mandag den 1. august 2011

Tåge på Nordfyn

 "Tåge", er udtrykket vi her i huset bruger, når jeg har fået akkumuleret så mange følelsesindtryk at jeg ikke når at behandle dem, og mit system reagerer ved at lukke ned. Det er når jeg har "misset" chancen, og ikke kunnet eller har fået sat ord på det der gør indtryk. 
Eller ikke tør adressere det der fylder, fordi det er grimme ord. Skæld ud ord. 

Sådan en dag var i dag. En tåget dag. Ugers stress på job, en mor der har fået en diagnose og skal opereres for lungekræft om 14 dage, en kæreste der kom hjem efter 6 måneders afsavn og hårdt arbejde og eventyr. En kæreste der forlod mig. Uanset hvor støttende jeg er i hendes eventyr, så husker kroppen at hun forlod mig. Logik hjælper ikke. Reaktionen på "jeg blev forladt", har indfundet sig prompte og i dag, efter 10 dage i hinandens selskab, og de førnævnte faktorer, kogte min hjerne og mine følelser sammen. 

Jeg forsøgte ellers. Jeg har jo ferie nu, mens den anden arbejder. Så jeg pakkede cyklen for at køre til stranden. En dag med havvand, fiskeri og solbadning. Det elsker jeg jo.  Men verden derude. Det nordfynske var ikke mindre tåget end mit indre. De 15 km i hidsigt tempo var forløsende men ikke nok. 



De to timers fiskeri i blæst (!), med madpakke og bølgers brusen, var ikke nok. 

 Spegepølsemaden var ikke nok, ej heller de 15 km endnu mere hidsig cyklen hjem var nok. 

At i talesætte det. At græde over følelsen af at være en klam-so-kæreste, en dum-dum-job-dame, en utilstrækkelig datter (ja, sorry - men det dækker følelserne i denne tid). En forklaring fra L. om at det er situationerne (en mors sygdom, en psykopat kollega, en kæreste der rejser væk), der er store størrelser og ikke faktum at jeg ikke har fixet det godt nok, gjort det godt nok eller arbejdet hårdt nok.  At jeg ikke kan kontrollere kræft, hvem der er mine kolleger eller at min kæreste vil noget med sit liv. 

Jeg tror hende ikke endnu. Men jeg kan mærke jeg svagt husker en tid, hvor jeg troede på hende. Og jeg mærker at der nu er en lille tro på, at jeg igen kan tro på det.
At jeg ikke er en dum klam so (- og tyk), som jeg selv går og synes.

Oh the joys of selfdestruction.



8 kommentarer:

  1. Nej, du var lige forbi.....en skam jeg ikke var her....knus du lille slanke sild!

    SvarSlet
  2. Hvor kan jeg bare godt følge hvordan du har det.......

    Kender det hele alt for godt........

    Ville ønske jeg kunne få det skrevet så fint ud som du gør...... Men.. har ingensteder at gøre det, og tror jeg smuller helt væk hvis tankerne bliver til bogstaver......

    ...

    SvarSlet
  3. Du er godt til at beskrive det. Tåge er et ret rammende ord.

    Håber, det snart klarer op :)

    SvarSlet
  4. Håber tågen er lettet i dag :-)

    SvarSlet
  5. Tillykke med fødselsdagen min ven ;o)
    Sender en masse solskinstanker til dig.
    Kh Shine

    SvarSlet
  6. Åh for fuck da! jeg læste jo lige at du var blevet forladt, som at nu har i været væk fra hinanden i 6 måneder, og så kom hun hjem og så var i ikke kærester mere. Det var jo lidt som om at jeg så Mit liv for mig i slowmotion til det gik op for mig hvad det var jeg læste. Men altså. hmm håber tågen forsvinder. At du mærker efter og får bearbejdet det der skal bearbejdes, så der til sidst ikke er så meget tåge, men bare sådan lidt dug på ruderne.

    SvarSlet
  7. Lavendel - jeg vinkede :o)

    Marianne - uden ord og stemme går det helt i fisk for mig. Must have words.

    Reke - tak :o)

    Shine - <3

    Kristine - nej, vi er her stadig :o)

    SvarSlet
  8. Nu er du sgu kommet på Bitterfissens liste!!ska man sige til lykke mon?

    SvarSlet