mandag den 30. januar 2012

Snegl

Jeg er en fucking snegl. Lige så stærkt mine tanker kan løbe, lige så længe tager det mine følelser at følge med. Eller ikke at følge med. Ugen har været hektisk på den følelsesmæssige front. Noget med en masse adskillelsesøvelser ift. det syge Moderdyr og Broderdrengen. Få set på hvad der er mit og hvad der er deres. Deres og mit.
Da jeg fandt mit eget midt på ugen, resulterede det i en forløsende erkendelse af sorg og magtesløshed og de tilhørende tårer. Med lyd.

Da ugen nærmede sig sin afslutning blev sorg og magtesløshed erstattet af panik over den forestående indflytning af hende den pæne. Som igen blev kanaliseret over i angst over at køre i mindre snefyldt landskab i stor varebil på sommerdæk og manglende tro på parkeringsmuligheder. Ai-com-nu-on altså.

Jeg kører jo udmærket. Varebil i stor klasse har jeg kørt før og det er endnu ikke lykkedes Aarhus, ikke at producere en parkeringsplads til mig, være det sig til mini, trailer eller som i fredags monster varebil.

Hende den pæne har få og selvfølgelig pæne ting, så på blot en dag fik vi slæbt ud, malet værelset og kørt til Nordfyn OG slæbt ind. Der er fordele ved at være kæreste med en yngre model, bl.a. at de ikke har akkumuleret så meget stuff som ældre modeller har.

Så gik jeg ellers lørdag aften og ventede på at panikken ville brede sig. Over at hun var her. At alle hendes ting var her. Og det kom bare ikke. Vi har levet sammen i længere tid af gangen i banehuset, men alligevel føltes det anderledes lørdag aften. På den gode måde. Ingen panik. Blot ”ai-skat-nu-bor-vi-sammen-skal-vi-ikke-spise-foran-fjernsynet-og-have-snacks- hyggeligt”. Og ideen med at være ved at indrette sit eget værelse, til panik tider, virkede overflødig og lidt fjollet.

Søndag fortsatte hyggen, med intens udpakning, sortering og at få plads i skuffer og skabe. Det er altid dejligt at sortere, når det betyder man slipper af med nogle grimme ting (mine), for at ”få” nogle finere ting (hendes).
Vi købte ind sammen (har vi gjort tusind gange før), og det føltes anderledes. På den gode måde.

Da jeg så skulle sove, kom panikken. Vejtrækningen strejkede, og der var ingen ord til det. For det. Jeg afprøver p.t. nogle vejrtrækningsøvelser/afspændingsøvelser, og de hjalp, men efter 1 time, hvor kroppen begyndte at ”få myrer” under huden, måtte jeg give op og fortrække. Ikke til ”eget-værelset”, der endnu ikke er indrettet, men ned på den trygge hårde sofa i stuen, hvor jeg tilbragte natten, sammen med klæbekatten.
The lesson? At jeg ikke undgår at beskæftige mig med, at det for mig ikke er ”bare lige” at flytte sammen med selv den pæne. At det kræver noget erkendelse, samtale og proceslort, selv om jeg da liiige troede at det bare gik. Suk. Not many breaks this january ….




mandag den 23. januar 2012

Mandag = min dag

Sidder og venter på at klokken bliver 08.00, så jeg kan ringe til Chefen og sige at i dag er min dag og ikke hans. En mandags fridag.  Min dag.

Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.

Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det.  endnu


..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.

Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.





torsdag den 19. januar 2012

Border op og border ned

Nogen sagde engang, at mennesker med borderline er som lastbiler med golfvognsbremser. Når lastbilens følelser kører ned af bakke, så har den kun bremsekapacitet som en golfvogn = de er ikke tiltrækkelige, at all.

Der er jeg i dag. Igen. En golfvogn forklædt som lastbil.

Moderdyret er fortsat indlagt og jeg begynder at måtte give hende ret, der lader til at være aktivitet i hjernen igen, som i: canceren boltrer sig i den frontale del af hjernen - hun er latent aggresiv, klagende på den sure måde, føler sig let angrebet ("Hvad mener du"), hun er lynhurtig og vender mine ord mod mig og hun er paranoid, griner de forkerte steder osv.
Det gjorde mig lidt mundlam i min tlf. samtale med hende i dag, men jeg fik formidlet at jeg stolede på hendes vurdering af at der var aktivitet i hjernen, noget hun igen betvivler vi gør - tror hende - fordi det var så svært for hende sidste gang. At ingen troede hende. Det må have været et mareridt for hende.

