mandag den 28. februar 2011

For helvede

Jamen for helvet Jytt'!. Det er sgu ikke let at få lov at være vranten, tvær, negativ og sortseende.
Når vildt fremmede blogmennesker skriver søde ting på (endnu) et møjsurt indlæg. Når kæresten, der er solskoldet skriver kæresteting. Når naboen hænger street art på mit hus, mens jeg lukker og slukker arbejdsplads 1.
 Når (ex)-kollegerne giver cash til den længe savnede trillebør til haven, og når man for sidste gang lukker og slukker den skide kommunale computer og daffer kl. 12 (fordi man ikke kan blive fyret for at gå før tid, når man har sagt op). Når der står 134 liter maling, 34 liter grunder og 85 tuber fugemasse på ens adresse, når man kommer hjem, til 1. salen og når katten forsøger at få hovedet ned i min lomme, mens jeg skriver dette.

For helvede. Hold nu op med al den sødnes. Man prøver seriøst på at være en sur mokke!

Farvel og tak


-- og velkommen hjem

 Nu med penge

søndag den 27. februar 2011

Søndagsblues

Egentlig har det været en ongoing historie det meste af ugen, søndagsbluesen, Nu er det reel, virkelig og lige i fjæset. I morgen er det slut med at dandere den. Til i morgen skal der sættes vækkeur, vælges tøj, op før fanden tager sko frem. I morgen har jeg sidste arbejdsdag hos Chef 1, nu snart ex.chef.

OG JEG GIDER IKKE. Jeg gider ikke ud og sige farvel, have medfølende blikke og pis. Jeg har forberedt mig, ved at bage boller til folket. Mange boller, til at stoppe fjæset og blikkende med. Et par af kollegerne holder jeg af, dem ser jeg igen. De er i min basisgruppe, der holder sammen på 7. år.
Resten (ok, måske et par til), er ikke og vil ikke være vigtige i resten af mit liv. Når jeg mærker efter, så er jeg egentlig ikke vred på dem. Eller er jeg? Jeg er i hvert fald vred på stemningen, chefen og arbejdsopgaverne. I virkeligheden er jeg nok mest vred på mig selv, over at jeg ikke mestrede det her, som jeg er vant til at mestre ting. Jeg har ikke fornemmelsen af at have givet op, men at have fravalgt dem. Men hvis jeg mærker efter, gav jeg op for længe siden. For over et år siden.

På tirsdag fortsætter jeg jobbet hos Chef 2 (herefter kendt som Chefen). De salige 30 timer om ugen. Lige nu, føles det ikke særligt saligt. Jeg hygger mig jo her. Herhjemme. Med huset, der skal males lige om lidt.  Med at vente på foråret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kommer til at hygge mig på mit kontor. At kunne syns om, at der er kommet 3 flere folk til siden jeg gik på sygdom. At der er nye arbejdsopgaver, nye udfordringer, nye krav. At der stilles krav, at jeg har ansvarsområder. Slet ikke sikkert det er hyggeligt nej. Men at kigge ud i haven, bage boller, kigge på katten, det er hyggeligt. (og lidt kedeligt i få minutter af gangen).


Jeg er nervøs, og slår mig i tøjret. Jeg vil ikke, siger jeg jo. Så spis lige en bolle.





torsdag den 24. februar 2011

Så hurtigt kan det gøres....

Linselusen og DIY damen

DIY damen har været i gang igen, hylder i bryggers og en Orkide hylde, når man nu har så lidt opbevaring/vindueskarm som jeg. Og selvfølgelig linselusen F.



Her skulle der så komme en video med linselusen. Men blogger gider ikke uploade, så den har i tilgode



onsdag den 23. februar 2011

To tosser på tur og ting og sager

Det er ingen hemmelighed, at naboen (der bor 13 km væk), er en ørn til det med genbrugsbutikker. Jeg er en amatør i forhold til, så man takker ja tak, når eksperten inviterer på rundtur. Man pipper lidt om, at man nok kun kan rumme 3 af slagsen på en dag, men ender med 6 fordi damen, er utrættelig og ekspert.

