onsdag den 21. marts 2012

Hjemløs kærlighed

"Sorg er den hjemløse kærlighed", står der i pjecen om sorg fra Kræftens Bekæmpelse. Pjecen har jeg haft liggende siden i sommers, da Moderdyret blev syg. Jeg bestilte et shit-load pjecer om alt fra cancertyper, over patientrettigheder, pårørende til alvorligt syge og nu denne om sorg. Jeg læste den for et par dage siden. Jeg finder udtrykket omend ikke dækkende, så rammende: "hjemløs kærlighed".

Sorg er så unik en følelse, at jeg finder det svært at sætte ord på. Det er følelsen der overmander mig midt på arbejdsdagen, når jeg ser en kvinde der er på min mors alder. Det er følelsen der sniger sig ind, når jeg sætter Moderdyrets ting på plads i mit skur, mit værelse eller i min have. Det er følelsen der kommer brasende når bankdamen gennem 10 år rejser sig fra sin plads og krammer mig ved kassen,  fordi hun ved jeg har mistet min mor. Det er når jeg apatisk tjekker hendes sidste lotto kupon, hendes gavekort fra Matas og finder billeder af Broderdrengen, Faderstøtten og mig i hendes pung som sygehuset nu har sendt til mig.
Sorgen er brusende, bragende, snigende, lammende, blød, våd, stenhård, kvælende, forstyrrende og tager ikke hensyn til hvor jeg er, hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med.

Sorgen får mig til at savne. Til at glemme hvad der ikke var fedest ved Moderdyret, til at huske at jeg ikke kan ringe, ikke kan spørge (rødspætter, hvor mange minutter på hver side? Hvor er dine sikringer?), ikke kan se, holde og kramme hende. Sorgen får mig til at sidde, midt i arbejdsdagen og skrive dette indlæg, mens tårerne står i øjnene.

Hvad er sorg for dig? Har du oplevet den? Kan du beskrive den?

lørdag den 10. marts 2012

Urne, flyttekasser og skiftret

Aimen, det er jo ikke for almindelige mennesker det der skifteret! Nu er Broderdrengen og jeg ret enige om hvad og hvordan boet efter vores to forældre skal løses/opløses.

Lad os så for et øjeblik se bort fra det tragiske faktum, at vi opløser vores forældre ophav. Deres jordslige liv. Hele vores baggrund inden vi er fyldt 40.

Så kunne man have en ide om, hvad der max. skulle til det, for at lette tingene. For at gøre det lettere for 2 efterladte at klare tingene nemt, så de kan koncentrere sig i om det uvirkelige i at pakke resten af deres barndom ned. Jeg foreslår at man skulle udfylde en lille A4 side med multiple choice:"Er i enige?" JA. "Vil i betale de regninger der er tilbage?" JA. "Vil i betale den skat der får samfundet til at køre videre?" JA. Og så ikke mere vel?

Men nej, der er formularer, vejledninger, åbningstatuser, frister, proklamapåbud, mulighed for privat skifte, osv.

5 minutter inde i mødet med skifterets manden, fik både Broderdrengen og jeg det der fraværende blik, man får når man er stået af. Som i matematik i 4. klasse. Helt godnat, forstår ikke, hvad?

Jo jo, vi kan få en revisor/advokat og betale os fra det skifteretsmanden mente var ganske enkelt, for vi var jo enige? Så i skal blot udfylde formular 3,4 og 5 inden den og den dato og så efter 8 uger og så skriver i bare og lægger sammmen og finder kvitteringer og .......you get the picture.

Aimen altså.

