fredag den 28. oktober 2011

Årgh Pis altså

Ja, det er kræften jeg mener. I ved, den der sidder i Moderdyrets lunge med afstikkere til lymfe og hjerne.

Hjernen har responderet top på højstrålingen og hun fungerer p.t. skidegodt. Hun er mere empatisk end jeg  har oplevet hende. Relevant. Omsorgsfuld. Og flere postivive ord jeg normalt ikke har brugt i samme sætning som Moderdyret.
De sidste uger har hun og jeg gået i en vi-kæmper-glad-boble. Hun har passet sin genopstartede kemobehandling af lungen, har gået ture, har kæmpet hårdt på at spise og drikke trods kvalme og fik sidste uge på eget initiativ klippet håret da det var begyndt at totte af.

Hun er så fin med blødt tørklæde om hovedet. Sin fine nathætte i lilla. Vi er begge lidt forundrede over den paryk hun også har fået, men som vi endnu begge betragter lidt som et "selvstændigt" kæledyr der står på hendes nabord (hår skal sgu ikke stå).
Hvis jeg kunne hækle eller strikke ville jeg strikke bløde, bløde hatte i dusch farver.

Jeg er heldigvis god til mange andre ting, så min bror og jeg har ringet, besøgt, handlet ind, organiseret og tilfredse og lettede set at hendes samarbejde med hjemmeplejen og hjemmesygeplejersken fungerer.

I går skulle hun til 4. ud af i alt 7 kemobehandlinger. Planen var, at ved god respons skulle hun stråles på lungen og vupti = helbredt. Det har været vores boble. I hvertfald min.

Som du nu kan regne ud, så brast boblen i går. Dels var hun alene på sygehuset (som i ganz alein uden os), fordi vi først d. 9. skulle have hoved/lungestatus, havde vi fået at vide. Men hun fik besked i går. Alene.
At de ikke kan fjerne lungetumoren. Primær ballademageren. Den der er kommet af at være "rigtig god til at ryge". Den vil ikke. Den responderer på kemo, jo jo, men angiveligt ikke nok. Den er stædig (og dum og grim). Så selv om hovedet har det godt, så kan de ikke helbrede. Vi er tilbage til at "livsforlænge".

Jeg er grådlabil i dag. Jeg græder over at hun var alene, da beskeden kom. Over at hun ikke skal leve så længe som jeg vil have hun skal. Over at de har lavet reglerne om. For reglen må sgu da være, at har man mistet én forældre til kræft (5 år siden nu), så kan man da ikke miste den anden også? Eller hvad? I dag er verden grå og lige meget. Helt ærligt.

Hun er så fin. Sagde i aftes til mig, at jeg ikke skulle bebrejde mig selv over at jeg ikke havde været med. "Beskeden er jo den samme". At jeg ikke skulle gå i stykker. Og vi græd sammen. Jeg tager derned i morgen. Har et stort behov for at holde hende. Se min bror, der også kommer. Planlægge jul og varme og bløde ting. Holde fast i hende.
For at græde.

15 kommentarer:

  1. Øv noget møg. Desvarre også min erfaring med den l*rtesygdom. Bedst som man tror, den er medgørlig viser den sit grimme fjæs. Græd endelig og mærk hinanden. Og pas på dig. kram

    SvarSlet
  2. Ja.. Giver dig helt ret i din overskrifts , gloser...

    Mange tanker

    SvarSlet
  3. Synd. Og regelbrud, giver jeg dig helt ret i.
    Varme tanker - også til din mor.Hils hende.

    SvarSlet
  4. Tak alle sammen. Kh Prophecy

    SvarSlet
  5. Det er en ond sygdom - og den lever sjældent efter de gode regler.
    - i øvrigt er det under al kritik at give en sådan besked uden pårørende til stede!
    Pas på dig.

    SvarSlet
  6. hulebo - du har ret og de tre ugers boble er på ingen måde spildt. Trods en følelse af unfairness, så føler jeg mig ikke som et offer. Overhovedet. Og det er godt.

    Marianne - ja nogen gange skal der den slags ord til

    Lavendel - ja, der må være regler (velkommen hjem)

    amarOrama - tak og tak for din historie og norddamen og aktionbror

    Sandra - som udgangspunkt ja, under kritik, men det har beroet på fejlkommunikation, de havde faktisk gennem min mor bedt os om at være med...så jeg er ikke bitter, blot trist over at hun var der selv. Det sker ikke igen.

    SvarSlet
  7. Øv, hvor er jeg ked af at høre, at det ikke går godt :-(

    Og du har ret - der MÅ være blevet ændret på reglerne. Det her er simpelthen for uretfærdigt!

    Knus og tanker...

    SvarSlet
  8. Jeg mangler ord, sender tanker i stedet.

    Kh Gitte

    SvarSlet
  9. June - Det fine er, at hun faktisk har det ok nu. Jo, hun er i behandling, men hun kæmper og er stærk og fysisk har hun noget at tære af. Som hun sagde:" Det kunne være sjovt hvis jeg modbevidste dem". Så jeg tror vi tager kampen op. Tak søde

    Gitte - Tak fine dig.

    SvarSlet
  10. Søde du! Jeg har været så bekymret og har skrevet mail til L. Jeg håber, at du ved det!
    Jeg bliver varm og rørt over, at du og din mor har haft gode tider sammen på det sidste, for lige meget hvad, så kan I sammen klare meget mere.
    Ja det er pokkers, at din mor var alene afsted, men det kan jo faktisk være, at det også var ok, fordi hun på den måde kan få stillet nogle spørgsmål, hun ikke ville stille når I var der?
    Men ligemeget hvad er hun din mor, den sidste forælder du har tilbage og vel skal du ej miste to forældre til cancer! Og sgu da slet ikke så længe hun ikke er 84 år gammel.
    Jeg sender jer alle alt muligt godt!
    KH og kram

    SvarSlet
  11. Øv, øv, øv! Men midt i alt øv'et er det også dejligt at høre, at du og din mor har haft det godt sammen på det sidste. Mon ikke det betyder mere, i virkeligheden...?

    SvarSlet
  12. Anne - Vær ikke bekymret, this to shall pass, selv om det virker som mere end man skal klare. En dag af gangen, ...en dag af gangen.

    Reke - Jo, det betyder alt lige nu.

    SvarSlet
  13. For fanden da... Mangler ord - Men som du selv så klogt udtrykker det; Èn dag ad gangen. Og størst af alt er kærligheden - Og den har du/i, sammen!

    Tanker og kyskager fra Thy!

    SvarSlet
  14. Hvor gør det mig ondt at høre, og jeg kan nemt følge dig. Hun skulle ikke have været alene under den besked, men I kan jo desværre ikke være der hele tiden.

    Har hun andre, som hun kan trække på - så inddrag dem, så I skiftes til at hjælpe.

    Men cancer er op og ned ad bakke hele tiden.

    Varme tanker.

    SvarSlet