Så rundt på Fyn kom vi, med afstikkere til Vissenbjerg, Ejby, Nørre Åby og slutteligt Søndersø. Jeg kendte de 3 af butikkerne, men 3 var nye og ikke meget slår fornemmelsen af at komme til en ukendt genbrugsbutik. Hvad kan man finde? Er det her guldet gemmer sig?

Det er sjældent jeg har en "indkøbsseddel", sådan fungerer det ikke. Man ser, vurderer og hov - måske at der var noget man kunne bruge. Vi fandt nogle gode ting. Ikke "guldet", men gode ting - og diskuterede i bilen, med hundene bagi, om vi var ramt af dårlig karma denne tirsdag. Ikke på grund af vejret eller mangel på "guld", næ nej. På trods af diverse fastelavsboller og kaffe til turen,  lykkedes det mig at stikke bildøren i øjet og slå hul (som i det-bløder-find-noget-koldt-av-det-bløder) og på vejen hjem lykkedes det Lavendel at blive fotograferet, af en ellers godt gemt fotograf. Pis altså.

Nå, hvorom alt er, så tosser vi godt sammen, selv om damens (den andens), snakketøj er noget mere trænet end mit. Tak for udflugt kære nabo :o)


Man skal sørge godt for sin chauffør. 


De lidet fotogene tosser

Av for HULAN


Dagens køb, et MONSTER stort kronhjort broderi

Og dagens fund, en lækker sort læder herre-skole-lærer taske

Fine skåle

Og den søde nabo havde bøger med

Da vi kom hjem, lå den fineste pakke til mig, fra Hos Mutter. Ikke nok med at den indeholdt præmien fra hendes give-away, så var der fint pakkede keramikhjerter og kyssekort. Tusind tak søde Mutter, jeg ved godt hvor det kort skal sendes hen :o)

mandag den 21. februar 2011

Den 12 årige superhelt

Sidder her bag ruden. Går om lidt i gang med at rydde op efter dagens håndværker og løber den der tur. Måske. For det er hyggeligt at sidde her. Katten sover ved siden af mig (stadig og igen). På facebook, hvor jeg længe har holdt pause, har jeg fået to nye venner, blogvenner - de første. Hvad er det med mig og facebook. Kan ikke finde ud af det. Enten er jo på hele tiden, kommenterer alt. Ellers holder jeg pause, skriver ingenting.

Da jeg opdagede facebook, passede det GENIALT med mit samle-mennesker-projekt, og damn kender jeg mange mennesker, så den indre skridttæller havde her en synlig fest. På facebook. Men nogle år efter, begyndte det at stresse. At læse om alle disse mennesker. Ikke at jeg ville eller ikke ville, men min hjerne registrerer alt og sorterer uhensigtsmæssigt, så den indre harddisk blev hurtigt brugt op, på "Bager boller med Ulla", eller "Hvor er min handske?". Og forstå mig ret - folk skal skrive hvad de vil og hvornår de vil, det er jo det fede.
Vi vælger at vise/skrive det vi vil. Min hjerne blev træt. For ikke at tale om min indre superhelt, der er en forvokset 12-årig knægt, der skal vinde, være den første, den bedste, den sidste, den højeste, den sjoveste, den klogeste og den smukkeste - den knægt blev meget hurtigt træt i sin lille kyllingehjerne.

 Når man har 300 + bekendte, er det svært at være den første og bedste alt. Og ja, for den indre dreng er det en konkurrence. Livet. Kampen. Altid. Og af og til er den 12-årige alene i byen. Nogle dage er mit omsorgsfulde "skru-ned-jeg" ikke med, og når han styrer skuden alene - så brænder ting sammen. Til sidst besluttede jeg mig for, at stoppe på Facebook. Først sorterede jeg alle "dem- jeg-gik-i-folkeskole-med-som-jeg-ved-nu-gør-dit-og-dat-men-ikke-har-en-klap-mere-at-snakke-med-om" og "kyssede-vi-ikke-engang?", menneskene. Jeg har stadig min profil, men har i et år næsten ikke været derinde.

