Min mor ville være blevet 63 år, den 1. maj.
Min far 74 år, den 3. maj.
Sorgen, indeholder manglende forståelse, afgrund og handlingslammelse.
Jeg blev sygemeldt i mandags, efter råd fra psykologen, da jeg fortalte om hjertebanken, nedsat hukommelse og katastrofetanker. Dagene efter mandag, har handlet om at acceptere, at jeg har det "dårligt nok", til at gå hjemme. Til at falde i staver. Til at tude. Til at tænke på liv og død og mening. Til at stirre ud i luften, gå i seng midt på dagen og gemme mig under den bløde dyne. Til at falde i søvn (igen), på terrassen, med katten i fodenden og hønsene løs i haven. Med L. der laver aftensmad.
For jo. Jeg har ondt i livet. Det gør forbandet ondt at miste. Forbandet. Livet fremover har andre betingelser, og dem skal jeg regne ud, forstå og acceptere og for nu kan min hjerne og mine følelser ikke følge med, efter 7 måneder med akut sygdom, 3 måneder med død, bisættelse, opløsning af bo, Broderdreng med symptomer.
I mandags blev Broderdrengen "frikendt". Kun raskt væv at spore. De tog det hele ud og han fejler intet. Da denne oplysning ikke gav lettelse hos mig, blot lod mig tilbage med "nå", indså jeg at bægeret er (for) fuldt. Der. Er. Ikke. Mere. Plads. På. Harddisken.
Jeg kan og vil ikke mærke mig selv, hvilket betyder at alle andres "stuff" fylder alt. Det skaber vrede, når anyone henvender sig til mig, som om det var deres mening at gøre mig ondt. Det er det ikke. Men jeg er fyldt op. Nu må jeg se på mig, mærke mig og gøre for mig. Først der er der en chance for, at jeg igen kan mærke andre, være for andre. Kan arbejde uden angst for det næste telefonopkald. Det næste møde.
For nu må jeg se angsten i øjnene. Ligegyldigheden. Det sorte der lurer indeni. Det der skal mærkes, kigges på og væres i. I wish i should'nt. I really did.
Tak for alle jeres fine kommentarer på mit forrige indlæg.
