 billeder. Billeder, de fleste sort/hvide, med fin hvid kant. Nogle med ridser, nogle tegnet på og de fleste pænt uskarpe set med nutidens digitalevner. Men der er ingen tvivl om, at dette er hendes billeder. Hendes minder. Billeder jeg måske har set tidligere, men aldrig lagt mærke til. Ikke interesseret mig for, for Moderdyret var min "heks".
Nu sad vi der, for 1. gang, hun 62 og jeg 39, og gennemgik hendes billeder. Jeg lyttede, hun fortalte. Jeg var interesseret og inderst inde skammede jeg mig over aldrig at havde været interesseret.
Ikke havde haft respekten, lysten, tiden. At all. Samtidigt vidste jeg, da hun fortalte mig om hendes mor, "heksen", at jeg selv havde tænkt sådan om hende. At jeg selv utallige gange, har tillagt hende onde hensigter i min opvækst, når hun gjorde mig ondt. I  min barndom, min ungdom og mit voksenliv.
Da hun fortalte om min mormor, "heksen", fortalte hun med en stemme, som det barn der var svigtet. Ikke som det voksne Moderdyr. Hendes stemme var ikke kendetegnet af nuancer eller indsigt. Hun talte med umodne ord, ord der røbede at hun ikke har fået svar på, hvorfor hendes mor var som hun var eller gjorde som hun gjorde. Den mor hun mistede da hun var 17, hvor hun året forinden havde mistet den "gode" far. Med en stemme der ikke stiller spørgsmålstegn, men blot konstaterer; min far var god som dagen er lang og min mor var heksen.

Det skar mig i hjertet. For jeg ved hvad hun har følt. Jeg tror jeg ved hvad hun har følt.
Jeg kan ikke gå i hendes sko. Jeg ved ikke hvad det gør ved et barn, at vokse op som den yngste af 5 i fattige kår ude på landet. Hvor tvillingebroderen dør som spæd, storesøsteren dør som 24 årig, faren dør da hun selv er 16 og moren da hun er 17. Jeg ved ikke hvad det vil sige, kun at have 7 års skolegang, at være blevet udsat for upassende ting fra en fra familien, at blive helt voksen sammen med sin bedste veninde og dennes forældre. De mennesker jeg har kendt som "mormor" og "morfar". Jeg ved ikke hvordan det føles, at blive gravid som 23 årig for at blive efterladt og føde sit barn alene. Eller at gifte sig til økonomisk tryghed og sikkerhed og leve 35 år med en mand der gav hende dette, men ikke forstod hvorfor hun var "svær at danse med".  Jeg ved ikke hvordan det er at passe sin mand i 5 år mens han bliver ædt af kræft, kæmpe for ham, fordi han betød sikkerhed og nu kærlighed. Jeg ved ikke hvordan det føles når man 5 år senere føler man har skabt sit eget liv, fundet en identitet der er uafhængig af andres, er kommet sig over sorgen og angsten for at eksistere alene, den følelse af sejr og glæde ved livet. Og jeg kender ikke følelsen af, så at få at vide at man selv har kræft og skal dø.

Men jeg ved hvordan den føles, at have alle de tanker altid. At blive overvældet af sine egne følelser. At mangle tillid og tro. At tro på at verden ikke vil én noget godt. Alt det kender jeg. Og alt det har jeg brugt og bruger jeg tid på at navigere i. Blive bedre til. Få et bedre liv. Få et liv, hvor jeg når Moderdyret lukker øjnene, ikke vil tænke: "der døde heksen".

Min mor er ikke en heks. Jeg får i denne tid en respekt for hende, fordi jeg ser forbi den smerte jeg har følt. De mangler og svigt jeg har oplevet, fordi jeg ser Moderdyret som mennesket. Mennesket med lorte kort, der kæmpede, kæmpede og kæmpede. Og hun kæmper stadig og jeg begynder at blive i tvivl om hun taber.  For hun har vundet min og broderdrengens kærlighed og respekt. Vores opmærksomhed. Vores omsorg. Vores tårer. Hun er vokset. Trods smerter, sygdom og udsigten til at dø, så trøster hun, passer på, afgrænser sig, hjælper os med at afgrænse os, og virker i ro med hvad der sker.

Jeg er bange. Jeg græder meget. Men jeg er taknemmelig for og ydmyg over, at jeg når at føle sådan for Moderdyret.

11 kommentarer:

  1. Utrolig smukt, skrevet, tænkt og set. Du får i disse tider, nok nogle ting på plads. Det kan jeg misunde dig. Men jeg under dig dette, af hele mit hjerte. Tak for at jeg har måtte "kigge" med.
    God weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Folehave, ja, midt i sorgen og smerten bliver nogle ting sat på plads. Men f...ck, jeg syns det er hårdt stuff. Også god weekend til dig.

      Slet
  2. Hold op en gave du har givet dig selv og din mor. Jeg bliver så glad i et nano sekund, fordi I kan finde noget smukt, noget værdifuldt i den svære tid I befinder jer i.
    Sender dig et stort knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi vidste ikke det ville blive sådan, men jeg er taknemmelig for, at det er, for nu. Kh

      Slet
  3. xx xx
    x x x x
    x x x
    x x
    x x
    x x
    x

    gad vide, om det kommer til at ligne....et hjerte ?

    SvarSlet
  4. Ihhh altså.... tårevædet smil herfra, knus Sofie

    SvarSlet
  5. Hvor er det rart at læse, at du faktisk oplever en hel masse godt her midt i sorgen.

    SvarSlet
  6. hej Prophecy....hvor er det glædeligt og smukt at læse at du kan mærke din kærlighed og medfølelse for din mor...jeg bliver rørt og synes det er smukt at læse om...og synes det er dejligt at du vil dele med andre her...for det er vigtigt at kunne mærke sine egne kærlige følelser trods smerten også er der....og du har ret, det er noget at være taknemmelig for...meget smukt at læse det..:O)

    SvarSlet
  7. Hvor er det helt fantastisk beskrevet. Og hvor ved jeg lige præcis, hvad du mener. I weekenden sagde min far: "Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg elskede [din] mor. Men i det år, der er gået siden hun døde, er min kærlighed til hende vokset helt enormt". Hun vidste heldigvis godt, at han elskede hende. Godt din mor også ved, at I gør. Kram

    SvarSlet
  8. Hvor er det godt, du skrev dette...stort kram

    SvarSlet