Indtil for nylig. De sidste måneder har jeg sneget mig ind. Sneget mig ind, for ikke at vække Superhelt drengen. Smugkigget, bladret og smuttet ud igen. Jeg er ambivalent med det der. Ikke for konceptet, men for min egen manglende evne til at forvalte det. Jeg vil (superhelt), gerne være venner med Margrethe Vestager og Linda P.. Jeg vil gerne (superhelt) vise billeder af min lækre kæreste. Jeg vil gerne følge med i de mennesker jeg sang i kor med, men som er gledet i i periferien det sidste år. Men jeg kan ikke administrere det. Der er ikke nogen nuancer, eller ikke mange af slagsen og harddisken er hurtigt brugt op.....Så hvad sker der lige for at jeg har fået hende og hende her som nye FB venner? Lad mig tilføje det var mig der anmodede....Jeg tror den 12 årige er vågnet. Dammit!

søndag den 20. februar 2011

Nåååååååå


Seal meets girl. Seal falls in love with girl. The end. from Bob Dobalina on Vimeo.


Det er ikke min video, men fundet på facebook ...made med smile. Jeg elsker de der dyr altså og hun er modig. Jeg vil også ha en kæle-sæl

lørdag den 19. februar 2011

Det ovenpå

Det udvikler sig på 1. salen. Stille og roligt. Heldigvis er weekenden håndværkerfri. Det er nok bedst for alle parter, efter mit spar anfald midt på ugen. I dag gik jeg rundt deroppe. Solen skinnede ind, vægge var spartlet, jeg havde ryddet op, og der er sat dørkarme i.

Jeg tror på det nu. Jeg kan igen se det, og det bliver fint :o)

 Det store gæste-hobby-biblioteksrum

Indgangen til hhv. soveværelset (venstre) og badeværelset (mit-mit-mit-mit)

Det lille bitte soveværelse, hvor der lige kan stå en 140x200 seng under udsigten til Hr. Bøgetræ



 Ellers blev dagen i dag brugt med at pleje tømmermænd, af blot 3 glas vin - godt gået ikk? Fik færdiggjort en barselsgave og fik med salt og cola genoprettet væskebalancen 


Nu er solen gået ned over banehuset og katten og jeg siger godnat for i dag.
Kh 

fredag den 18. februar 2011

Ok så, det var da meget godt

Jeg havde en fin tur til CPH. Havde opgraderet til en 1'er plads og sad næsten alene hele vejen fra Odense til CPH, så er det jo ingen sag med DSB.  

Hovedstaden er under ombygning, men det passsede fint til det grå (ingen sne?), vintervejr. 
Veninderne jeg skulle mødes med, var savnede, og det var dejligt at tale med andre end håndværkere. 

Vi spiste ikke her, men den ene veninde bor tæt på. Vesterbro er hendes hood og jeg begynder at kunne lide området. 

Føtex havde lagt sig i farver for mig. 


 
Her er de "Sort Samvittighed", da det hele er ovre. Jeg turde ikke tage flere billeder, fordi jeg sad ved siden af damen der styrede noget af teknikken. 

Men NØJ altså. Jeg havde være skeptisk, I admit. Man fucker ikke med Anne Linnet, og jeg er en kritisk forbruger. Jeg har været stamfan siden jeg var 12 og kan de fleste tekster. Personligt mener jeg at hun har sunget om mig og mit liv, gennem hele hendes karriere.  Nå, det er en anden historie. 

De gør det sgu. De genopliver tekst og musik, og fortæller deres egen historie. Samtidigt med lever man som tilskuer sin egen historie. Det rockede. Det var sjovt, det var nærværende og kostumerne var "All that".
Hvis du har haft og har en lille smule Anne Linnet i dit liv, bør du unde dig denne oplevelse. 

