fredag den 28. oktober 2011

Årgh Pis altså

Ja, det er kræften jeg mener. I ved, den der sidder i Moderdyrets lunge med afstikkere til lymfe og hjerne.

Hjernen har responderet top på højstrålingen og hun fungerer p.t. skidegodt. Hun er mere empatisk end jeg  har oplevet hende. Relevant. Omsorgsfuld. Og flere postivive ord jeg normalt ikke har brugt i samme sætning som Moderdyret.
De sidste uger har hun og jeg gået i en vi-kæmper-glad-boble. Hun har passet sin genopstartede kemobehandling af lungen, har gået ture, har kæmpet hårdt på at spise og drikke trods kvalme og fik sidste uge på eget initiativ klippet håret da det var begyndt at totte af.

Hun er så fin med blødt tørklæde om hovedet. Sin fine nathætte i lilla. Vi er begge lidt forundrede over den paryk hun også har fået, men som vi endnu begge betragter lidt som et "selvstændigt" kæledyr der står på hendes nabord (hår skal sgu ikke stå).
Hvis jeg kunne hækle eller strikke ville jeg strikke bløde, bløde hatte i dusch farver.

Jeg er heldigvis god til mange andre ting, så min bror og jeg har ringet, besøgt, handlet ind, organiseret og tilfredse og lettede set at hendes samarbejde med hjemmeplejen og hjemmesygeplejersken fungerer.

I går skulle hun til 4. ud af i alt 7 kemobehandlinger. Planen var, at ved god respons skulle hun stråles på lungen og vupti = helbredt. Det har været vores boble. I hvertfald min.

Som du nu kan regne ud, så brast boblen i går. Dels var hun alene på sygehuset (som i ganz alein uden os), fordi vi først d. 9. skulle have hoved/lungestatus, havde vi fået at vide. Men hun fik besked i går. Alene.
At de ikke kan fjerne lungetumoren. Primær ballademageren. Den der er kommet af at være "rigtig god til at ryge". Den vil ikke. Den responderer på kemo, jo jo, men angiveligt ikke nok. Den er stædig (og dum og grim). Så selv om hovedet har det godt, så kan de ikke helbrede. Vi er tilbage til at "livsforlænge".

Jeg er grådlabil i dag. Jeg græder over at hun var alene, da beskeden kom. Over at hun ikke skal leve så længe som jeg vil have hun skal. Over at de har lavet reglerne om. For reglen må sgu da være, at har man mistet én forældre til kræft (5 år siden nu), så kan man da ikke miste den anden også? Eller hvad? I dag er verden grå og lige meget. Helt ærligt.

Hun er så fin. Sagde i aftes til mig, at jeg ikke skulle bebrejde mig selv over at jeg ikke havde været med. "Beskeden er jo den samme". At jeg ikke skulle gå i stykker. Og vi græd sammen. Jeg tager derned i morgen. Har et stort behov for at holde hende. Se min bror, der også kommer. Planlægge jul og varme og bløde ting. Holde fast i hende.
For at græde.

søndag den 23. oktober 2011

Oktoberdage

 Det starter sådan her...i haven.

Måneder senere ser de sådan ud. 

 Timer senere kan de se sådan ud. Hr og Fru græskar.

 Fruen

 Herren

 Det starter sådan her. 
Fra haven: Tomater, jordskokker, butternutsquash, æbler, timian og bredbladet persille. 

Tilsæt hvidløg ad libitum, olivenolie, sirup, salt og peber og lidt kirsebæreddike. 
Bag ved 80 grader 4 timer, 2 timer ved 100 grader og 1 time ved 180 grader .

 7 timer senere ser det sådan ud og smager fantastisk som tilbehør til mad eller på godt brød. Inspiration hentet fra Tina Dalbøge .


torsdag den 20. oktober 2011

Krammepakke

Give Aways (GA) kan være en love/hate thing, det er jeg klar over. I min tidlige blogdage deltog jeg i ravl og krat, for jeg elsker at vinde (hvem gør ikke det) og jeg elsker at få gaver. Beskedne mig.

Som tiden er gået, er min deltagelse i GA's faldet markant. Too much work, for de fleste kræver retfærdigvis nok, at man er fast læser og letst be honest, det er ikke alle blogs man har lyst til at blive ved med at følge. Og jeg hader at skulle afmelde igen, efter et par måneder, for enhver blogejer med en smule "se mig" følelese bemærker det faldende kontra stigende læserantal.

