mandag den 16. januar 2012

Min kamp

Man kunne tro, at kampen var moderdyrets og ingen tvivl om, at hun har sin kamp. Men den er hendes. Mit følelsesliv gennemsyres i disse dage også af kamp. Kamp mod magtesløshed, kamp mod tomhed, kamp mod angst, kamp mod smerte og først og fremmest kampen mod håbløsheden.

Jeg går på arbejde. Nogle dage giver det nogle timers pause fra smerterne. Andre dage ikke. Jeg taler ikke med andre end Moderdyret, Broderdrengen og kæresten, når jeg har fri. For der er ingen ord. Jeg kan ikke mønstre nogen interesse/empati/deltagelse i andre. Som i overhovedet, og jo - det giver bål til en samvittighed, der i forvejen er tynget af ..ja af hvad?

Jeg læste lidt hist og her i en bog i aftes. Bogen til det voksne barn, der var svigtet, men nu stod med udfordringen at pleje en forælder. Den har ligget noget tid. Den skriver at jeg ikke er den eneste der kæmper/har kæmpet. èn ting at at se sin forælder syg, vide at døden bliver påtvunget, for tidligt og for hårdt, noget andet er at være vidne til det, når man det meste af sit liv har kæmpet med ikke at komme til at ligne sin forælder. Når man er endt med, også rent geografisk, at distancere sig for at "udslippe", den dysfunktion det meste kommunikation er farvet af, i vores familie. For at slippe for symbiosen.

Jeg husker da min far døde. Af kræft. For 5 1/2 år siden. Eller måske to år efter. Da jeg var næsten færdig med at sætte knudemanden på en piedestal. Der huskede jeg manden, der ikke talte om følelser og som trods stabilitet, troværdighed og humor ikke formåede af få mig til at føle mig inkluderet, accepteret og helt værdsat. Først efter to år opdagede jeg, at det var en lettelse ikke at føle sig "for let", eller "for følsom", eller "for hysterisk". Først efter to år opdagede jeg at hans "short-commings", ikke var mine. At hans syn på min mor, var vblevet mit syn på min mor. Det kæmper jeg (og broderdrengen) stadig med. At tage hende alvorligt, at respektere hende, selv om hendes værdier, meninger og liv er så langt fra vores som man kan tænke sig.
Eller er det. Er vores angst bundet op i, at vi inderst inde begge har elementer af både Knudemanden og Moderdyret. Elementer af bitterhed, stædig stolthed, bange for andre, bange for alt.

I disse dage er jeg bange for alt. Bange for at være i den satans symbiose, der gør at når Moderdyret lider, er bange, er døende, så føles det som om jeg også er det. Bange for hvad der sker, når hun ikke er. Når jeg ikke længere styres af hendes følelsesliv, hendes dysfunktion men kun har mine egne følelser og dysfunktioner. Flytter nissen med?

9 kommentarer:

  1. Kan ikke sige, ikke gøre noget. Det er din kamp. Kun din, men vid at jeg tænker på dig, på jer og sender gode tanker.....knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er også i mine tanker nabo. Deroppe nordpå, på det fine sted med de fine dyr.

      Slet
  2. Hej Prophecy!

    Sender dig også mine tanker og bliver rørt af dit indlæg og dine tanker om din kærlighed til både dig selv, din mor og dine tanker om dit følelsesliv og din angst...og tænker at du arbejder med det og det at du deler dine tanker og følelser her på din blog er smukt...:O)

    venlige tanker fra Anita

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for ordene Anita. Ofte når jeg er helt låst og tror der ikke er noget, så er der noget i fingrene og tastaturet alligevel. Min ventil, den blog. Mit vindue til mig selv, hvor i vinker ind.

      Slet
  3. Tror ikke vi skal have svar på alt............

    Mange tanker..
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt, det sagde en af min mors læger også da vi skulle vide om det havde spredt sig og hvor meget . Kræften. At man ikke altid skulle vide alt....

      Slet
  4. Det siges det jo, at den gør. På den anden side er det vel med nisser som med kampe - de hører til forskellige nisser. Og dem, der ikke er ens egne - eller som man helst var fri for - kan man gøre sig fri af. Man kan be' sådan en nisse ryge og rejse, give den en fribillet eller parkere den på en tilfældig rasteplads.
    Det kræver noget arbejde, en mængde i hærdighed og nok også noget hjælp. Men det kan lade sig at gøre!
    Kæmp videre! Kæmp for alt hvad du har kær. Så skal du nok blive fri for nisser. I hvert fald så meget, at du ved, hvornår der er tale om nisse og hvornår det er dig!
    Kram og varme tanker, Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. jeg tror du har ret Anne (...det hedder Moderdyret også), jeg har brugt meget tid, mange timer i terapi på at finde mine egne nisser. Være min egen nisse, men det er som om jeg regredierer en smule i denne tid. Mærker alt det gamle, blandet med alt hendes. Og så ved jeg ikke engang hvor længe vi skal dette her. Dette limbo. En måned? 3 måneder? 3 år? Nok ikke 3 år, og det er godt, for det er svært at være her hvor vi er. For os alle. Kram tilbage

      Slet
    2. Jeg har lært om regrediering i forbindelse med adoptionen, at det kan være et sundhedstegn: I en situation, hvor man får mulighed for at "gå tilbage" og hente nogle af de ting op, som man ikke tidligere har kunne få på plads. Har efterfølgende tænkt, at det vist også overføres på os andre i krise eller i udvikling; at ind imellem kommer vi i krisen "tilbage" til det, der gjorde ondt engang, fordi vi nu kan gøre mere ved det. Og måske er vi faktisk ikke tilbage, fordi vi bevæger os i en spiral.
      Tror, at vi nogle gange må gå et skridt, der føles som tilbage, men i virkeligheden er fordi vi går endnu dybere og får mere på plads.
      Jeg vil håbe for dig, at det er dét, der gør sig gældende!!
      Fortsat kram, Anne

      Slet