Nu med egen blog 


Se dem før din nabo

tirsdag den 15. februar 2011

Rundstyk

Jeg løj. Jeg løj da jeg i morges skrev, at jeg glæder mig til Københavner tur. Jeg er stinke muggen i dag. Jeg får SPAT af blæsten, der larmer og river i mit tivolitelt, min campingsvogn pressening, der giver mig tuden i ørerne når jeg går udenfor. Jeg savner min kæreste og jeg får SPAT af at gennemtænke hver en krone, for at se om der er penge til en billet down under. Jeg får SPAT af håndværkere, murere, tømrere, blikkenslagere, elektrikere, malere og zink mennesker. Jeg får SPAT af at intet i mit hus er færdigt, at jeg ikke kan være her, mine få ting ikke kan være her fordi hver eneste m2 er stoppet med håndværkere materiel, håndværkere og rod. Jeg får SPAT af at mine hænder ikke kan gøre noget ordenligt længere, og at jeg ikke kan fuge, male og pis som jeg burde, fordi jeg så skal bruge penge eller vennetjenester på det.

Pisse SPAT lorte dag. Ja, og undskyld løgnen. Men i skrivende stund gider jeg ikke hele moletjavsen med rent tøj (!), i bad (!), togtur (jeg får SPAT af DSB), VIP forpremiere, Anne Linnet (who cares), og lorte storby, mens håndværkerne roder huset til, uden at jeg får en skid ud af det.

JEG FÅR SPAT OG JEG GIDER IKKE. BASTA.

(løber vist lige en tur...)

Sort Samvittighed på Edison Teatret



I morgen skal jeg til CPH og se Sort Samvittigheds forestilling "Hvid Magi". Jeg har været så heldig at få billetter til forpremieren onsdag aften. Glæder jeg mig, det tror jeg nok jeg gør. Anne Linnets sange spiked ud med spejderpiger, sygeplejersker og jeg ved ikke hvad.

Edison Teatret d. 18 feb. til d. 19. marts.

fredag den 11. februar 2011

Min indre skridttæller

Jeg har samlet på mennesker. Kender i det? Det sagde en terapeut (min), for nogle år siden, og i den sidste tid har jeg tænkt en del på det.
I min folkeskoletid havde jeg ingen nævneværdige venner. Dem jeg hang ud med, var de samme der gjorde min skoledag til l.o.r.t. De spillede mig ud mod hinanden - og jeg hoppede på den. Gang på gang. Jeg kan huske, at mit hjerte, og lille mig bare gerne ville være venner med nogen, med dem (med nogen), så jeg havde ingen grænser, var for desperat og prøvede for hårdt.

Så jeg lærte lektien hurtigt. Vær ikke for interesseret. Vær gerne lidt kostbar. Selv om du er enig med vedkommende, tager de dig kun seriøst hvis du er kritisk, kan sige noget klogt eller er direkte uenig. Gud forbyde at du roser dem, udtrykker nogen form for entusiasme i starten. Man kender det godt ikk? Den første date, det først møde med et menneske, en kollega, en chef. Hvis alt er for entusiastisk, for ivrigt og for 'gladt', så bliver man skeptisk og tager afstand?

Så jeg lærte lektien, tillagde de rigtige meninger, ansigtsfolder og kropssprog og i mange år, rigtigt mange år, blev min omgangskreds større og større. Min bekendtskabskreds. Jeg samlede på mennesker. Et elller andet sted indeni, sad der en lille ubevidst tæller, som en skridtæller, der registrerede hver gang jeg havde 'vundet' nogen over. De svære. Ikke de lette. For jeg delte mennesker op i "svære" og "lette". Mennesker var scoringer - ikke kun den romantiske slags. Nej, alle. Og af og til. Nej, ganske ofte. Når jeg havde vundet damen på piedestalen over. Hende jeg mente var et rigtigt menneske (modsat mig), så fandt jeg fejl. Den største fejl var når de begyndte at kunne lide mig, syntes om mig, ville være venner. For hvad kunne de være værd, når de ville omgås én som mig?

I mange år gik det sådan. Og jeg blev mere og mere tom indeni. For trods de mange mennesker omkring mig, så var det meget få, der fik hende den lille entusiastiske, ivrige og lidt desperate at se. For hun var der stadig. Hun var ikke modnet og udviklet, hun var blevet gemt væk. Blevet støvet, skrumpet, men stadig very much alive og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med hende.

