torsdag den 30. juni 2011

Bare i nat

Jeg er på ølejr. Højt til himlen, solskin og udeliv. Grin, kaffe, kram og snak. For meget alkohol, volley og ture i havet. Bare ikke i dag. I dag er jeg træt, det har regnet og blæst, for meget snak og støj. Så her til aften er jeg taget på galleri, hvor jeg har lejet et værelse. Her er rent sengetøj,ro og badeværelse. Bare for en nat.

fredag den 24. juni 2011

She's breathing

Tak for jeres kommentarer de sidste dage. Den sidste uge. De har gjort en forskel. Jeg har følt mig mindre alene i tågehelvedet, velvidende at det er mit eget helvede. At kun jeg kan gennemleve og løse det, men det til trods har i, venner og L. gjort en forskel.

Overskriften er passende. Jeg trækker vejret, og bedre end hele ugen. Jeg er ikke "klar", og mig selv som jeg bedst kan lide mig, men jeg er her. Jeg er på arbejde. Jeg kryber ikke sammen særlig meget når nogen har høj stemmeføring og jeg har ikke en klump i mave og hals.

Jeg skal lære noget. Jeg skal lære noget af den sidste uge. Hvis jeg ikke lærer noget, virker disse episoder ikke kun smertefulde, men også totalt nytteløse og onde. Hvad lærdommen er denne gang, er jeg ikke helt sikker på, men det må være noget om nuancer. Mit sværeste tema, de f...... nuancer. I HATE THEM. Giv mig sort og hvid, det forstår jeg - men alle jeres/deres nuancer, jeg fatter dem sjældent. Og når jeg gør, så har jeg glemt dem til næste gang.

Den næste uge, har jeg ferie - en tid med plads til ro og tanker, ude i naturen, blandt venligtsindede.
Vi ses lige om lidt, derude i blogland, hvor der er plads til ægte og uægte, man vælger jo selv hvor man "går" hen.

onsdag den 22. juni 2011

Hul igennem


Sidder fast i det. Følelserne. Tågen har for en tid overtaget glæden, forventningen, håbet og troen. En episode, is all it takes. 
Hører Tina Dickow på repeat, måske hun kan hjælpe med at få hul på bylden. Hul, så jeg igen kan trække vejret. Hul så jeg ikke tillægger alle, at de ikke vil mig, kan mig, respekterer mig. Hul så tågen letter.

tirsdag den 21. juni 2011

Falsk graviditet

Som du nok allerede har regnet ud, så blev der ingen fødsel. Åh jo, smerter var der nok af. Men jeg har ikke konfronteret chefen. Jeg gjorde det eneste, jeg ikke ville, nemlig at surmule på damemåden hele dagen i går. I ved den med det trætte uengagerede trætte blik, og den med at sige nej til at hjælpe, når jeg blev spurgt. Meget modent. Det er mig.

Lå igen i aftes med samtalen kørende igennem hovedet igen og igen. Altså den samtale der skulle have fundet sted mandag, men ikke blev. Planen var så, at i dag, tirsdag, der siger jeg det - ikke på den planlagte måde, ved at blotte mig - og vise min svaghed (damemåden). En klog veninde sagde: "Hvorfor skal han vide det? Han forstår det jo ikke, og så står du tilbage og er endnu mere blottet bagefter når han fastholder sin beslutning".
Sagen er, jeg tror beslutningen fastholdes uanset hvad, så hun har en point. I stedet foreslog hun at jeg talte mande-sprog. Blev vred (hvad jeg jo er). Vis at det IKKE er ok, at selv om du skal sluge den og acceptere, så er det IKKE en god og fair løsning. At dit arbejdsmiljø forringes. Brug de saglige argumenter.

Yes mam. Det var så planen da jeg kørte på job i morges, og jeg lover, at jeg varmede op til det mindst 4 gange. De to af gangene, var han så ikke på sit kontor. Den tredje gang talte han i telefon, og 4. gang - kyllingede jeg ud og fortsatte direkte - forbi hans kontor........Suk.

