onsdag den 27. juli 2011

Hele tre ting....på en fredag

Jo, den var god nok. Min mor har lungekræft. Som i ryge-relateret lungekræft. 4 knuder. To godartede. En er endnu uvis og den 4. er storcellet cancer.
Behandlingen bliver fjernelse af det nederste af venstre lunge. Muligvis kemoterapi før eller efter, for at nå den uvisse, da den sidder et sted hvor det endnu ikke er lykkedes at få en troværdig biopsi. Hvilket fortæller mig, at den så heller ikke bliver let at fjerne, skulle den vise sig at være ondartet.

Min fredag var surrealistisk. Først beskeden om min mor. God samtale med både broren og hende. Min bror og jeg har prøvet det her før. Uanset hvor ikke-tætte vi er, så har vi før arbejdet sammen, da en forældre blev syg. Vi teamede op. Fulgte min far, og arbejdede sammen indtil vi havde begravet ham.

Nej, der er ingen der siger min mor skal dø. Det gjorde de heller ikke før 2 timer før min far døde. Sagde at han skulle dø. Det er underligt men også godt at mærke, at vi kan samarbejde. At vi ikke er i tvivl om vores ansvar og at vi deler det. Samtidigt er min mor klar over, fordi jeg fortæller hende det, at jeg er skrøbelig. At jeg ikke er fjenden. At det ikke er mig hun skal skubbe væk og skælde ud, når hun er bange, frusteret og vred. Jeg er ikke fjenden.
Jeg er datteren, der prioriterer hende og det har jeg fortalt hende. L. siger, at det vidste hun ikke, så derfor reagerer hun så positivt på det.

Fredagen fortsatte ufortrødent med køretur til lufthavnen, for at hente L. efter 6 lange måneder. På vejen blev jeg i radioen vidne til bomben der sprang i Oslo. Da jeg stod i ankomsthallen og ventede, blev jeg via storskærme vidne til massakren på en lille ø, der kunne have være Femø.

Det var en fredag, med mange input. Mit system beskytter mig ved at lukke ned. Jeg er pragmatisk, hvad angår min mor og diagnosen. Jeg er lettet over at L. er hjemme og ligger og sover på den nye 1. sal med katten. Jeg observerer udviklingen i Norge. Men jeg filtrerer. Græder ikke over noget af det, for jeg er ikke ked. Jeg er "numb", for nu. Beskyttet. Og nyder at nogen laver en madpakke til mig. Har lavet kaffe når jeg kommer hjem fra job. Aer mig, når beskyttelsen krakelerer og jeg får et meltdown midt i Odense centrum.

Jeg er ikke alene længere.



7 kommentarer:

  1. Årh, for fanden da! Det gør mig virkelig ondt med din Mor! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til dig....har kun en fandens masse bandeord i hovedet.

    På den anden side, gør det mig godt at vide, at du nu har L hos dig, så du har en at søge støtte hos - og en at dele alt det svære med.

    Og så tror jeg at "numb" er godt for "os" nogengange - selvom man (jeg) også godt kan føle mig som et monster, når jeg nu ikke deler den tilsyneladende kollektive sorg for Norge.

    Men vi har jo den forsvarsmekanisme af en grund - ligesom du har den pragmatiske tilgang til din mors sygdom af en grund. Hvordan skal man ellers komme igennem?

    Nåe, nu fik jeg alligevel skrevet lidt mere, end blot bandeord....

    Rigtig mange tanker og knus herfra <3

    SvarSlet
  2. Jeg var lige i et øjeblik ved at skrive "Synes rigtig godt om", og det gør jeg jo også, størstedelen af hvad du har skrevet. Øv med din mor, men der er selvfølgelig det med at i smerte finder man styrke. Det kan nogle gange være træls at have det som mig, at man hurtigt finder noget positivt ved det negative. For man har jo også behov for at være ked af det og chokeret, og vred.
    Det du skriver med Norge, sådan har jeg det også, jeg filtrerer ubevidst. Altså jeg vælger helt bevist ikke at se noget tv. Så jeg er ikke bombarderet med nyheder om hvordan og hvorledes. Jeg mærker heller ikke sorgen som June siger. Egentlig bliver jeg mere irriteret når jeg ser alle mulige events på facebook. Og de norske flag.
    Nå, men dejligt at have dig her, fordi det føles rart ikke at være alene.

    SvarSlet
  3. ... Og hvor er det godt, at du ikke er alene længere. For selvom det er godt at kunne samarbejde med en søskende, når en forælder er syg, så er det ikke det samme, som at have én, når man kommer hjem bag egen dør. Og det har man brug for. Til madpakker, kaffe og hjælp.
    Det gør mig oprigtigt ondt at høre at din mor har kræft!
    Varme tanker, Anne

    SvarSlet
  4. Fuck, det er jeg ked af. Godt du har din bror og L.

    SvarSlet
  5. June - Jeg forsøger også at gøre det ok, at være følelsesløs. Det ville på den anden side heller ikke nytte, at være i total krise nu, hvor vi har et praktisk forløb der skal klares. Tak for dine ord.

    Kristine - nej, vi er ikke alene ;o)

    amarOrama - velkommen hjem :o)Har nydt dine billeder fra øerne

    KaDaHoe - i lige måde, med kattemissen :o(

    Kh Prophecy

    SvarSlet