Nu, i den fine alder sidst i 30'erne, har jeg lært - at jeg ikke må gemme hende væk. Jeg må gerne skærme hende. Hun vil altid være der; ivrig, entusiastisk, lidt desperat og meget meget følsom, men JEG skal tage mig af hende. Det er mig der skal vise hende til de mennesker, der tør se hende. Tør ae hende. Tør elske hende. Det er mig, der skal trøste hende først, se hende, lytte til hende og spørge om hjælp til hende. Det hjælper at se hende, som den lille lyshårede tynde pige, med store blå øjne og store briller, der står og kigger længselsfuldt efter de andre i skolegården, inden hun går ned på biblioteket og taler med de voksne.

Jeg samler stadig på mennesker. Min indre skridttæller is here to stay, men jeg er nået nogle lag dybere. Jeg har mennesker i mit liv, nogle få, som har fået vist hvad der er bag facaden, og de er her endnu. De er ikke mange, men det er ok. For jeg ved nu, at hvis jeg havde overskuddet, ikke blev så hurtigt overstimuleret, havde bedre grænser, kunne der være flere. Jeg er ved at lære nuancerne i venskab og menneskekærlighed. At der er forskel. At det jeg deler med kæresten, er anderledes, end det jeg deler med veninden og det jeg deler med den bekendte. Det er ikke mere eller mindre værd, det er bare anderledes. Når jeg bliver venner med mennesker, er mine krav højere end de var da jeg var lille.  
Og det er ok. Det er også ok at have mennesker man smiler fint med, taler sammen få gange om året, gør en venlig handling for. Jeg er ved at lære nuancerne.

Den lille med de blå øjne er her stadig. Hun er SÅ bøvlet at arbejde med, men hun er der. Ta godt imod hende, hvis du tør.  Vid, at selv om hun ikke er kontinuerlig i sin kontakt, selv om hun ikke har overskud til at være bedste-hver-dag-veninder, så har hun set dig, hørt dig og puttet dig i sit store grænseløse hjerte.  <3

torsdag den 10. februar 2011


Vi er her stadig. Katten og jeg. Jeg husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg har haft så god tid til at tænke. At det ikke er ensbetydende med, at tankemylderet holder op, eller ebber ud er en anden sag. Mennesket er ufattelig i sin tilpasningsevne. I mit tilfælde, betyder det at trods tid, så kan små opgaver, små sociale aktiviteter fortsat stresse, udmatte eller udfordre. Funny that. 
Som i går, hvor jeg kiggede forbi den nye gamle arbejdsplads. Det kan tælles på få hænder, hvor mange gange jeg er kommet i "normalt tøj" de sidste måneder. Tøj der ikke går under kategorien "hjemmetøj" eller "havetøj". Nuvel, det betyder, at det tager tid at finde ud af, hvad man egentlig tager på derude. Og makeup og arbejds-ordforrådet. Hvor var det lige jeg lagde det?
Fint besøg var det. Entusiastisk Chef 1. På alle måder Chef 1 nu. Der er en ny puls derude. De har ryddet ud og op, noget jeg har forsøgt at sætte igennem de sidste to år. Vi har endelig de faciliteter, vi har arbejdet for de sidste 2 år og set uppet er klart til mig 1. marts. 30 timer baby. Det kan være lyst både når jeg skal afsted OG når jeg skal hjem, meget mere af året. 

Men lige nu. Lige her. Er det hele en smule overvældende. Ikke for hovedet. Hovedet er superhelt og ser de forskellige scenarier. Kein problem. Det er kroppen der på må og få kaster lidt åndenød, trykken for brystet og spændte muskler ind. Den krop der. Den pålidelige krop. Gad vide hvad den fortæller mig?








tirsdag den 8. februar 2011

Syslerier

Lidt får jeg lavet herhjemme. Jeg har mange ideer. De fleste er desværre afgørende for økonomien, som
- Ny carport (den gamle er for smal og rådden)
- 10 meter hegn ud mod vejen
- Nyt værksted, der er frostsikret. Alt mit maling er gået til i frosten :o(
- En "mig"-hytte på 10-15 m2 i bunden af haven

Så indtil videre, indtil budgettet kommer sig efter renoveringen af førstesalen (nej, den er endnu ikke færdig), men tættere på nu. Forsøger jeg at udleve de mindre, mere økonomiske projekter. Lidt besværliggjort af et par hænder/arme, der er monster tunge og ømme.