Nu er jeg hjemme igen. Træt. Men jeg har ikke så ondt som jeg havde i weekenden. Jeg har nok "sundet" mig, som L. mente man godt måtte, så man ikke bider hovedet af ham eller bryder grædende eller indlæggelsesklar-agtigt sammen foran ham. For vil jeg have han ser det? Nej.

Ok, jeg kan bortforklare alt muligt og hen af vejen, men sandheden er - at jeg ikke tror jeg får sagt en skid, andet end på damesuremåde, som allerede i dag var aftagende - for jeg gider sgu ikke være sur. Jeg vil være glad. Og på den måde jeg heller ikke er stolt af (damemåden?), at fortælle 2 kolleger om det.....meget modent.

Anyways. Jeg er her. Har endnu mit kontor...lidt endnu vel, og går på ferie lige om hjørnet - og man kan ikke vinde alle sine kampe vel?

søndag den 19. juni 2011

Jeg føder

Jeg er ved at føde en tale. En samtale. En samtale med min chef i morgen, og jeg har det svært.
Det meste af min weekends tankevirksomhed, vågen og i drømme, er gået med den samtale, for jeg har det skidt med den besked jeg fik i fredags, at jeg skal ud af mit kontor.  Ikke at have 4 regulære vægge og en dør jeg kan lukke, når jeg skal skrive, har brug for ro i hovedet, eller ro for kolleger, med udfarende temperament.

Min anciennitet forbigåes, når det er mig, der skal opgive mit kontor og ikke den nye, eller den endnu nyere der kommer i august. Og for stoltheden betyder det noget.
Men det der fylder mest, er at jeg ikke er blevet forstået. At det ikke er blevet forstået, at jeg har et stort behov for de 4 vægge og den dør med mit navn på.

Det er det der nager. For VED Chefen det? Ved han, at han får de 30 timer om ugen, hvor jeg fungerer bedst. Hvor jeg prioriterer max at fungere, som en "normal". Ved han, at jeg i døgnets resterende tider, aldrig sover en nat igennem, men er oppe 4-6 gange? At jeg nogen gange vælger fra at handle, fordi Fakta og Netto er for overvældende. At jeg melder afbud fra fødselsdag og fester, fordi jeg dén dag ikke magter sociale arrangementer. at jeg er på fast medicin for angst og depression og i perioder må tage en beroligende pille, når mit fundament skrider. Ved han det? Ved han at han får de bedste af mine timer, og kæreste, familie og venner må tage til takke med de ridsede rester?

For hvis han ved det - og er ligeglad - og vælger at prioritere som han gør. Så kan jeg ikke gøre meget. Så kan jeg ikke bruge til noget, at han ved jeg har noget der hedder borderline. At han siger det ikke gør noget.

Hvis han ikke ved det, er det tid til at fortælle det. Tid til at forsøge at fortælle ham det, uden at virke så fucking velfungerende, som han ser mig. Som jeg viser mig. Som jeg viser dem.

I morgen.

fredag den 17. juni 2011

De tager mit kontor

Jeg har gravet et hul i haven den sidste time. Jeg skal ikke bruge noget hul, men jeg var så arrig, at det virkede som en rigtig god ide.
Efter at have gravet, hevet rødder op, fået jord i støvlerne og væltet på halen op af en gammel stub, satte jeg mig ned i den bløde våde jord, med rystende hænder og begyndte jeg at græde. Hvorfor al den hidsighed?

Fordi min chef i dag forkyndte, at han skal bruge mit kontor, til den nye sælger der starter i august. Nja men hvad mener du?
Trumfkortet er angiveligt, at manden har 37 timer, det har de andre gutter også = de 5 faste kontorer, hvor jeg har det i midten, skal besættes af dem. Chefen lagde det op som om der var muligheder "Vi kan tænke over det", - men da jeg gik ham på klingen, med hvad selv jeg syntes var udmærkede forslag, til de to nyest ankomne sælgere, viste det sig, at det ikke stod til diskussion. Beslutningen var taget, og "mulighederne", lå i om jeg helst vil have et skillevægskontor hvor printeren står, eller forrest i biksen, hvor der er 4 døre ind og ud af butikken.

