mandag den 23. januar 2012

Mandag = min dag

Sidder og venter på at klokken bliver 08.00, så jeg kan ringe til Chefen og sige at i dag er min dag og ikke hans. En mandags fridag.  Min dag.

Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.

Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det.  endnu


..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.

Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.





9 kommentarer:

  1. Kære P!

    Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med sætningen:

    "Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu."

    Den sidste sætning er sådan lidt selvmodsigende, nemlig. Men hvis du har behov for, at tale om døden, så synes jeg at du skal gøre det! Det er vigtigt, at få sat ord på tanker og følelser.

    Hvis det er fordi din mor ikke er klar, så brug L og din bror. Faktisk vil jeg tro, at din bror har nogle af de samme tanker, men der er altid én, der skal være den første til at tage hul på emnet. For det er så tabu-belagt....

    Da min egen mor var syg, og jeg spurgte de andre i min familie, hvad der skulle ske, hvis hun døde NU, reagerede de meget forskelligt. Men fælles for dem var, at alle havde tænkt tanken, men ingen turde sige det højt. Så da den første forskrækkelse over, at jeg havde nævnt det unævnelige havde lagt sig, så gav det en rigtig god snak.

    Det gav mig ro at vide, at vi var enige om tingene. At der var en plan. At jeg ikke var alene om tankerne og frygten.

    Og nu ved jeg godt, at man ikke "bør" sige det her, til en i din situation, men jeg gør det alligevel: Få taget den snak. Pludselig kan det være for sent.

    Knus fra June

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære June
      Du har ret, det er selvmodsigende. Jeg taler med andre om døden, blot ikke hende endnu, sådan helt konkret. Hun er selv begyndt at nævne det for nylig, ordet døden, og jeg tror det kommer naturligt for os at tale om det på et tidspunkt. Det lyder som om din erfaring, dit mod ved at nævne det gav udløsning for flere.
      Jeg håber det går godt med din bror. Kh Prophecy

      Slet
  2. Kære Prophecy! Det lyder som et rigtig, rigtig godt valg at blive hjemme. Man må drage omsorg for sig selv! Det er noget af en process, du er kastet ud i og med sorg, kontroltab og hvad-ved-jeg, skal der tid, ro og hvile til også.
    Håber, din dag bliver god for dig!
    Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne, ja og mig der hader process (i really do). Fra A til B tak. Så det her er i mod alle mine kerneværdier, og jeg kan ikke gøre en skid. Så en ny lektie skal læres.
      Kh

      Slet
  3. Lyder som en god plan at pleje sig (dig) selv lidt. Kram

    SvarSlet
  4. Jeg skriver så lidt herinde hos dig for tiden. Jeg ville gerne skrive mere, for dine indlæg sætter mange tanker i gang. Men når jeg skal formulere noget, forsvinder ordene. Så du må nøjes med et virtuelt kram.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Reke, nu er det jo kvalitet og ikke kvalitet vi sætter højt herinde ;o) At sætte tanker igang er en kompliment. Tak !

      Slet
  5. Årh altså... Sender mange kram.

    SvarSlet