Puden er en fødselsdaggave til en god veninde, der ikke læser med herinde. Det er ikke blevet helt lige, og med skiftende trådtykkelse. Jeg måtte tage pauser pga. hænderne, men jeg har lavet den, og jeg håber hun kan lide den. Jeg syns måske der mangler lidt "pynt", foroven eller forneden, men kan ikke finde ud af hvad. Har ikke lyst til at gøre den til en "klassisk" broderipude med blomster. Har du nogen ideer?

Til slut lidt billeder fra 1. salen, hvor jeg afventer malerens ankomst. Der skal fuldspartles og sættes væv på, inden der kan monteres el, fodlister, vindueskarme og vvs ting. Når det er gjort, skal det hele males, af mig - det er vildt hvor langt vi er nået, siden i sommers, hvor vi hev taget af. 



I sommers








lørdag den 5. februar 2011

Storm


Det har stormet på Nordfyn i nat. Festteltet, der ellers har overlevet al sneen gav op. I nat. R.I.P. Må ud og lede efter nyt festtelt. Ingen sommer uden sommerfest. Ingen sommerfest uden festtelt.

Har det stormet hos dig?

fredag den 4. februar 2011

Blogland Rocks, igen

Der er ingen tvivl om, at jeg er i en proces for tiden. Og i skal vide, at jeres input, på mine indlæg bliver læst og lyttet til. I sidste ende, finder jeg den løsning, der er bedst for mig, men hvor er det dejligt, at kunne få input fra mennesker der ikke har 'aktier' i enten mit job, min kommune eller mig for den sags skyld. Det giver mig nogle nuancer, noget andet - derfor forsøger jeg også så specifikt som muligt, at beskrive hvad jeg oplever, når jeg er i sådan en situation, som mit forrige indlæg handlende om. På den måde får jeg andre synspunkter (jeres), meninger og erfaringer. Det rocks sgu.

Min proces handler, som mit liv åbenbart gør, om identitet. Den professionelle mig, som er en stor del af min identitet og den nu-med-diagnose-jeg, som også er mig, for jeg er jo ikke anderledes, end da jeg ikke havde den. Diagnosen. Nu skal jeg 'bare' integrere lortet og det er her, jeg let kommer til kort/ud at skide/svede med de fede.

Tag fx. eksemplet igår, da venlig ergoterapeutkvinde, bankede på min dør. Jeg har ansøgt kommunen om en specialdyne (mere om den en anden gang), som hjælpemiddel. Med til historien hører at jeg selv er ergoterapeut, og i en del år efterhånden, har foretaget præcist den slags hjemmebesøg. Hos andre. Hold da kæft det var grænseoverskridende, pludselig at være på den modtagende ende. Ja, jeg kunne have valgt selv at finde pengene til dynen, men ansøgningen er for mig også en øvelse. En øvelse i at erkende, bede om hjælp, out'e mig, være ambassadør for den erhvervsaktive borderlinedame. For at finde en nuance i det at være erhvervsaktiv, professionel OG et  menneske med problematikker og udfordringer ud over det sædvanlige.

Terapeuten var ligeledes udfordret. Det er ikke tit de/man/jeg sidder overfor en fra samme fag, med mere erfaring og tænker (jeg tror hun tænkte), "Hvor fanden er du syg henne". Nej, hun bandede nok ikke. Hun var virkelig sød og ærlig da hun sagde, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige og mene. Vi fandt fælles ud af vinklen på ansøgningen, og nu skal jeg så afvente deres teammøde. Den slags teammøder jeg hidtil selv har siddet på. So strange og grænseoverskridende.