Jeg husker tydeligt da hun sidste gang hun havde en metastase og vi troede det var krise, bad mig blande mig uden om - og "gerne ville slippe af med mig". Og det er nok min frygt nu. Jeg kan mærke, nu en halv time efter samtalen, har jeg fået en klump i maven. For det der metastase businees, frontalt, personlighedsændrende kan min indre datter og borderliner slet ikke navigere i. I forvejen kører jeg golfvogn i alt hvad der hedder følelsesmæssige ændringer og svingninger, men når Moderdyret dels er syg, dels indlagt og dels opfører sig upassende og angriber, så bliver jeg meget lille meget hurtigt. Det kræver al min kraft og sige, din mor er der inde et sted, dette er blot canceren der taler. Hun er der. Hun er der.

Damnit. Jeg overlever også dette. De scanner hende i dag og jeg ber til at de kan give hende noget stråling på de frontale ulykker, for det er fandme tungt at danse med.

Pointen i dette indlæg er, at jeg skal erkende, det skræmmer mig. Hjernemetastaser er kræftens Hitler, det fucker med Moderdyret selv og med alle os andre. Ved eftertanke, så slukker det også lidt for hendes følelser, så det er nok værst for os. Eller?

tirsdag den 17. januar 2012

Spasser

"Der var ingen der regnede med at jeg skulle dø 6-7 år efter din far. Jeg har accepteret det, det skal du også......" sagde Moderdyret i dag.
Hun er indlagt, og selv om både Broderdrengen og L. forsikrer mig om, at hun p.t. ikke er dårligere end sidste uge og ikke dør i morgen, så har denne indlæggelse forårsaget en lavine af følelser.

Måske er det erkendelsen, erkendelsen af at jo, hun dør faktisk. Det er ikke et drama stunt, et råb om opmærksomhed, et forsøg på at appellere. Hun kommer til at dø af det her, og at høre hende have ondt og græde, lukker sluser op i disse dage.
Så jeg får talt med den støttende Broderdreng, den fine blide kæreste, og med Moderdyret, hvis spirende erkendelse kommer til at hjælpe mig. Hjælpe mig til ikke længere at kæmpe for hende. Kæmpe mod kræften, systemet, kæmpe kæmpe kæmpe. Men gradvist hjælper mig til at åbne den sorg, der siden i sommers har spiret inde i. Den unævnelige kasse der hedder tab. Tab som ingen syns om  og som Borderlineren (lyder som et krydstogtsskib), i mig spasser helt ud over.

Spasser så tilpas meget ud, at jeg græder på vej til arbejde, på vej fra arbejde, når jeg taler i telefon og  hvis jeg kan snige mig til det, så også på en tur mens jeg er på arbejde. Så tilpas spastisk, at jeg ikke helt når at panikke (endnu) over at L. lige om lidt flytter sine beskedne flyttekasser og sit skrivebord ind i Banehuset. Og bliver. Her. I Banehuset. Altså her. Som i at det ikke kun er for sjov, jeg har sat hendes navn på postkassen.

Måske på søndag, har jeg tid til at spasse ud over det også.





mandag den 16. januar 2012

Min kamp

Man kunne tro, at kampen var moderdyrets og ingen tvivl om, at hun har sin kamp. Men den er hendes. Mit følelsesliv gennemsyres i disse dage også af kamp. Kamp mod magtesløshed, kamp mod tomhed, kamp mod angst, kamp mod smerte og først og fremmest kampen mod håbløsheden.

Jeg går på arbejde. Nogle dage giver det nogle timers pause fra smerterne. Andre dage ikke. Jeg taler ikke med andre end Moderdyret, Broderdrengen og kæresten, når jeg har fri. For der er ingen ord. Jeg kan ikke mønstre nogen interesse/empati/deltagelse i andre. Som i overhovedet, og jo - det giver bål til en samvittighed, der i forvejen er tynget af ..ja af hvad?

