onsdag den 15. februar 2012

Kolde fødder

"Når jeg skal sove, skal jeg lige have sokker på. Jeg kan ikke sove med kolde fødder". "Det kan jeg heller ikke mor, L. er ved at blive sindssyg over alle mine sokker i sengen. Jeg spørger lige sygeplejersken om et par". "Mor, dine fødder er helt tørre, skal jeg ikke give dem lidt creme inden du får sokkerne på?". "Jo, fod massage er bare luksus". "Er det for hårdt mor?". "Fod massage kan aldrig blive for hårdt P".


Moderdyret ligger og hviler, med et blødt drag om munden, der for mig ligner et smil. Jeg er alene med hende. Vinduet er åbent og der er tændt fyrfadslys på natbordet, hvor sygeplejersken har lagt en lille dug. kl. er efter midnat og hun er fin. Alt er stille. Det er nat. Kun min mor og mig.

Det er underligt, at hun ikke trækker vejret,. Hun er helt varm at røre ved, og for 2 timer siden hev hun efter vejret og bad om hjælp. 10 minutters dødskamp med dødsangst efter 8 timer med hende og mig, samtale, berøringer, smil og tårer. 10 forfærdelige minutter, hvor jeg er totalt hjælpeløs, mens min mor kæmper sit livs sidste kamp. I minutter hvor hun mellem  "hjælp mig" og "giv mig nok til jeg går væk" får hevet masken af og sagt "I skal være gode ved hinanden".

Mine tårer. Som også flød da jeg kørte gennem landet for at nå min mor, med Whitney i radioen. Nå at være hos hende, for jeg vidste det. Jeg vidste søndag at jeg måtte afsted. At jeg skulle være der. Nu. Ingen havde sagt noget. Jeg vidste det. Hun vidste det. Hun var ikke overrasket over at jeg kom. Hun var taknemmelig for at jeg blev. "Jeg er tryg når du er her". "Jeg er glad for at du får mad og en seng", sagde hun da sygeplejersken sendte mig ud med en madbakke og tilbød at køre en seng ind for natten. Jeg fik ikke brug for den. Jeg sad og slumrede sammen med hende. I stolen ved hendes seng. Lagde hovedet på madrassen, holdt hendes hånd. Græd. Ringede og updatede L. og Broderdrengen, men vidste at jeg ville være alene med det her. Med hende. Hende og jeg. Hun hjalp mig ind i livet og jeg skulle hjælpe hende ud. Det vidste vi begge. "Du er tapper min pige og smart med dit nye korte hår". "Jeg ved du elsker når jeg har kort hår mor".

Nu sidder jeg her. Rører ved hendes ansigt, hvor linjerne er udviskede. Hendes træk afslappede. Rører ved hendes hånd, jeg næsten ikke har sluppet i 8 timer. Den er varm og fin. Mors hånd. Husk den P. Husk følelsen.
Hendes krop er viklet fint ind i et  hvidt rent lagen. Men fødderne? Hvad med fødderne? Jeg rejser mig. Pakker forsigtigt hendes fødder ud af lagenet, er bange for at vække hende, selv om hun ikke trækker vejret. På storetåen er en seddel med hendes navn. Det ser spøjst ud. Fødderne er bare og kolde, men ikke tørre. Jeg finder de lilla stribede fleece sokker som både hun og jeg ynder at sove i. Hendes sokker. Jeg giver hende dem på. Pakker hende ind igen, i lagenet. Kysser hende på panden, inden jeg går ud for at vente på Broderdrengen og L.

Vi kan ikke sove med kolde fødder.




16 kommentarer:

  1. Det gør mig ondt...

    Ville så gerne skrive noget fornuftigt, men mine tanker går til du, broderdrengen og L.
    Pas på hinanden!

    SvarSlet
  2. Jeg græder nu med dig...du var det første, jeg tænkte på til morgen...
    Jeg glæder mig over, at du nåede det, stod det igennem.
    Jeg glæder mig - trods alt - over at din lille mor ikke fik en månedsvis eller årevis forfærdelig kamp mod det, der skulle komme.
    Jeg glæder mig over, at I fandt hinanden...du og Mor - du og Bror - at L har været en klippe - og at I har hinanden.
    Husk din mors ord - vær gode ved hinanden. Det er smukt sagt - og det bedste, hun kan give dig med.
    Min dybeste medfølelse i den store sorg.
    Naboen..