I samme åndedrag kan jeg fortælle jer, at jeg i sidste uge sagde min stilling op hos chef 2. Jeg skal ikke længere være sagsbehandler. Ikke længere være den der foretager hjemmebesøg og vurderer mennesker for kommunen - og det er en lettelse. Kæmpe. Nu skal jeg være handicapkonsulenten, konsulenten, der ved en masse om biler, lovgivning, afprøvninger, marketing. De ting jeg er god til, jeg elsker og som jeg har gjort noget af min tid de sidste 5-6 år. Det er dejligt. Jeg er spændt på det. Chef 1 har mange ideer og forventninger til mit udvidede timetal, og jeg er spændt på om jeg kan opfylde dem. Jeg vil gerne prøve. Jeg vil gerne bevare min uafhængighed af systemet, da afgivelse af kontrol på det område giver mig ondt i maven. Og tyndskid ;o)

Nu blev det en længere smøre igen, når jeg i bund og grund blot ville sige tak for input. Tak for jer.
Kh

onsdag den 2. februar 2011

Psykopyko

Jeg var blevet henvist til psykoterapeutisk afsnit af min egen søde lægedame. Hun var så glad - for hun havde fundet noget. Et sted hvor man kunne hjælpe mig, et sted der var klogere end hende, på det der personlighedsforstyrrelse. Måske en socialrådgiver, noget lægelig opfølgning. Noget noget.

Lægedame og jeg var begge positive.

(Velkommen)


I dag var jeg til forsamtale. Hos 2 damer. Sygeplejersker, nu psykoterapeuter. Vi (mest jeg), talte 45 min. The usual shit. "Hvad er det der gør at du nu sidder her hos os"?
Barndom, følelsesliv, forventninger. Krydret med gode spørgsmål fra dem a la:

- Mon ikke din bror også har noget borderline?
(WTF, får vi grupperabat eller hvad hvis han har?)
- Er det en pigekæreste du har?
(Nej, jeg dater normalt ikke børn, gør du?)
- Har du prøvet drengekærester?
(Har du prøvet at bolle kvinder?)
- Du skal ikke vise din kæreste den opgave du skal lave, det er mellem os og dig
(Det skal jeg så måske nok selv styre og jeg ved godt at det terapeutiske rum fungerer bedst hvis jeg ikke blander kæresten ind, men dont tell me not to). 




Det blev gjort klart, at de de tilbyder er gruppeterapi. De har 14-15 af dem. Grupperne. Der er venteliste og når der er plads bliver jeg matchet, så jeg ikke kommer i unge, anoreksi eller gamle gruppen.

Det vidste jeg godt. Det med grupperne: Jeg har ikke gode erfaringer med grupper, men jeg prøver det der er  - for jeg vil gerne have de bedre. De forsvarede grupperne, og jeg sagde at jeg godt forstod, at det skal afspejle virkelige relationer .

Jeg fik lektier til næste forsamtale.Skriv om dine følelser og tanker i forbindelse med barndom og opvækst
Hvordan fungerer du .....osv.

Det skal sendes til dem inden næste gang, som er om 1 måned (ja, de har ventetid, hvilket blev pointeret, som i uhh vi er travle). Næste aftale blev lavet mellem de to, mens jeg sad der - klar med min kalender - men uden at blive spurgt, om jeg kunne.

Jeg havde givet op på det tidspunkt. Skrev tiden ned, sagde pænt farvel og gik. Jeg magter ikke gruppeterapi. Jeg er lige glad med at det afspejler "Hvordan vi ellers fungerer og lærer i samfundet". Jeg har ikke lyst til at blive presset til vrede og frustration af mig selv og bryde sammen eller se andre bryde sammen i grupper. Ikke presset af andre, men af mig selv, fordi jeg BLIVER vred, irriteret, ked og frustreret i grupper. Men når jeg ikke kender dem, ikke er tryg og ikke ser formål med dem (som ved venner og familie), kan jeg ikke lukke det ud. Blive vred - så går det hele ind af og det gør ondt.

I morgen er måske bedre. Men lige nu, er følelsen nej tak til psykoterapeutisk afsnit.

Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg følte mig ikke set, hørt uden at kunne sætte en finger på hvorfor. De var høflige, venlige, 2 sygeplejerskedamer nu psykoterapeuter.

Har du erfaringer med gruppeterapi og skal jeg bare lukke røven og komme i gang og skrive de 41 sider de beder om?