Jeg føler mig i den grad degraderet. I den grad. Hvis jeg et sekund er objektiv, kan jeg se, at de 5 sælgere, er dem der tjener langt den største del af det der betaler husleje og lønninger - og det havde været ærlig snak. I det private erhvervsliv er formlen: Jo mere du tjener til firmaet, jo mere er du værd. (Og jo mere sur du bliver jo lettere får du din vilje) Og det er fandme svært at argumentere med. Jeg reagerer ikke på, at vi er nødt til at finde en løsning, der ikke indebærer at bygge en kube mere i kontorrækken, til kr. 100.000-150.000 lige nu. Jeg reagerer på at det er MIG, DAMEN, HENDE MED 30 TIMER, der skal ud i det åbne.

"Så tjen mere", siger du? Tjah, principielt et godt forslag (tjen et kontor), men da jeg er ansat som konsulent og er med til at hive kunder i butikken, rådgive og vejlede og lader mine kolleger tage "salget", er det sgu lidt svært.

Jeg skal nok æde den. Jeg har ikke noget valg. Men jeg er et hule menneske. Jeg sidder bedst med ryggen op mod muren. Jeg indretter huler, om det så kun er for en overnatning hos en veninde, så tanken om at sidde "åbent" i butikken som en anden receptionist dame, virker.....degraderende, utrygt og fucking ikke ok. Selv om jeg skal æde den. Jeg har ikke andet valg. Lige nu er det ikke engang tilfredsstillende at vide, at  jeg med mine 30 timer tjener det samme som min kollega der har 37 timer.  Det gør det måske på mandag, hvis når  jeg møder op.

Da chefen havde forsøgt at sælge mig ideen som min egen og vist mig alle muuuuhlighederne, sagde jeg " Jeg kører nu, og jeg kommer ikke igen i dag, farvel". Var det at overreagere ?. kl. var 11, men jeg mente jeg havde fortjent en meget tidlig weekend...

Ps 2. Chefen sagde "Du tager det bedre end jeg havde regnet med" (wtf?). Lortebutik.

tirsdag den 14. juni 2011

Før og efter

Kan i huske, da vi startede for halvandet år siden? Da Banehuset så sådan ud? Vi gik i gang med nedrivningen af førstesalen i påsken 2010. Det eneste der stod tilbage var spærrene. Her får du så før og efter billederne, for i aftes, mandag den 13. juni 2011, kl. 17.50 lagde jeg sidste hånd på 1. salen. 

 Juli 2010



 Det der skulle blive gæste/hobbyrummet.





Det kommende soveværelse.


 Tag og terrasse.





 Der trækkes vand og strøm. 








 Der kom tag på. 



 Og gulv. 


 Forberedelse til badeværelset.

 Der sættes vægge op. 


 Man begynder at ane en rumopdeling.




 Og så i aftes. Al gulvpap er fjernet til opgangen til 1. sal. 




 Tadah!

 Gæstesenge/hyggesofaer, med indbygget opbevaring. 

 Formonteret skrivebord, til krea opgaver.

 Badeværelset, med det lææææænge ønskede badekar. 


 Det lille bitte soveværelse, direkte under Hr. Bøg. 

 Udsigten fra soveværelset. 






 Så ja, bortset fra, at jeg de næste døgn, skal sæbe gulvene, med hvid pigmentsæbe, så er jeg færdig. Færdig. Færdig. Færdig.

Velkomment til Banehuset 2011!

mandag den 13. juni 2011

PInsetid=udetid

Vi hygger, katten og jeg. Der bliver malet lidt på førstesalen, men haven trækker - så der har vi opholdt os en hel del. Katten er nu oppe på to baby-fugle-drab, så mens hun spankulerer rundt og er "Oh-im-the-biggest-tiger-hunter", må jeg agere bedemand og graver for de små kræ. Godt der sidste år blev oprettet et helligt sted bagerst i haven.




Haven har det godt. Årets squash høst ser lovende ud. 





Her stod engang en pænt høj syren. Den måtte lade livet, da jeg i et anfald af have-amok fældede det hele, for at få mere lys til haven (og fordi det er fedt at fælde ting). Jeg fandt samtidigt ud af, at syren har noget helt fantastisk elastisk bark, som man kan "skrælle" af med hænderne. Tilbage står nogle skulpturelle, meget hvide lange stuppe, som nok ender med at blive voksested for klatreplanter. 

