Sommertid, er strand, tanker, eftertænksomhed, at være, at fiske, bade, hvile sjælen, suge kraft. Sommertid er på en måde mere levende, end nogen anden tid. For mig.
Jo, tunge tanker dukker op, Tunge tanker om ligustersmålighed og pastelnærrighed. Tanker om formål med mennesket. Samværet med andre. De nære, de fjerne, dem der er anderledes. Og er de så anderledes, som jeg føler det?
Havde en oplevelse til Skt. Hans. Tog med venner og kæreste til stranden. Lidt sent, vel informeret om, at bålene nok var brændt ned. På gåturen fra bilerne til vandet, med blogvenindens to milde, søde men på det tidspunkt meget gøende hunde, møder vi en kvinde med en hund. Venindens hunde ville hilse på, på deres larmende facon, og den udkårne, noget større hund så en smule skræmt ud. Fair nok. Men da de to små-gøende hunde nærmer sig, råber. Ja, råber kvinden: "NEJ. NEJ". Uden nærmere forklaring, blot med at meget ondt blik mod os/hundende. Det skal siges at alle hunde var forsvarligt i snor.
Man kan diskutere, om hun panikkede. Om hendes hund reelt var bange for, eller ikke kan sammen med andre hunde. Det der skræmte mig, var hendes blik mod os. Meget hårdt, meget vredt og....skræmmende.
Den slags skræmmer mig. Det gør mig sensitiv, så sensitiv, at jeg endelig på stranden havde svært ved at slappe af. Følte at de andre mennesker omkring os, med familie, bedsteforældre og børn (og hunde), kiggede på os. Kernefamilierne.
Vi var anderledes. 4 frie kvinder, af forskellig alder, med to gøende entusiastiske hunde. Der kom for sent til båltalen.
Det er den slags oplevelser, der gør at jeg ofte foretrækker mit eget selskab. Med supplement fra og af de nære mennesker i mit liv. Jeg har sværere og sværere ved større offentlige forsamlinger, fordi den vurdering man foretager af andre og andre foretager af mig, er svær at rumme. Måske vurderer de andre slet ikke - men i mit hoved sker der rigtigt mange ting, og jeg bliver usikker.
Sommertid og andre.
Jo, tunge tanker dukker op, Tunge tanker om ligustersmålighed og pastelnærrighed. Tanker om formål med mennesket. Samværet med andre. De nære, de fjerne, dem der er anderledes. Og er de så anderledes, som jeg føler det?
Havde en oplevelse til Skt. Hans. Tog med venner og kæreste til stranden. Lidt sent, vel informeret om, at bålene nok var brændt ned. På gåturen fra bilerne til vandet, med blogvenindens to milde, søde men på det tidspunkt meget gøende hunde, møder vi en kvinde med en hund. Venindens hunde ville hilse på, på deres larmende facon, og den udkårne, noget større hund så en smule skræmt ud. Fair nok. Men da de to små-gøende hunde nærmer sig, råber. Ja, råber kvinden: "NEJ. NEJ". Uden nærmere forklaring, blot med at meget ondt blik mod os/hundende. Det skal siges at alle hunde var forsvarligt i snor.
Man kan diskutere, om hun panikkede. Om hendes hund reelt var bange for, eller ikke kan sammen med andre hunde. Det der skræmte mig, var hendes blik mod os. Meget hårdt, meget vredt og....skræmmende.
Den slags skræmmer mig. Det gør mig sensitiv, så sensitiv, at jeg endelig på stranden havde svært ved at slappe af. Følte at de andre mennesker omkring os, med familie, bedsteforældre og børn (og hunde), kiggede på os. Kernefamilierne.
Vi var anderledes. 4 frie kvinder, af forskellig alder, med to gøende entusiastiske hunde. Der kom for sent til båltalen.
Det er den slags oplevelser, der gør at jeg ofte foretrækker mit eget selskab. Med supplement fra og af de nære mennesker i mit liv. Jeg har sværere og sværere ved større offentlige forsamlinger, fordi den vurdering man foretager af andre og andre foretager af mig, er svær at rumme. Måske vurderer de andre slet ikke - men i mit hoved sker der rigtigt mange ting, og jeg bliver usikker.
Sommertid og andre.
Der skrev du så lige de tanker ned, som jeg ikke formår at formulere....
SvarSletÉn stor omgang vurderen andre mennesker - og ja, jeg gør det skam også selv... Det er bare så drænene - og så er ens eget selskab bare federe.
God sommer.
Vuf vuf - ja, hun var skrap, Dorte - men vi er da ligeglade....der var ingen båltale, kan jeg iøvrigt meddele.
SvarSletForstår godt din reaktion - men hun var da bare...
D Å M - på godt fynsk! knus og kom igen!
ps nu har jeg masser af jordbær
Til den slags hunde mennesker plejer jeg at sige meget højt, nåååår må din hund ikke have venner bare fordi DU ikke har nogen !!!
SvarSletMen det er også bare fordi jeg ikke kan holde min mund !!!
Indrømmet - jeg holder mig fra den slags forsamlinger som bål til Skt. Hans... Bla pga af fulde mennesker altid har noget vældig vittigt de lige skal smide i ansigtet på en, som rammer meget mere håndt , end det nok var tiltænkt !
Jeg er også TRÆT af at blive gloet på... TRÆT af at blive betræktet som anderledes - bare fordi jeg elsker en af samme køn.
Nok også derfor Fruen og jeg kun tager på ferie til det græske... Der glor de sgu ikke... og hvis de endelig gør - så smiler de venligt til os !!! Og ikke... underne !
Vi er ikke fremmede væsner - Vi smitter ikke - Vi bider heller ikke, ikke så tit i hvertfald - Vi er faktisk ret almindelige...
Vi elsker bare.. en af samme køn !
Knus og mange tanker
Marianne
Hej,
SvarSletJeg kender det godt fra mig selv. Og nogle gange er man mere sensitiv og følsom overfor det du oplevede end andre gange.
Uanset at DK er et rimeligt fordomsfrit land, så er det hårdt at være anderledes, - synes jeg. Det kræver sin kvinde! :)
Men det var nu nok hende med de skræmte øjne der har det værst...?
God weekend
Kh Karina
@ Sandra, velkommen til og ja - alenehed, ikke at forveksle med ensomhed, kan være sagliggørende.
SvarSlet@ Lone, måske var hun dum, men også følelsen af at synes en anden er dum, er ..ikke rar. Jeg vil gerne det gode, også for andre, med hunde der er bange - men det er nogen gange svært, når de reagerer sådan.
@ Jule, situationen handlede ikke så meget om at jeg forelsker mig i kvinder. Vi var et blandet selskab. Det var følelsen af at stå ud/frem, fordi vi kom uden mænd, med larmende hunde. Jeg følte mig ikke udstillet som lesbisk, mere som 'hvad-laver-de-4-kvinder-her-alene'. Mon det provokerer, at vi kommer uden mænd, børn og bedsteforældre?
@ Karina, ja sammenlignet med mange lande er vi heldige. Men når vi taler som det at være homoseksuel (hvad indlægget ikke handlede om), så tænker jeg altid på hvordan jeg gerne vil have det, og sjældent på at andre har det værre. Hvis du forstår? Måske har du ret. Måske havde den kvinde, det slet ikke godt.
Det er underligt - jeg havde slet ikke den fornemmelse...at stikke ud...men det er jeg vel bare vant til efter mange år som single???knus
SvarSlet