tirsdag den 19. juli 2011

Kollegaen

Det var ikke sådan det skulle være. Jeg skulle gå og glæde mig, ikke gemme mig på toilettet for at græde. Det er ugen hvor jeg er alene med "kollegaen". 4 dage, jeg havde mine bange anelser om. I går gik fint. Når det er sagt, så er fint når jeg spiller med på hans dumme jokes, at han fylder alt, at han buddyer up med den nye praktikant og de "griner" af mig. I can do that. Ikke længe, but i can.

I dag nåede jeg at være der en halv time, for han inviterede mig ud for at kigge på en opgave. Jeg så det ikke komme. Han bad om input. Hvad han i virkeligheden bad om, var tilladelse til at gøre det på sin måde, for sit eget arbejdsområde (fair nok), men også for mit og mine to kollegers. Bevares, jeg kan leve med det - men jeg ved de to der er på ferie - ikke kommer til at spille efter hans ide, og dem har han respekt for. Det fortalte jeg ham. At det nok ikke gik. Så flippede han. Beskyldte mig for at være negativ og at det bare skulle fungere.....!! Jeg fattede ingen ting. Min hjerne prøvede at følge med, mens hele mit system gik i sort. Jeg prøvede at regne ud: "Hvad er det han vil?". Hvad er det jeg skal gøre for at han ikke råber, siger at "vores" hold trækker veksler på "hans" hold og når vi har brug for hjælp næste gang kan jeg kigge i vejviseren efter det.
Jeg indrømmer, mine to kolleger, der kører vores foretagende, gør tingene på deres måde. Men hey, jeg er bare ergoterapeuten, der har mit eget arbejdsområde. "Kollegaen" taler til mig som om jeg kan det samme som mine kolleger kan. Det kan jeg ikke, og når jeg giver udtryk for det - så kalder han mig næsten dum.
Jeg holdt ikke stand i dag. Jeg sagde ikke fra efter episoden. Jeg gik ikke tilbage, for jeg er alene med ham. Jo der er to andre, men de kan intet gøre. Problemet er at han sparker til min selvtillid. Jeg bliver i tvivl om han har ret. Om jeg er gennemskuet. Om jeg burde være der, for jeg er da for dum.

Jeg har to dage endnu. I dag har jeg tænkt katastrofetanker og udveje. "Jeg siger op" (- og rådner i mit hus som posedame). "Jeg sygemelder mig" (- og bliver fyret og så kørt gennem en fattig kommunes system og ender som...posedame).

Jeg ringede til min mor for at ønske hende held og lykke med sidste undersøgelse i morgen, og ender med at sidde og tude over mit fucking job. Jeg skulle tælle ned. Jeg talte ned i går. Til L.'s hjemkomst. Jeg glæder mig, men ligenu falder min verden sammen og alt blæses ud af proportioner.
Jeg skulle kunne glæde mig, jeg skulle kunne bekymre mig over min mor.

Jeg kan ikke tage konfrontationen med ham, mit forsøg i dag endte trist. Min chef (når han ikke er på ferie), siger jeg skal sætte grænser for ham....det sagde han sidste gang, "kollega" tog en tur. Det latterlige er, at alle er enige om at han er "out there", men så længe han ikke er flippet på chef 1, 2 og 3 og sælger det han skal (han er en knaldgod sælger), - er der ingen der rør ham.

Jeg ved godt det ikke er ok som jeg har det. Jeg skal ikke have det sådan. Det var det samme inden min ferie for nu 3 uger siden. Og der var både chef og "gode" kollega til stede - så det er  ikke noget under jeg mister modet. At navigere på en privat arbejdsplads er anderledes end det offentlige, i get it  - men som det her?

Jeg skal klare de der to sidste dage. Næste uge kommer "god kollega" og jeg må gemme mig bag ham så godt jeg kan og så har jeg ferie og en mulighed for at sygemelde mig, for jeg er nødt til at tænke udvej, ellers falder jeg sammen. Pis.