Så jeg sorterer i mine GA deltagelser. Sætter gaffatape på min ubetingede lyst til at vinde-vinde-vinde, knebler min indre få-få-få nisse og ignorerer fine, blomstrede, hjemmegjorte, pæne, sjove og store GA's rundt omkring. Jeg føler mig som en narref.... når jeg deltager i en GA, hvor jeg ved - her er en blog som har andre kerneværdier/anden humor/andet livssyn/andet noget end jeg, blot for at få en lækker pakke. For jo - chancerne for at vinde en GA i blogland er pænt større end chancen i bingobongo, lotto og tips.

Når alt det er sagt (tak fordi du deltager i min indre samvittigheds snak), så vandt jeg forleden en GA. Ikke fordi jeg kom med det sjoveste indslag eller den bedste tekst. Nej, bare fordi. Fru Z mente jeg skulle have en krammepræmie. Bare fordi.
Det er sgu da blogland at its best. Fordi jeg følger Fru Z og jeg ved hun følger mig. Når præmien så bl.a. er et Mixed Tape (konverteret til cd), så bliver blogvarmen ikke større. Mixed Tape mennesker - kan i huske det...

Jeg kan hilse og sige at bilen og jeg nyder vores nye Mixed TapeCd...og mine fødder sokkerne (der faktisk ikke er hygge sokker Fru Z, men vandre nogen af slagsen!) og kærestechokoladen (der er gemt for L.). Alt sammen fordi man også er til Nutella og Brd. Olsen (deres sang, ikke brd. - for Jørn er altså for fuld til TV).




søndag den 16. oktober 2011

Intet ny er...intet nyt

Jeg klipper efterårshinbærene ned. De skal flyttes i dag. Jeg graver køkkenhaven. Den får kompost og lægges stykke for stykke til hvile for vinteren. De fysiske aktiviteter handler om at lukke ned, gøre klar, investere i det forår der kun kan komme for langsomt.
Alligevel finder jeg en glæde ved efteråret. Det er pænt. Luften er sprød, solen blænder uden at varme. Jeg er normalt ikke en efterårsperson. Sommer er min årstid.
L. og katten foretrækker at være indenfor.
De skal passes. L. fordi hun har fået influenza, så det handler om kamillete, hostesaft, sugetabletter (!), kleenex og tv. Katten fordi hun altid bliver passet, i hoved og r.... Mine indendørsdamer.

Jeg laver rodfrugter, smoothies og græskarsuppe med de sidste fine afgrøder fra haven. Tænker tanker i det fri, mens jeg kører en husholdning der er sat i lavt gear. Vi er tætte med vores telefoner. Holder øje med familien på begge sider. Vi er både her og der.

Efteråret skifter vores udsyn. Og vi er lige her. Mens verden ændrer sig.




torsdag den 13. oktober 2011

Som penge i banken

 (lånt hos plantetorvet.dk)

Det er hvad blomsterløg er; Som penge i banken. Jeg ser de farvestrålende etiketter, ignorerer priserne og VED at når foråret kommer, så spirer den reneste frodighed op og ud af mulden. Jeg prøvede det i år. Mit første forårs-år i banehuset. De spirede og voksede, de løg jeg lagde i efteråret. Helt uplanlagt havde jeg fået lagt løg, der valgte at gro og spire forskudt af hinanden. Der blev både til buketter til Moderdyret, Svigerdamen og vennerne.

Det kommer at ske igen. Dem fra sidste år vil forhåbentlig gentage succeen. Og der skal indkøbes nye. Det bliver ikke fra Holland de hentes i denne omgang. Der er for meget uro og kaos omkring os, så vi har brug for tiden herhjemme. Dage uden transport. Dage uden arbejde. Dage med dyner, tv, nussen rundt, computer, graven i haven og eksperimenter i køkkenet. Dagen med kæl og klappen af babymissen, dage med stilhed. Dage med omsorg og hensyn. Dage med os. Til os.

Og dage hvor steder som Plantetorvet og Frøbutikken kan besøges. Der kan handles online, der kan planlægges og lægges løg, tænkes spirer og sættes mentale frø til foråret.

fredag den 7. oktober 2011

Nuancer

Ok, nu prøver jeg noget der ikke falder mig let - at fokusere  og fortælle om det fine/de andre ting der sker, mens skæbnen vælger at dingle over vores familie. Selv om jeg er drama og intens, er det mig ikke muligt at være i alarm beredskab 24-7 i måneder, så udover min mors kræftsygdom og behandlingsforløb - så sker der andre ting. Fine ting.