 Barken er her forsøgsvis brugt som bedkant til rosenbeddet. Nu må vi se hvordan det arter sig, når det tørrer.

 Kålfænglset fungerer. Grønkål, rødkål, hvidkål, broccoli, porrer og rosenkål trives under dug, uden angreb fra diverse larveeksistenser. 

Jeg elsker havelivet. I really do. 


lørdag den 11. juni 2011

Lavendelbarnet

En af de stærkeste mennesker jeg kender, fordi hun tør vise os de sider, ikke alle tør - begravede sin søn i går. På en solbeskinnet fredag.
Det der ikke bør ske for nogen, skete for hende sidste uge, at overleve sit barn. Læs hendes ord, det er kærlighed, visdom og menneskelighed.

Jeg har ikke set Lavendel siden det unævnelige skete. Jeg har ringet lidt, skrevet lidt, men ikke set hende, besøgt hende og jeg tog heller ikke til den smukke domkirke i Odense. Døden er blevet en svær størrelse for mig, siden min far døde af cancer for 5 år siden. Jeg ville ønske jeg kunne sætte mig udover min egen smerte - kunne have gjort mere, men det blev ikke. Tanken har været der. Impulsen til at køre forbi med mad, blomster og knus. Jeg husker fra vores "egen" død, at man undres over hvor tæt man som familie pludselig er, selv om man ikke nødvendigvis er det til daglig. I døden er man ikke i tvivl om hvor man kommer fra eller hører til.
Jeg ved fra Lavendels smukke indlæg, at hendes familie ligeledes har været med i smerten og sorgen og farvellet. Det er godt.

Hvil i fred Lavendelsøn.

torsdag den 9. juni 2011

Alene med mig selv

Jeg er her stadig, men er røget ind i træthed. Ikke uden grund. Dagene er gået som organisator af temadag på jobbet og begyndende indlæring af nyt ansvarsområde på samme sted. At jeg har haft mine aftener bookede også, har været lovlig optimistisk.
Men jeg skal lære det selv. Jeg skal udfordre mig, og hvis jeg booker for meget, må jeg selv tage konsekvensen - som i dag, hvor jeg havde taget en fridag, for at gå til sidste forsamtale på psykoterapeutisk afsnit. Kalenderen bebudede ligeledes et almindeligt lægebesøg og en madklub kl. 18.00. Allerede i morges, vidste jeg it aint gonna happen. Basisgruppen var på besøg i aftes, efter at vi havde gennemført Kvindeløb i Odense i s-i-l-e-n-d-e regn. Fantasisk! Og jeg mener det.
Men da kl. var midnat og de sidste havde forladt huset, havde jeg gennemskuet at de sidste dages højt gear og koncentration, ikke kunne holde mere.

Så jeg aflyste lægen og madklubben og koncentrerede mig om psykoterapeutisk afsnit. De vil gerne have mig. Jeg har sagt ja, til min. 1 års gruppeterapi. Når der er plads. De vil sætte mig på venteliste til eftermiddagshold, så jeg ikke skal have fri fra job, hvilket er vigtigt for mig. De syns jeg skal øve mig i, at minimere tiden fra mine følelser til mine reaktioner. Bruge mine ord. Ja do daw do! Som om jeg bevidst vælger at reagere 3 dage efter at nogen har sagt BUH til mig!

Nå, så.
Der er et halvt års ventetid til en mulig plads. Passer mig fint. Vil jo egentlig gerne slippe fordi jeg VED det bliver hårdt arbejde. Som det er hårdt arbejde at få den skide løbetid (5 km), under 30 minutter igen (løb i aftes på 30.59, som er en bedring fra de lousy 33 jeg startede sæsonen på). Som det er hårdt arbejde at tabe de 5 kg jeg har taget på mens L. har været væk. Arbejd. Arbejd.


