Der er ingen titel på blogindlæget i dag. Jeg kan ikke finde på noget catsjyy. Nej, det staves ikke sådan, men nu er det stavet, så du ikke er i tvivl om, at jeg ikke kan stave til det idag. Det er en af de dage. En af de dage, hvor min ellers stavefejl-frie hjerne ikke bliver i tvivl om formuleringer og stavemåder. Hjernen kører på sin vis for hurtigt, som i et dårlig film eller den kører for langsomt og er træg. Det er ikke til at sige. Det er heller ikke at sige/skrive hvad mit humør er, fordi det er sammensat af alle mulige humør(er).

Den fysiske dag har været indholdsrig, med besøg af 'min' personlige 'Claus Dalby', bearing gifts, et forsøg på at pakke min trappe ind, inden håndværker helvedet/himlen, sætter ind om 2-3 uger, visitation af 2 af håndværkerne, der skulle måle op og huske mig på, hvor kaotiske de næste 6 måneder kan blive, et kort 'jeg-har-brug-for-at-høre-din-stemme-telefonopkald til hende den fine, som er i sin egen by. En morfarlur, mere præget af pms end egentlig træthed, og nu 2 timers, gå-amok-på-syren-æbletræ-og-hjortetak-træer i bagerste del af haven, efter råd fra haveguruen.

Den mentale og følelsesmæssige dag, eller nærmere periode er som sagt svær at definere. Jeg forsøgte i en mail, til den tætte veninde, som like alle de andre venner, i noget tid nu ikke har modtaget mail fra den her ip adresse. Mailen til hende, var et forsøg på at sætte ord på det der foregår. Et forsøg på at bryde den blokering, der udover bloggen her, har manifesteret sig i mit skrivegen.
En lettere omformuleret version af hvad der kom i mailen til hende:

"Jeg har det godt (send flere penge). Et mærkeligt udtryk: "jeg har det godt". Noget man let slynger afsted, uden tanke eller beskrivelse, men sådan er vi ikke, så jeg kan godt skrive til dig, at jo - hjulene ruller, jeg passer jobs sådan nogenlunde og jeg er stadig i det hvide hus, katten lever, men noget føles off. Jeg har svært ved at sætte ord på hvad og hvorfor. Måske er det:

• mit 'hul' indeni, der gør væsen af sig
• glæden og mulighederne ved det nye hus og specielt haven, men den manglende tid til det.
• at mine hænder, nu dem begge - slet ikke syns om alt det arbejde og alle mulighederne,
• 1. sals byggeriet - er ved at tage form, om ikke andet i planlægningsfasen, og det at skulle overskue 6 mdr. s byggerod og mangel på privatliv stresser mig
• at jeg skal finde ud af byggeansøgninger, ansøgninger om tilskud til fjernvarme, ansøgning om bygge kontoen hos den lokale trælast
• stressen over at jeg mangler lidt nedbrydning på 1. salen samt at fjerne mørtelpuds før de kan gå i gang og at mine hænder er færdige
• begyndende bekymringer over det økonomiske aspekt af ny 1. sal, fjernvarme og deck
• at parforhold er svært og kræver meget, når man har den bagage jeg har
• at mit instinkt er, at trække mig ind og være alene og undgå at være social fordi jeg ikke magter det, selv om jeg ved det er usundt på sigt
• usikkerheden om jeg er god nok til mine jobs
• at jeg har mindst 2 selvhjælpsbøger og 3 havebøger liggende jeg gerne ville læse, men ikke har tid til

Det hjalp. Det hjalp at skrive det ned til hende. For alle punkterne er der. Det er glæden over huset, livet og kærligheden også. Taknemmeligheden for gamle og nye venner, nye muligheder og nye projekter. Jo vist. Jeg ved, dog, at hvis jeg ikke jævnligt konfronterer min angst, min utryghed og min usikkerhed, jeg er ved at lære altid vil være der, så hober det sig op og jeg knækker. Hvis jeg ikke graver bag evnen til at skjule, vise facade, være small-talker, hvis jeg ikke kradser i min lak og andres, så mister farverne deres styrke og lyset mindskes. Jeg gider ikke kun høre det fine, og jeg virker ikke hvis jeg kun må vise det 'fine'.

Jeg vil lys og farver. Til alle.