Rundstyk

Jeg er nok den værste blogger ever. Rundstyk. Jeg lod jer sidste uge sidde med en cliff-hanger. Jobstart med monstrøs Boss og meget angst Prophecy.

Jeg overlevede. Boss og jeg har talt 5-7 sætninger (inkl. "Godmorgen"), og ellers har jeg passet mig selv. Kigget på mine opgaver, talt med klienter, lavet aftaler. Ikke haft ondt i maven. Blevet lidt forvirret af og til, nedsat hukommelse (reaally irriterende, spørg L.), og træt i hovedet når jeg går kl. 12.00. Men det gik ok. Jeg døde ikke. Jeg blev ikke fyret selv om jeg stadig tror det kan ske, jeg sagde ikke op og jeg fik ikke angstanfald.
Jeg formåede at tage én dag af gangen. En dag af gangen hvor jeg vidste, det er kun 4 timer, jeg kan sove morfar når jeg kommer hjem, haven, hønsene og en eksamensramt L. er hjemme hun blev færdig med eksamen i går  og nogen har gjort det godt, når jeg kommer.

Jeg håber, og beslutter hermed, at job ikke skal gøre mig så angst igen. Jeg ved det ikke udelukkende handler om jobbet, men også om min eksistenskrise- og angst. Hvad nu? Hvorhen? Men at få lagt noget af frygten for selve jobbet, kan måske give mig noget ro til at kigge på de andre ting. På mit liv, på de gode ting, på alt det der er blevet forsømt siden min mor blev syg for snart 1 år siden.

Vennerne, kæresten, mig selv. Jeg skal genfinde og opbygge min selvrespekt. Finde behov, mærke behov, mærke lyst og have lyst til at gøre noget ved det.
Bestille ferielæsning på amazon.com/uk (tjek), bestille tid ved den fine økologiske frisør, hvor der ikke kører reklameradio, og hvor man kan få den fineste urtete mens man klippes (tjek), aftale ugentligt date med L. sommeren over (tjek), måske tage en uges ego-ferie hos venner i Skotland, når jeg er fyldt 40 (!!).

To be honest, bare det at mærke lyst til noget igen er en lettelse. Jeg føler jeg har kigget ud i afgrunden og taget et skridt tilbage. Det skal nok gå.

 På besøg hos naboen nordpå. Der diskuteres hønsehold og ses generelt godt ud

 Vi har byttet to af de meget livlige islandske hønsekyllinger til 2 af naboens rolige "labrador" høns (den gule)

 Moderdyrets studenternellikker er sprunget ud. De klarede flytningen :o)

 Køkkenhaven har haft godt af min sygemelding

Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!

Hardcore høns?

 "Halloooo?! Nu kan det jo godt være, at vi høns hverken kan læse eller skrive, men i mangel af bedre, kan vi posere her på siden hvor der åbenbart ikke sker en fløjtende fis "

 "Bag mig ser i min mor, eller i hvert fald hende der har ruget mig. Hun har travlt. Noget med at finde orm og kryb".

 "Vi er ret meget ude, skider hvor det passer os og er pænt forkælede, siger nogen".

 "Vi ejer den her matrikel". 

" ... Og sover i naboens træer hvis vi ikke lukkes inde tids nok om aftenen". 

 "Flyver gerne over indhegninger"

 "Katten. Hvad med den?"

 "Mor nupper også gerne en musvit til frokost. Det er ikke for sjov vi kommer fra Island. Word."