Jeg læste lidt hist og her i en bog i aftes. Bogen til det voksne barn, der var svigtet, men nu stod med udfordringen at pleje en forælder. Den har ligget noget tid. Den skriver at jeg ikke er den eneste der kæmper/har kæmpet. èn ting at at se sin forælder syg, vide at døden bliver påtvunget, for tidligt og for hårdt, noget andet er at være vidne til det, når man det meste af sit liv har kæmpet med ikke at komme til at ligne sin forælder. Når man er endt med, også rent geografisk, at distancere sig for at "udslippe", den dysfunktion det meste kommunikation er farvet af, i vores familie. For at slippe for symbiosen.

Jeg husker da min far døde. Af kræft. For 5 1/2 år siden. Eller måske to år efter. Da jeg var næsten færdig med at sætte knudemanden på en piedestal. Der huskede jeg manden, der ikke talte om følelser og som trods stabilitet, troværdighed og humor ikke formåede af få mig til at føle mig inkluderet, accepteret og helt værdsat. Først efter to år opdagede jeg, at det var en lettelse ikke at føle sig "for let", eller "for følsom", eller "for hysterisk". Først efter to år opdagede jeg at hans "short-commings", ikke var mine. At hans syn på min mor, var vblevet mit syn på min mor. Det kæmper jeg (og broderdrengen) stadig med. At tage hende alvorligt, at respektere hende, selv om hendes værdier, meninger og liv er så langt fra vores som man kan tænke sig.
Eller er det. Er vores angst bundet op i, at vi inderst inde begge har elementer af både Knudemanden og Moderdyret. Elementer af bitterhed, stædig stolthed, bange for andre, bange for alt.

I disse dage er jeg bange for alt. Bange for at være i den satans symbiose, der gør at når Moderdyret lider, er bange, er døende, så føles det som om jeg også er det. Bange for hvad der sker, når hun ikke er. Når jeg ikke længere styres af hendes følelsesliv, hendes dysfunktion men kun har mine egne følelser og dysfunktioner. Flytter nissen med?

torsdag den 12. januar 2012

blob-blob-blob

"Hænger i med neglene", "øver vejrtrækning" og "tæller de små få lyksaligheder", lyder ikke fucking-fantastisk, og sådan føles jeg da heller ikke lige nu. Bedre lyder det at sige er "blob-blob-blob", og netop det er der andre der har gjort for mig, for se hvad jeg fandt i går, via en fin mail fra en læser herinde:



Hun skrev til mig på grund af noget helt andet, men da jeg smugkiggede i hendes univers blev jeg helt glad, for hendes ting taler til mig. Hun har både sin egen blog og sin egen hjemmeside, så tjek den ud og se hvad du syns, måske kan hun også noget blob-blob-blob for dig?

lørdag den 7. januar 2012

Lidt om luft

Umiddelbart kunne det se ud som om disqus kommentar episoden tog lysten til bloggeriet væk. Der skal mere til. Den første uge er gået stærkt, jobbet har krævet sit og jeg har skrevet på EU Udbud siden i mandags.

En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.

Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.

Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.

Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.

Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?



søndag den 1. januar 2012

Velkommen 2012

God mad, gode venner, fint tøj og de obligatoriske fancy hatte, det var vores nytårsaften. Inde i byen og Gud hvor jeg elsker natbusser. Genial opfindelse, når man gerne vil skåle med og kæresten ikke har kørekort.
Der var quiz, der var mavepine, der var fin stund med L. foran nytårsgudstjenesten på TV, Kathrine Lilleør, der sagde fine ord om sorg, der ramte indeni, og et par tårer flød.

I morgen er det hverdag i 2012.
Kæresten og jeg nåede ikke at skrive de gode ønsker for hinanden, som vi gjorde sidste nytår, men jeg ved at vi ved dem og har dem i hjertet. 2012 vies til nuet. Den påmindelse om at vores bedste tid er i nu, både alene og sammen. Når vi forsøger at planlægge og kontrollere for meget, forsvinder magien i de små daglige ting. Når jeg forsøger at kontrollere mine omgivelser mærker jeg ikke nu, men tænker fremad og planlægger og vippes hurtigt at pinden når andre og andet påvirker mine planer, hvad virkeligheden jo oftest indeholder, andre, og jeg sidder tilbage med tabte forventninger, fiasko og skuffelse.

2012 jeg byder dig velkommen selv om jeg allerede nu ved at du kan blive en bitch. Så kan det kun gå opad?
2012 i surrender to you, så lad os løsne de sammenklemte baller, slå en prut og få os et grin.