Jeg er her stadig, men er røget ind i træthed. Ikke uden grund. Dagene er gået som organisator af temadag på jobbet og begyndende indlæring af nyt ansvarsområde på samme sted. At jeg har haft mine aftener bookede også, har været lovlig optimistisk.
Men jeg skal lære det selv. Jeg skal udfordre mig, og hvis jeg booker for meget, må jeg selv tage konsekvensen - som i dag, hvor jeg havde taget en fridag, for at gå til sidste forsamtale på psykoterapeutisk afsnit. Kalenderen bebudede ligeledes et almindeligt lægebesøg og en madklub kl. 18.00. Allerede i morges, vidste jeg it aint gonna happen. Basisgruppen var på besøg i aftes, efter at vi havde gennemført Kvindeløb i Odense i s-i-l-e-n-d-e regn. Fantasisk! Og jeg mener det.
Men da kl. var midnat og de sidste havde forladt huset, havde jeg gennemskuet at de sidste dages højt gear og koncentration, ikke kunne holde mere.
Så jeg aflyste lægen og madklubben og koncentrerede mig om psykoterapeutisk afsnit. De vil gerne have mig. Jeg har sagt ja, til min. 1 års gruppeterapi. Når der er plads. De vil sætte mig på venteliste til eftermiddagshold, så jeg ikke skal have fri fra job, hvilket er vigtigt for mig. De syns jeg skal øve mig i, at minimere tiden fra mine følelser til mine reaktioner. Bruge mine ord. Ja do daw do! Som om jeg bevidst vælger at reagere 3 dage efter at nogen har sagt BUH til mig!
Nå, så.
Der er et halvt års ventetid til en mulig plads. Passer mig fint. Vil jo egentlig gerne slippe fordi jeg VED det bliver hårdt arbejde. Som det er hårdt arbejde at få den skide løbetid (5 km), under 30 minutter igen (løb i aftes på 30.59, som er en bedring fra de lousy 33 jeg startede sæsonen på). Som det er hårdt arbejde at tabe de 5 kg jeg har taget på mens L. har været væk. Arbejd. Arbejd.
Jeg kan mærke, at jeg de sidste måneder er blevet mere og mere selvforsynende. Ikke hvad angår frugt og grønt, selv om den side også vokser fint, men i forhold til: - jeg har pænt nok i mig selv. Jeg syns det er for omstændeligt at fortælle og forklare venner og familie, hvis noget går mig på eller noget har rørt mig, good or bad. Jeg orker ikke. Jeg går ud, hver morgen, er i det jeg er i, og tager hjem med det. Jeg reflekterer selv, men har ikke noget synderligt behov for at dele med nogen. Føler ikke nogen stor forbindelse til nogen. Og jeg er ikke sikker på det er en god ting? Jeg skal huske på og aftale med mig selv at ringe til venner eller familie.
Som episoden jeg nævnte for jer forleden, med den råbende kollega. Der skulle komme en opfølgning, men nix. Ikke noget behov. Jeg har ikke noget behov.
Hvad jeg ved er, at når L. kommer hjem, og det gør hun heldigvis om mindre end hun har været væk, så bliver det en kunst at åbne op igen. Åbne op, til det der er lige overfor. Den der ikke går væk. Den der har været inde og banke på hos mit hjerte.
Det jeg i grunden prøver at sige er: at jeg er bange for, at jeg har lukket lidt ned til verden. Hvor jeg som barn higede efter den, at være en del af den. Så føler jeg i disse dage intet behov for det. Lad mig passe mig selv. Lad mig gøre mit job godt. Men den private side. Den er mest mig selv, mine planter, min kat og mad og søvn. All i need.
Not so good?
måske er jeg bare træt
Er det i grunden ikke meget ok? Du ved jo, at du også kan det andet, og du ved, at du gerne vil, når L. kommer hjem.
SvarSletJeg har mange dage, hvor jeg nyder mine børn og dagene flyder. Hvor jeg er i super kontakt og nærhed med min kæreste og kan lukke op og ind.
Og så har jeg ikke ubetydelige perioder med følelsen af, at jeg ikke orker nogen af delene. Hvor jeg har lyst til at gå i frø med mig selv og høre Janis Joplin og drikke whisky. Alene.
Jeg tror det er godt at kende begge de sider af sig selv. Og der er også god og rimelig beskyttelse i at lukke af for verden en gang imellem, det er jeg sikker på..kram
Først og fremmest: FEDT, at du er blevet "godkendt" til terapi. Håber, du får en plads hurtigst muligt, så du ikke skal gå for længe og vente.
SvarSletDet med bare at ville være sig selv... er det ikke et spørgsmål om at acceptere, at det er sådan, det er lige nu? Og lade være med at stresse over, at det "burde" være anderledes?
Det synes jeg i hvert fald, har hjulpet mig, når jeg har det skidt eller blot har brug for at være mig selv: At prøve bare at acceptere det.
Selvfølgelig skal jeg ikke kunne sige på dine vegne, om det er tegn på en større nedtur. Personligt synes jeg bare ofte, at nedturen bliver længere og hullet dybere, hvis jeg føler skyld eller forkerthed over sådan, som jeg har det.
Laaaangt mindre, end hun har været væk! <3
SvarSlethej prophecy...uden jeg sådan personligt kender dig...så kan jeg godt følge dig i din tankegang...men jeg jeg er enig med Reke og Hulebo, der siger at man i perioder bare skal acceptere at man har det sådan...man behøver ikke altid være heælt lukket op for verden...man kan godt bare være lukket op for sig selv..det er helt okey og sundt for sjælen også at være indadvendt og man kan sagtens lade op på den måde...få mere energi....og mærke efter sine behov...for der kommer så en tid hvor man så har behov for at være mere udadvendt igen...
SvarSletvenligst Anita
Får sådan lyst til at give dig et kram... Og jeg .. er ellers ikke en krammer !!!
SvarSletHulebo - måske har du ret. Jeg er blot vant til at kæmpe, tænkte jeg i dag i bilen. Så det bare at være tilfreds med mit eget selskab, uden at være ked af det eller vred...er uvant og en smule foruroligende. Når du får lyst til at gå i frø, er det så alt det er - eller er det når noget går dig på?
SvarSletReke - Du er sød, tak. Desværre føler jeg slet ikke "jubii" (utaknemmelige skarn. Tværtimod er jeg pigesur og trodsig. Kan mærke jeg skal beslutte, at gå der et år, fordi jeg ellers 75 % af gangende vil impuls handle mig ud af det. Du har helt ret i dine betragtninger - kamp mod det der er forlænger det. Gode ord du skriver. Accept. Ja.
Dragon - :o)
Anita - dig med den frugtbare have. Ja, accept ser ud til at være vejen. Accept af selv - svær én, jeg har virkelig svært ved at acceptere at jeg hygger mig og helst vil kun mit selskab. Men som jeg siger til andre, når de er bange eller andet, "vær i det - så skal det nok gå væk, du dør ikke" - så jeg skal nok skære et stykke af min egen kage.
Marianne - :o)
Du er god nok som du er...lad dig flyde med...det går jo op og ned, det ved du. Luk et stykke tid ..
SvarSlet