torsdag den 19. januar 2012

Border op og border ned

Nogen sagde engang, at mennesker med borderline er som lastbiler med golfvognsbremser. Når lastbilens følelser kører ned af bakke, så har den kun bremsekapacitet som en golfvogn = de er ikke tiltrækkelige, at all.

Der er jeg i dag. Igen. En golfvogn forklædt som lastbil.

Moderdyret er fortsat indlagt og jeg begynder at måtte give hende ret, der lader til at være aktivitet i hjernen igen, som i: canceren boltrer sig i den frontale del af hjernen - hun er latent aggresiv, klagende på den sure måde, føler sig let angrebet ("Hvad mener du"), hun er lynhurtig og vender mine ord mod mig og hun er paranoid, griner de forkerte steder osv.
Det gjorde mig lidt mundlam i min tlf. samtale med hende i dag, men jeg fik formidlet at jeg stolede på hendes vurdering af at der var aktivitet i hjernen, noget hun igen betvivler vi gør - tror hende - fordi det var så svært for hende sidste gang. At ingen troede hende. Det må have været et mareridt for hende.

Jeg husker tydeligt da hun sidste gang hun havde en metastase og vi troede det var krise, bad mig blande mig uden om - og "gerne ville slippe af med mig". Og det er nok min frygt nu. Jeg kan mærke, nu en halv time efter samtalen, har jeg fået en klump i maven. For det der metastase businees, frontalt, personlighedsændrende kan min indre datter og borderliner slet ikke navigere i. I forvejen kører jeg golfvogn i alt hvad der hedder følelsesmæssige ændringer og svingninger, men når Moderdyret dels er syg, dels indlagt og dels opfører sig upassende og angriber, så bliver jeg meget lille meget hurtigt. Det kræver al min kraft og sige, din mor er der inde et sted, dette er blot canceren der taler. Hun er der. Hun er der.

Damnit. Jeg overlever også dette. De scanner hende i dag og jeg ber til at de kan give hende noget stråling på de frontale ulykker, for det er fandme tungt at danse med.

Pointen i dette indlæg er, at jeg skal erkende, det skræmmer mig. Hjernemetastaser er kræftens Hitler, det fucker med Moderdyret selv og med alle os andre. Ved eftertanke, så slukker det også lidt for hendes følelser, så det er nok værst for os. Eller?

8 kommentarer:

  1. DA min ex var midt i det.... Kræftens magt, og lægerne sagde det ikke havde sat sig på hans hjerne..

    Troede jeg bestemt ikke på dem, for det var en anden mand, der lå der i sengen...... Ham der lå der havde slet ikke noget som helst at gøre med ham jeg havde kendt i 20 år.

    Jeg magtede ikke at være en del af det, .. Så jeg bakkede ud, besøgte ham ikke, og brugte i stedet alle mine krafter på at være stærk når ungerne kom hjem.

    Det valg har du ikke, og nok godt det samme, for du får det hele råt og usødet og bliver nødt til at handle på det, mere eller mindre med det samme.......

    Men hvor er det underligt, når sygdom fjerner det indre... Fra en man holde af.

    I dag kan jeg godt mærke en form for dårlig samvittighed over mit valg... Men .. Er alligevel HELT sikker på at jeg gjorde det bedste jeg kunne.

    Og ja..... Er sikker på det er aller værst for dem som elsker, dem der må se på...

    Tror ikke at den syge mærker forskellen... Han gjorde i hvert fald ikke......

    Hvor jeg dog hader den sygdom

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marianne, ingen anden kan træffe vores valg og det glæder mig, at du stadig ved du traf det rigtige. Jeg håber jeg gør det samme. Kh

      Slet
  2. Kæreste P. Selvom jeg ikke har borderline, og selvom min mors kræft ikke angreb hjernen, kan jeg genkalde mig alle de følelser, du beskriver. Det er kaos og intet er rigtigt op eller ned. Jeg er klar over, at du har svigtende bremsekapacitet, men husk på at det, du står i er fundamentalt, eksistentielt svært uanset hvad. Pas på dig selv og lad L. holde om dig, den bølge du rider på kan ingen styre. Kramkramkram

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hulebo, du har ret, men det kan være svært at adskille hvad der er hvad og jeg hviler endnu ikke i, at ...dette ER svært og ville være det for alle. Jeg er blot opslugt. Men det er måske ikke anderledes for andre. Tak for dine ord :o) Kh

      Slet
  3. Puha...jeg kan simpelthen ikke finde ordene til, at skrive det jeg gerne vil.

    Men jeg synes nu stadig, at du skal vide, at jeg læser med - og føler med dig, hvor kliché-agtigt det end lyder ;-)

    Min lillebror skal have fjernet en godartet (Gudskelov!) tumor i hjernen på mandag, så jeg bilder mig ind, at jeg kan relaterer til nogen af dine tanker og følelser. Og jeg ville selv blive glad for at vide, at mine ord og tanker blev læst og taget alvorligt....øhm, hvis det overhovedet giver mening.

    Knus & Tanker herfra <3

    SvarSlet
  4. PS: En anden sagde om Borderline:

    "People with BPD are like patients with third degree burns over 90% of their bodies. Lacking emotional skin, they feel agony at the slightest touch or movement."

    SvarSlet
  5. Selv uden personlige kriser er borderline en forbandet mindfucker, og jeg kan kun forestille mig det, du gennemlever.
    Jeg tænker på jer.

    SvarSlet
  6. Puhhh ha. Dette er et indlæg som jeg ikke aner hvad jeg skal sige til. Men jeg føler med dig. Og forstår også de tanker du gør dig. Min mor var i gennem et kræftforløb for 1½ år siden. Og min moster døde af kræft som 36-årig. Det er en forfærdelig sygdom. Forfærdelig.
    Jeg har meldt mig som fast læser hos dig.
    Håber du har lyst til at gøre det samme - og også meget gerne lægge en stemme i min afstemning, min blog finder du her:
    http://thildesunivers.blogspot.com

    KH Thilde

    SvarSlet