Jeg kan mærke, at jeg de sidste måneder er blevet mere og mere selvforsynende. Ikke hvad angår frugt og grønt, selv om den side også vokser fint, men i forhold til: - jeg har pænt nok i mig selv. Jeg syns det er for omstændeligt at fortælle og forklare venner og familie, hvis noget går mig på eller noget  har rørt mig, good or bad. Jeg orker ikke. Jeg går ud, hver morgen, er i det jeg er i, og tager hjem med det. Jeg reflekterer selv, men har ikke noget synderligt behov for at dele med nogen. Føler ikke nogen stor forbindelse til nogen. Og jeg er ikke sikker på det er en god ting? Jeg skal huske på og aftale med mig selv at ringe til venner eller familie.
Som episoden jeg nævnte for jer forleden, med den råbende kollega. Der skulle komme en opfølgning, men nix. Ikke noget behov. Jeg har ikke noget behov.

Hvad jeg ved er, at når L. kommer hjem, og det gør hun heldigvis om mindre end hun har været væk, så bliver det en kunst at åbne op igen. Åbne op, til det der er lige overfor. Den der ikke går væk. Den der har været inde og banke på hos mit hjerte.

Det jeg i grunden prøver at sige er: at jeg er bange for, at jeg har lukket lidt ned til verden. Hvor jeg som barn higede efter den, at være en del af den. Så føler jeg i disse dage intet behov for det. Lad mig passe mig selv. Lad mig gøre mit job godt. Men den private side. Den er mest mig selv, mine planter, min kat og mad og søvn. All i need.

Not so good?

måske er jeg bare træt

søndag den 5. juni 2011

Det der hører kirken til

Var til den der tvillingebarnedåb i weekenden. Og kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab mellem de to smukke mødre. Det var en glædens dag.
Glæden og sorgen ligger tæt i disse dage. Jeg mærker naboens sorg over sønnens død. Jeg mærker glæden over mine venners kærlighed og deres 3 børn.
Midt i alt det står kirken. Præsten. Gud. Om man tror eller ej. Der er ritualer. Ritualer for fødsel og ritualer for død. Jeg tror de hjælper os med at finde vej. Ritualerne. Om man tror eller ej.


God søndag, where ever you are <3

fredag den 3. juni 2011

Meningsløst

Jeg har ikke mange ord til jer i dag.
Lavendel fandt sin søn død i går og verden giver ikke meget mening.
Mine tanker og ønsker går til hende og familien.



onsdag den 1. juni 2011

Arme op og arme ned

Blogger accepterer igen indlæg fra mig, og kommentarer.
Jeg er for træt. Jeg har en del løse ender, og fordi jeg får lyst til at give helt op her til aften med blog (det er  træthed der taler, det sker ikke) og jeg ikke kan lide løse ender, men heller ikke orker lave 10 fine indlæg, så får i her punktversionen. Lidt inspireret af Kristine der spytter punktlister ud som var det grønne grise. Undervurder aldrig punktform, selv om det er so 90's

  1. Byg selv konkurrencen er gået i sin afsluttende fase. De 50 med flest stemmer er røget videre. Det blev ikke mig, men jeg fik 56 helt vildt fine stemmer fra jer. Tak.
  2. Kollega-situationen er endnu ikke lagt til ro. Men det bliver et indlæg for sig selv. Jeg har godt kunne få armene ned over mit job denne uge.
  3. Min kæreste har skrevet det smukkeste indlæg om sit savn til mig - jeg er en heldig kvinde.
  4. Jeg arbejder på 1. salen, næsten dagligt, selv om det kun er en time eller en halv. Jeg tager billeder. De kommer på. Promise
  5. Jeg arbejder næsten dagligt i haven, selv om det kun bliver kort. Jeg skal derud. Jeg tager billeder. De kommer. Promise
  6. Jeg skal løbe eventyrløb i morgen. Uden sureløbeklubben, men med jobbet. Jeg kan godt få armene ned.
  7. Jeg skal til tvillingedåb og kirkelig velsignelse af veninden og konen i weekenden. Det bliver fint vejr. Vi skal sove i hytte og lege med børnene. Op med hænderne!
  8. Katten kom i dag med årets første kill. Den yndigste lille fine fugl. Varm og stendød. Armene ned igen.
  9. Jeg må gerne gå i seng når punktlisten er færdig. Arme OPPP
  10. Mand, i love my blog - og jer derude. Arme op og godnat nu.