Som om det ikke er nok, at vi sidder i Moderdyrets bolig. Sorterer hendes liv, hendes liv med min far, vores baggrund fra tandbørster over katekismus til feriebilleder og opskriftsbøger. This is it. Når det er sorteret, pakket i kasser, delt op i flyttekasser til Broderdrengen, mig og den lokale garde, så er der ikke mere. Thats it.
I dag sætter vi urnen ned (put-i-hul-fest, som min mormor engang sagde), med præst, sang og lidt venner og familie. Det gør mig glad, at også dette ritual giver trøst. Og aftenens grønkålsfest hos fasteren. Når Broderdrengen og jeg snakker om fremtiden, fortiden, nutiden. Når L. bruger timer på at pille billeder ud af gamle albums, så vi kan sortere dem i dine og mine og dem vi vil sende til familie og venner. Der er trøst i ritualer, i gøremål i samtaler.

Men skifteretten, det var sgu ikke nogen trøst. Det er en ommer.

fredag den 2. marts 2012

Bum bum, mærkelige dage. Jeg nyder solen. Det tidlige lys, fuglene der går amok i haven med lyd på og jeg kan være ude et par timer efter jobbet hver dag.
Mit følelsesliv spørger du? Det svinger som ind i helvede. Fra oki doki, til ”jeg-tænder-af-på-et-split-sekund-hvorfor-har-du-lagt-karkluden-den/hvor-er-du/hvorfor-er-du-der/gå-væk/kom-nu”, til lidt mindre hylende udgave af mig selv med bisonlyd på denne uge.
Vekslende mellem mange planer om formiddagen, ”kom-vi-tager-på-cruise/bygger-et-værksted/tager-i-ikea”, til en dødelignende tilstand når jeg får fri, hvor alle planer om indkøb, rengøring, brevskrivning (der er folk der har haft fødselsdage og mennesker der skal takkes), og en tur på biblioteket virker fuldkommen uoverskuelige og det eneste mulige er min kærestes gamle futonseng, i det der nu er mit ”her-er-jeg-alene-værelse-fordi-jeg-ikke-kan-rumme-mine-følelser-foran-publikum”-værelse. Værelset hvor der står papirer og tøj fra min mor.
Nej, vi er ikke færdige med at tømme og sortere. Jeg var dernede alene i huset i weekenden. Havde brug for det – og hallo det udløste en tudetur på det meste af de 160 km hjem igen, samt aftenen med. Jeg havde ikke svært ved at komme derned, men jeg kunne næsten ikke forlade det igen.  

Ellers har sorgen (sæk), været mindre konkret denne uge. Der er i stedet opstået en slags tåge, en stirren ud i luften, en vrede mod verden inkl. min stakkels tålmodige L. En vrede af dimensioner der skræmmer mig. En vrede der først siver ud af kroppen, når der går hul på bylden og jeg har brugt en halv pakke kleenex og stadig sidder med snot på trøjen. Jeg priser mig glad for at L. har set nogle gode sider hos mig, og stadig er her, for lige for tiden får hun ikke meget fantastisk ud af mig. Ikke meget opmærksomhed (jo, hvis hun ikke er her, for hvor er hun, hun skal være her), ikke meget omsorg, ikke meget smil eller kys, og ofte må hun sove alene, fordi jeg er endt i mit værelse eller på sofaen i stuen, eller jeg har på en nat nået at sove alle tre steder. Og lave mad, orker ikke lave mad.  Samtidigt hjælper hun med mine mors ting. Maler sengen jeg har arvet og slæbt hjem, accepterer at der kommer flere og flere ting fra min mor, også nogen grimme nogen. Sover videre selv om jeg skifter seng/vandrer rundt/vasker tøj kl. lort/tømmer opvasken kl. lort/snubler og vælter ting kl. lort og generelt er en pain-in-the-ass-sengemakker.

Hun smiler overbærende, når jeg impuls køber diverse større ting, uden at vide hvor overskuddet til at bygge/sætte op skal komme fra (vi nævner i flæng hønsehus og drivhus). Hun accepterer, at jeg på 24 timer har solgt vores seng og den er afhentet, uden at vide hvornår den arvede vil arrivere. Hun er ret cool.