    SvarSlet
  3. Åh, har slet, slet ikke ord der kan beskrive hvor ondt det gør mig at du har mistet din mor!
    Dog varmer det mig at have læst med i jeres udvikling. Sikke en fin afslutning/afrunding.
    Mine tanke til dig i en svær tid.

    Klem

    SvarSlet
  4. Jeg er tom for ord, men fuld af medfølelse. Sender dig mine tanker og al min varme og trøst.

    SvarSlet
  5. Hvor er det smukt skrevet. Og hvor er det i virkeligheden en fin historie om at finde hinanden. Trods alt. Jeg er glad på dine vegne, fordi du fik en god og værdig afsked med din mor. Men eg er også ked af det på dine vegne. Fordi du har mistet din mor.
    Kram til dig - til jer

    SvarSlet
  6. Mangler ord. Håber, du kommer godt igennem sorgen.

    SvarSlet
  7. Åhh kæreste, nu græder jeg og husker så tydeligt den sidste dag med min egen mor. Jeg har et billede af den stund, med hendes hånd i min. Og omvendt. Godt du fik pakket hendes fødder ind, så de er varme på rejsen. Det lyder som om, det var som det skulle være, når det nu skulle være. I nåede hinanden, det er det vigtigste. Kram og mange knus.

    SvarSlet
  8. Knus og kærlige tanker, Sofie

    SvarSlet
  9. Godt hun fik sokker på !!! De små ting er vigtige at gøre rigtig, når det sker.

    Døden er så underlig.. Fordi den er så.. endelig..

    Godt at I nåde at finde ind til hinnanden og ind til det der betød noget.

    Du har mine tanker......

    SvarSlet
  10. Åh kære P. Nu sidder jeg her og græder og er rørt. Så smukt et indlæg.
    Hvor er det stort, at du vidste, du skulle afsted. Og at du fik lov at hjælpe hende videre - det er noget af det fineste, at mennesker ikke går videre alene.
    Knus og varme tanker herfra!!

    SvarSlet
  11. Kære du
    Mange tanker herfra.
    Kh Gitte

    SvarSlet
  12. Kæreste du, dine ord er stærke og rolige og dybt bevægende. Det gør mig ondt at læse om dit tab, men jeg er glad for, at du nåede en erkendelse og en afklarethed, som helt sikkert vil hjælpe dig videre.

    Sender dig et stort kram og en masse, masse tanker
    Charlotte

    SvarSlet
  13. Wauw, et smukt farvel du har skrevet. Jeg græder, fordi det er så fint og grusomt på samme tid. Jeg tænker på dig.
    Klem <3

    SvarSlet
  14. Det gør mig rigtig, rigtig ondt med din mor!
    Ud fra dit indlæg lyder det dog til, at I formåede at fastholde den ny- (eller gen-?) fundne forståelse lige til det sidste. Det synes jeg, er meget stort.

    Og hvor er dit indlæg ualmindeligt smukt skrevet. På én gang så fuld af kærlighed, sorg og skønhed - og et lille skævt smil. Hold fast i det.

    SvarSlet
  15. Jeg græder med dig.

    Og takker dig inderligt, fordi du så hudløst og smukt deler din afsked med din mor.

    Kan ikke finde flere ord - Men du vil være i mine tanker resten af dagen, selvom jeg ikke kender dig - Og jeg vil sende dig AL den kærlighed jeg kan mobilisere!

    SvarSlet
  16. Kære P!

    Jeg er så ked af, at jeg først læser dit indlæg nu. Jeg ville så gerne have svaret dig lidt før.

    Du beskriver det så utrolig rørende, smukt og forfærdelig sørgeligt, at jeg simpelthen stortuder. Åndsvagt, når der er dig, der lige har mistet. Men hele mit system - krop og sjæl - husker hvordan det var. Og jeg mærker det så tydeligt.

    Og det gør mig så ondt, at du skal igennem det. selvom du vidste, at det ville ske, så er man aldrig forberedt. Skulle det være lige nu?! Nej, det er så uforståeligt.

    Knus fra June

    SvarSlet