Haven er min ven, haven er min terapi og haven er min motionsmakker. Jeg får gravet køkkenhave (fuck, den er pludselig monsterstor), flyttet græs fra den del af baghaven, der skal være bærbuske-land til det døde sted hvor campingsvognen har stået., tømt kompostbunker (pænt klamt) og generelt gjort haven vinterklar.

Vi skal til Holland som efterårsferie. For at købe tulipanløg. Altså officielt skal vi besøge L.'s bedsteforældre. De sødeste hollandsktalende ældre mennesker (tidligere bagere), jeg ved vil forkæle os i de 3 dage vi er der. Men som sagt, jeg er der for at købe tulipanløg og høre verdens mest sexede sprog (not kidding).

Når solen skinner finder du mig og katten på terrassen, mens L. læser eller er i køkkenet. Hun kan nu lave sushi (ja, ja jeg gav hende et starterkit), og jeg er begyndt at kunne lide det ret meget. Ret meget. Jeg er begyndt at se venner igen, som i aften hvor vi skal spise hos bedste lebbeveninden og damen. Og jeg har overskud, hvilket måske er det der overrasker mig. Men det har jeg. Også til den 40 års fødselsdag vi er inviterede til lørdag, hos en soulmate. En soulmate der stiller værelse til rådighed, så jeg  kan trække mig tilbage hvis jeg går kold.

Mit arbejde er fortsat fyldt op af man-divas, mange kokke, alle superstjerner - men jeg kan navigere i dem for nu. Deler lige mængder verbalt drilleri og gas af til dem og ignorerer psykopatkollegaen, der stadig har sin gang i huset. 

So all in all, livet er ikke sort hvidt i disse dage.

God weekend <3

tirsdag den 4. oktober 2011

Spontan fridag

Jeg har taget en spontan fridag. besluttede kl. pænt tidligt at jeg har et stort behov for at tænke tanker, rode i haven og gå i byggecenteret. Tanker om min familie, tanker om mit parforhold og om hvor vi er på vej hen, tanker om afkom, tanker om mig.
Med BPD kan det være svært at få 6 årlige ferieuger til at slå til. Jeg overvejer af og til om jeg i samarbejde med min læge, skulle se om jeg kan få en § 56 aftale.

En sådan aftale havde jeg efter min sygemelding med depression. Aftalen gik al sin enkelthed ud på, at de enkelte sygedage jeg havde spredt ud over året, og aldrig i træk, dem fik arbejdspladsen tilskud for. Så de ikke "led nød", over at have en medarbejder der (7-9-13) aldrig fik influenza eller deslige, men derimod havde dage, hvor det at gå på arbejde ikke virkede som en mulighed.

I dag vælger jeg blot at holde en spontan fridag, fordi jeg ikke føler mig syg, ikke har en § 56 og ikke magter at fake en influenza - for i morgen er jeg klar igen.

Har du aftaler, der ikke ligner de andres?

lørdag den 1. oktober 2011

Detached

Det er tidligt lørdag morgen (05:58). Mørkt udenfor. Trygt her i Banehuset. Jeg ved ikke hvad det er, men de sidste måneder er jeg "kommet ud af tur" med bloggen. Hvor er min stil, hvor er min ventil, hvad vil jeg sige?
Det samme sker når jeg læser med hos jer andre. Jeg sidder og nikker/ryster på hovedet/deltager, men der bliver ikke kommenteret. Jeg er med, men alligevel ikke helt. Det er som om bloggen og blogland ses gennem et vindue. Jeg står udenfor vinduet og kigger ind. På mig selv, på jer.
Jeg har tænkt, "Det kommer nok igen", "Du har nok andet i hovedet" og alligevel bekymrer det mig at jeg er så detached fra den blog og det land, der for blot måneder siden var en vigtig del af min hverdag.

Jeg kender mig selv, jeg ved at hvis jeg lader "Stå til" for længe så kommer jeg ikke ind i kampen igen. Ikke at det er et must eller at det skal være en kamp, men jeg har svært ved at slippe nogen eller nogen når de først er krøbet under huden og alligevel har jeg vildt nemt ved bare at give slip. Det giver ikke mening. I know. Jeg forstår det heller ikke selv. Evnen til at ville noget, være i noget - der over nat kan skifte til "har ikke brug for", "orker ikke mere". For ugen efter at genopstå som et behov. Jeg bliver vanvittig af de skift når det eneste jeg gerne vil er stabilitet. Følelsesmæssig stabilitet.

Så det her tidlige indlæg, der skulle handle om at jeg i dag kører sydpå til Moderdyret der er blevet udskrevet, kom i stedet til at handle om skift. Mine skift, bloggens skift. Fucking pisse emotionel dysfunktionel personlighedsforstyrrelse.