8 kommentarer:

  1. Ville bare sige, at jeg læser med <3

    Har desværre ikke noget at byde ind med.

    Knus

    SvarSlet
  2. Jeg kan vælge at skælde dig huden fuld, men jeg gør det ikke. Jeg siger: søde skat, nu er du ved at være dernede, hvor gulvtæppet næsten er over dig. I morgen kan du jo have feber. Det kan du også torsdag! Og så kommer L hjem og så tror jeg på, der kommer lidt styrke og fasthed i dit hjem igen. Så må vi tage det derfra. Men ikke en eneste gang mere skal han få dig til at græde!

    Et alternativ er, at du kan optage det på diktafon eller noget. Han skal ikke opføre sig som sådan en røv! Og slet ikke over for en, som jeg rigtig godt kan lide!

    SvarSlet
  3. Skal jeg komme med og bide ham...eller tale med høj vred gårdlærerstemme, det har han sikkert respekt for, den piskost! knuuuuuuus..du glemte æggene!

    SvarSlet
  4. Nøøøj hvor bliver jeg gal på dine vegne lige nu. Ville øsnke at jeg kunne atge dig i hånden, og så gå med og give ham en skideballle så han stod stum og med røde ører. Sådan en opførsel er bare ikke ok, uanset om man så er top sælger eller ej. Gu fanden skal der sættes grænser for ham, men hvis han er den type, der bliver fremvist her, så skal det jo komme oppeftra. Så skal han jo have det at vide fra dem der har fat om nos.... på ham!
    Gaaaah! Sorry at jeg ikke kan komme med konstruktive råd til dig, men jeg ser rødt når jeg hører om bullies. Og det er ham her altsået eksempel på! Sender dig et kram i mangel af bedre. :/

    SvarSlet
  5. June - det er min egen udfordring, det er godt at vide du er derude :o)

    Anne - tak fordi du ikke skælder ud, det kan jeg sgu ikke holde til i dag ;o) Ideen med diktafon er ikke dum, selv om det rent praktisk bliver lidt svært....

    Lavendel - ja, jeg glemte æggene ;o) Ja, det er som en skolegård det her, men uden lærer

    Vicki - jeg troede jeg havde ladt den slags bag mig i skolen, bullies. Men han er avanceret af slagsen, og ser vist sig selv som en stakkels....

    SvarSlet
  6. 1 dag, 14 minutter og 38 sekunder. Fokusér på det.

    (Og sikke en røv-kollega!)

    SvarSlet
  7. Uhhhhh hvor skal han bare være glad for han ikke har mig som kollega..... En af mine største svagheder eller styrke ??

    Er at jeg er lyn hurtigt til at knalde totalt ud på folk der jokker på mig.. De får simpelthen ikke et ben til jorden...

    At jeg så har det dårligt bagefter.. Nogen gange er så noget andet.......... ikke at jeg på noget tidspunkt, undskylder, for de var sgu ude i hampen..

    Håber de næste dage går hurtigt og uden ballade...

    Mange tanker
    Marianne

    SvarSlet
  8. hej prophecy...jeg kan godt forstå du har det svært med jobbet med sådan en fyr...tænker på at det er hårdt at slæbe sig gennem de siste dage inden L. kommer hjem...tænker på dig og håber du finder en løsning på det .....dete r altid nemt at sidde udenfor og give gode råd...men er man idet med følelserne uden på tøjet, så kan det være ret så lammende...men fint at din chef siger du skal sætte grænser for ham...for det er nok det rigtige...men det kan være svært i en sammenarbejdssituation...men jeg synes du fortæller at du faktisk prøver på det...og gjorde....så tænk på det som et godt skridt....,og glæd dig over de gange du får sagt fra....hver en gang er et lille skridt....men jeg ved sådan noget er svært, når man har føeleserne i kog...

    venligst Anita :O)

    SvarSlet